Psykolog til Klinik for Personlighedsforstyrrelser – Regionspsykiatrien Vest Er du kompetent og velfunderet inden for psykiatri og vil du indgå i et travlt og engageret team, så er det måske dig, vi søger? Regionspsykiatrien Vest har travlt og derfor opnormerer vi i Klinik for Personlighedsforstyrrelser og søger en dygtig psykolog med tiltrædelse den 1. juli eller efter aftale. Stillingen er en fast stilling på 37 timer med arbejdssted i Herning.
Klinik for Personlighedsforstyrrelser består af et tværfagligt team med psykologer, sygeplejersker, speciallæge, koordinator, udviklingssygeplejerske og et sekretærteam. Vi ser os selv som et fagligt stærkt team, der aldrig mangler nuancer eller engagement, og som konstant er i udvikling. Arbejdsmiljø er præget af omsorg, støtte og humor, hvilket er vigtigt for os. Metodisk tilbyder vi i klinikken Mentaliseringsbaseret terapi (MBT).
Vi er mulighedernes psykiatri, og det er ikke bare noget, vi siger. Vi garanterer dig spændende udfordringer og en attraktiv arbejdsplads, hvor du har indflydelse på balancen mellem privat- og arbejdsliv. Vi er vilde med nye inputs, nysgerrige spørgsmål og andre måder at se verden på. Vi er i en spændende proces frem mod Regionspsykiatrien Gødstrup, og du vil blive en del af et dedikeret medarbejder- og ledelsesteam.
Vi tilbyder:
– Spændende udfordringer på en dynamisk arbejdsplads, som vægter faglig kvalitet og kompetenceudvikling
– Kompetente kolleger med lyst til samarbejde og udvikling
– Gensidig psykologfaglig sparring samt tværfaglig sparring
– Både mono-og tværfaglig supervision
– Fleksibilitet i planlægning af arbejdstid
– Introduktion til arbejdet, teamet og regionpsykiatrien Vest ved opstart
– Muligheder for kvalificering/efteruddannelse
Dine primære opgaver bliver:
– Varetage individuel- og gruppeterapi med afsæt i MBT
– I mindre grad varetage udredningsopgaver, herunder at gennemføre udredning af psykopatologi og differentialdiagnostik med udredningsredskaber som fx. PSE, SCID-5, DIVA-5 samt varetage psykologiske undersøgelser med tests som fx. WAIS-IV
– Deltage i tværfaglige konferencer, teammøder og supervision
– Journalisering
Din profil
– Har autorisation, gerne med speciale inden for psykoterapi, eller anden relevant efteruddannelse
– Terapeutisk erfaring med/ interesse for MBT og målgruppen
– Er fagligt nysgerrig, engageret og ansvarlig
– Udviser fleksibilitet og effektivitet i opgaveløsningen
– Kan se sig selv i vores rammer i Gødstrup, hvor der er fælleskontor og booking til rum
– Evner at opretholde et højt patient flow, hvor ydelser og overholdelse af udrednings- og behandlingsretten har stort fokus
– Ønsker at være med til at bidrage til et godt arbejdsmiljø
– Evner at arbejde selvstændigt og prioritere egne opgaver
– Udviser stabilitet og robusthed
– Har IT kendskab (vi bruger Elektronisk Patient Journal og Outlook)
Du kan også læse mere i funktionsbeskrivelsen her.
Yderligere information:
Har du brug for yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte afdelingssygeplejerske Helle Lange på tlf. 2115 4288 eller Heidi Schmidt tlf. 2463 3701.
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst.
Ansøgningen skal være os i hænde senest den 16 maj 2021.
Ansættelsessamtaler forventes afviklet den 19. maj 2021.
Du kan søge jobbet online ved at klikke på ”Send ansøgning”. Vedhæft din ansøgning og dit CV samt kopi af autorisationsbevis, referencer m.m. (de vedhæftede filer skal være i pdf- eller word-format).
Medarbejdere i omplacering har fortrinsret til samtale.
Regionspsykiatrien Vest
Regionpsykiatrien Vest er en stor afdeling i den psykiatriske udredning og behandling og har ansvaret for behandling af alle voksenpsykiatriske lidelser, primært i den vestlige del af Region Midtjylland. Afdelingen er placeret på de to sygehuse i Herning og Holstebro, men flytter i 2021 til Regionshospitalet i Gødstrup.
Herning området byder på et rigt kulturliv med spændende musik- og teateroplevelser og museer, ligesom mulighederne inden for idræt og motion også er mange. Infrastrukturen i området er veludbygget, med bl.a. Århus motorvejen, som giver en køretid til Århus på knap en time.
Vi forbeholder os retten til at videresende din ansøgning til øvrige afsnit under Regionspsykiatrien Vest, såfremt vi kan se, at dine kompetencer kan bruges andetsteds. Du kan læse mere om os på www.psykiatrien.rm.dk
Søg stillingen via “Søg job”-knappen