Holmstrupgård søger autoriseret afdelingspsykolog med erfaring inden for psykiatri til afdeling Engen Holmstrupgård søger autoriseret psykolog med erfaring inden for psykiatri til en fast 37-timers stilling, som ønskes besat fra den 1. januar 2022.
Stillingen som afdelingspsykolog er tilknyttet døgnafdeling Engen. Afdelingens målgruppe er unge med svære spiseforstyrrelser, ofte i kombination med andre lidelser som f.eks. personlighedsforstyrrelser, angst, OCD, autisme og selvskade.
Personalet på afdelingen er tværfagligt sammensat. Der er knyttet en afdelingsleder, en afdelingspsykolog og derudover en speciallægekonsulent til afdelingen. Afdelingspsykologen og afdelingslederen har fælles behandlingsansvar.
Afdelingspsykologen indgår i den samlede rådgivergruppe på Holmstrupgård, som består af 15 psykologer og 1 socialrådgiver, med ugentlig deltagelse i rådgivergruppemøder. Arbejdsopgaverne er dels organiseret i forhold til afdeling Engen og dels i forhold til tværgående opgaver internt og eksternt, men med størst vægt på opgaverne som afdelingspsykolog.
Som afdelingspsykolog vil man indgå som psykologfaglig sparringspartner, i samarbejde med afdelingsleder og personalegruppen, om forståelsen og behandlingen af de unge. Afdelingspsykologen deltager ugentligt på konferencer på afdelingen og forberedende møder med de unge om deres behandlingsmål. Afdelingspsykologen afholder ugentlig ungegruppe, ugentlige samarbejdsmøder med afdelingsleder, indgår i forældresamtaler og er tilgængelig for sparring til miljøpersonalet. Afdelingspsykologen varetager endvidere skriftlige opgaver til både intern brug og til udsendelse til kommuner og andre eksterne samarbejdsparter ifm. den unges behandling.
De tværgående opgaver ‘udenfor’ egen afdeling omfatter bl.a. supervisionsopgaver til miljøpersonale, individuelt og i gruppe, samt enkelte samtaleforløb med unge på andre afdelinger, interne undervisningsopgaver og VISO-opgaver (konsulentopgaver i komplekse sager ‘ud af huset’).
Du kan læse mere om Holmstrupgård, afdeling Engen og VISO-opgaver på vores hjemmeside: holmstrupgaard.rm.dk
Vi søger en autoriseret psykolog, som:
- har grundigt kendskab til og erfaring med arbejdet med unge med psykiatriske lidelser
- har viden om og erfaring med arbejdet med svære spiseforstyrrelser
- kan se styrkerne i og har erfaring med at arbejde miljøterapeutisk på et psykodynamisk grundlag
- vil deltage aktivt i behandlingskonferencer og møder med samarbejdspartnere
- har erfaring med forældresamarbejde
- kan varetage både individuelle samtaler og gruppeforløb i afdelingen
- kan varetage koordinerende og skriftligt arbejde
- kan undervise og supervisere afdelingspersonale, både individuelt og i gruppe
- kan arbejde selvstændigt og systematisk, og samtidig har gode samarbejdsevner og kan se styrkerne i det tværfaglige samarbejde
- evner at bevare roen og empatien samt har øje for at italesætte de processer, der er i afdelingen
- trives med også at udføre konsulentopgaver ud af huset, eksempelvis VISO
Vi kan tilbyde:
- en spændende og udfordrende målgruppe
- en tværfaglig personalegruppe, som gerne vil udvikle sig
- en organisation i udvikling, der lægger vægt på faglighed, rummelighed, respekt og samarbejde
- supervision og efteruddannelse
Holmstrupgård er et socialpsykiatrisk dag- og døgntilbud til unge i alderen 14-23/28 år. Holmstrupgård består af 7 døgnafdelinger samt intern skole, beskæftigelse, dagtilbud, udslusningstilbud, VISO-opgaver og ambulante behandlingstilbud og familiebehandling. Vi tilbyder en helhedsorienteret pædagogisk og miljøterapeutisk behandling.
Holmstrupgårds tilbud henvender sig til unge med forskellige psykiatriske vanskeligheder som f.eks. spiseforstyrrelser, skizofreni og andre psykotiske lidelser, personlighedsforstyrrelser (f.eks. borderline) og/eller depressive tilstande, opmærksomhedsforstyrrelser (f.eks. ADHD), autismespektrumforstyrrelser, svær selvskade, angst, OCD og tourettes syndrom
Vi mener, at trivsel for både unge og ansatte er betinget af en høj faglighed, og at det er i sammenspillet mellem disse ting, at en positiv udvikling kan finde sted. Vi baserer vores arbejde på en miljøterapeutisk tænkning, som søger at balancere rammer og relation ligeligt.
Løn og ansættelsesvilkår fastsættes i forhold til gældende overenskomst.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse hos leder af Rådgivergruppen Anne Birgitte Døssing på tlf. 23991215 eller mail: andoes@rm.dk
Ansøgningsfrist: tirsdag den 16. november 2021 kl. 23.59
Ansættelsessamtaler er planlagt til onsdag den 24. november 2021
Søg stillingen via “Søg job”-knappen
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.