Erfaren psykolog til supervision af specialpædagogisk arbejde, Hinnerup (Genopslag) Specialområde Udviklingshæmning og ADHD, Region Midtjylland, søger en erfaren psykolog til supervision og faglig udvikling af det socialpædagogiske arbejde med voksne borgere med kognitive funktionsnedsættelser og psykiatriske overbygninger i vores fem botilbud. Du bliver en del af vores dygtige psykologteam.
Om stillingen
Vores nye psykolog skal sammen med specialområdets øvrige psykologer understøtte afdelingernes faglige udvikling samt styrke den faglige indsats omkring den enkelte borger. Sekretariatet, som ligger i Hinnerup, er dit tjenestested, men du vil være til stede i afdelingerne alt efter opgavernes omfang.
Sekretariatet består af en stab på omkring tyve fagkonsulenter og administrative medarbejdere.
Dine opgaver:
- Understøtte den faglige indsats, afdelingerne yder omkring vores borgere, herunder bl.a. ud fra en udviklingspsykologisk forståelsesramme at have fokus på at opøve borgernes mestringsstrategier og selvregulering.
- Supervision af personalet med henblik på kvalificering af det faglige fokus.
- Rådgivning og sparring til personalegrupper omkring den faglige indsats i forhold til forskellige komplekse problemstillinger og diagnoser.
- At foretage vurderinger af forudsætninger og behov i konkrete borgersager ud fra sagsakter og tilgængelig viden.
- Medvirke til samtaler og gruppeforløb med borgerne efter behov.
- At sikre opsamling af viden og læring på tværs af afdelingerne.
- At understøtte samarbejdet med eksterne samarbejdspartnere, såsom regionspsykiatrien, kommuner, politi og Socialstyrelsen.
- Der kan blive mulighed for at varetage rådgivnings- og udredningsopgaver inden for målgruppen i forbindelse med VISO-opgaver. Dvs. en udekørende funktion i landets kommuner.
Vi forventer, at du:
- Er uddannet psykolog og har autorisation.
- Har erfaring fra børne- og ungeområdet eller voksenområdet.
- Med fordel har erfaring med udredning, testning og supervision.
- Med fordel har viden om psykiatriske diagnoser.
- Kan omsætte psykologisk teori og viden og relatere den til pædagogisk praksis.
- Har gode samarbejdsevner og er en medspiller i specialområdets vision og mission.
- Er fagligt nysgerrig på praksis.
- Kan arbejde selvstændigt, fleksibelt og samvittighedsfuldt med vægt på ordentlighed og høj faglighed.
- Det vil være en fordel at have kendskab til de fælles faglige tilgange, som vi arbejder ud fra, herunder KRAP, neuropædagogik, neuroaffektiv udviklingspsykologi og Low arousal.
Vi tilbyder:
- Indføring i grundlæggende viden og specialiseret fokus omkring målgruppen.
- Faglig sparring i psykologteam samt mulighed for supervision.
- Spændende og udfordrende opgaver i samarbejde med mange aktører både internt og eksternt.
- Et godt kollegialt fællesskab.
- Mulighed for hjemmearbejde efter aftale, under hensyntagen til den fælles opgaveløsning
- En arbejdsplads, hvor vi arbejder med et stort engagement og vægter et fællesskab med både humor, relationer og plads til faglige drøftelser.
Om Specialområde Udviklingshæmning og ADHD (SUA)
Specialområde Udviklingshæmning og ADHD er ét af otte specialområder inden for Region Midtjyllands specialiserede socialområde. Specialområde Udviklingshæmning og ADHD leverer højtspecialiserede indsatser på voksenområdet, og arbejder ud fra et værdisæt om, at borgerne har så megen selvbestemmelse og så stor indflydelse på eget liv som muligt. Det er drivkraften i indsatsen, hvor vi bruger borgernes egne ressourcer og vores viden om støttebehov til at tilrettelægge indsatsen.
Specialområde Udviklingshæmning og ADHD består af fem driftsklynger geografisk spredt over regionen: Bygmarken (Hedensted), Grankoglen (Allingåbro), Gårdene (Paderup), Mosetoft (Viborg) og Nørholm (Herning). Vi har døgntilbud til omkring 110 borgere. Der er et samlet medarbejderantal på omkring 350 medarbejdere, som primært er pædagoger, ergoterapeuter, fysioterapeuter, social- og sundhedsassistenter samt omsorgsmedhjælpere. Driftsklyngerne ledes af funktionsledere og områdeledelsen.
Hovedmålgrupperne er voksne borgere med udviklingshæmning med forskellige udfordringer. Den største målgruppe udgøres af borgere med udviklingshæmning i varierende grader, som kan have forskellige adfærdsproblematikker, psykiatriske tillægsproblematikker eller komplekse udviklingsforstyrrelser. En del af borgerne er kriminalitetstruede eller har en dom. Ligeledes har en af specialområdets driftsklynger speciale i Prader Willi Syndrom.
Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem Danske Regioner og organisationen. Stillingen er omfattet af reglerne for ny løn, hvorfor der kan forhandles tillæg for kvalifikationer.
Der vil blive indhentet reference og straffeattest inden endelig ansættelse.
Vi forventer, at du har kørekort og adgang til egen bil.
Sprog: Dansk på højt niveau i skrift og tale.
IT: Daglig bruger af Office pakken.
Yderligere oplysninger om stillingen
For yderligere information om Specialområde Udviklingshæmning og ADHD henvises til vores hjemmeside: www.sua.rm.dk.
Vi ser frem til at læse din ansøgning.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte psykolog Nina Navntoft-Pedersen, tlf. 2381 9062.
Samtaler vil foregå løbende.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.
Søg stillingen via “Søg job”-knappen