Der følger nogle penge med, men slet ikke nok til at honorere alt det, man også ønsker sig af sundhedsvæsenet, hvad enten man primært er borger, politiker eller medarbejder
Hurtigere, højere, stærkere — mottoet for de olympiske lege, som i august har tryllebundet os alle med imponerende resultater. Undertiden føler jeg, at det også er blevet mottoet for vores sundhedsvæsen — om end jeg kan tvivle på, at sundhedsvæsenet kan blive ved med at leve op til de tre flotte ord: Hurtigere, højere, stærkere. For vi er landet i et paradoks.
På den ene side skorter det ikke på de politiske initiativer på sundhedsområdet: Danske Regioners stort anlagte Borgernes Sundhedsvæsen, den forrige regerings Nationalt Kvalitetsprogram for Sundhedsområdet udsendt foråret 2015 til den siddende regerings otte nationale mål for sundhedsvæsenet. Og der er flere opgaver:
Kræftplan IV, sympatisk. En akutpakke mod overbelægning, god idé. En national handleplan for den ældre medicinske patient, tiltrængt. En styrket indsats mod demens, fint. Og en udredningsgaranti. De fleste påkrævede, men alle ressourcekrævende initiativer.
Og så vender vi tilbage til paradokset. I juni indgås økonomiaftalen for 2017 mellem Danske Regioner og regeringen — en temmelig mager økonomiaftale, som næsten må betegnes som en nulløsning. Og med endnu 2 pct. effektivitetsstigninger. Og nu har regionerne meldt ud om samlede besparelser på næsten en mia kr. — i selvsamme uge, som sundhedsministeren præsenterer Kræftplan IV!
Der følger nogle penge med, bevares, men slet ikke nok til at honorere alt det, man også ønsker sig af sundhedsvæsenet, hvad enten man primært er borger, politiker eller medarbejder.
Og prioritering diskuteres ikke rigtigt for alvor — i stedet bliver det sparekatalogerne, der definerer, hvilket tilbud borgerne kan få i de enkelte regioner.
Så paradokset lever i kraft af den manglende prioritering og den øgede mængde sundhedsydelser, vi leverer — samt ikke mindst baggrunden herfor: Vi bliver ældre og ældre, flere med kronisk sygdom, som vi kan behandle i længere tid med flere forskellige behandlingsmuligheder.
Arbejdsmiljøet i sundhedsvæsenet er hårdt udfordret — ikke bare en oplevelse, vi selv kan nikke genkendende til, men også konstateret af Arbejdstilsynet. Men ikke mindst oplevet af patienterne selv, senest i en rapport fra Trygfonden.
Patienterne synes, at vi har for travlt, ikke er gode til at kommunikere på grund af tidsnød og derfor bliver utilnærmelige i et sundhedsvæsen, der nemt kommer til at blive oplevet som værende til for sig selv.
Sådan opleves væsenet til dels af patienterne, men sådan tegnes væsenet desværre også typisk, fordi det altid er mere læseværdigt eller seværdigt at bringe de dårlige historier. Og fordi sundhedsvæsenet nemt bliver en politisk slagmark om at mene det mest rigtige.
De ærgerlige historier findes bestemt — det er et faktum. I Køge og mange andre steder.
Dette er ikke brok — det er en beskrivelse af dilemmaet og paradokset oplevet inde fra sundhedsvæsenet. Vi, der arbejder i væsenet, vil gerne bedre patientoplevet kvalitet og vil gerne endnu højere faglig kvalitet.
Alt dette understøtter nemlig også den medarbejder-oplevede kvalitet af ens arbejde og arbejdsplads. Af ens faglighed. Af det, vi gør for patienterne.
Men det, vi faktisk oplever, er en smal økonomiaftale og trecifrede millionbesparelser i sundhedsvæsenet — og ikke umiddelbart ressourcer til at drive den forandringsledelse og lave de forandringer, der er nødvendige for, at vores sundhedsvæsen kommer i mål med en bedre oplevelse af sundhedsvæsenet og en endnu bedre patientbehandling.
For det er jo det, vi vil — skåltalerne må ikke blive til en forladt fest med tomme glas. Der skal leveres af alle.
Så kære politikere, hvis ikke i anden anledning, så gerne nu — lyt også til stemmerne inde fra sundhedsvæsenet selv.
Vi kan ikke både blæse og have mel i munden — vi kan ikke behandle flere og flere borgere med endnu flere og varierede behandlingsmetoder for hver enkelt sygdom, samtidig med at vi bliver ældre og flere kronisk syge, når vi samtidig skal levere en endnu højere behandlingskvalitet, bedre den patientoplevede kvalitet, udfolde et nyt kvalitetsprogram, have mere tid til samtale med patienterne, som alle skal have en individuel behandling og et differentieret tilbud, så de alle får samme muligheder for ensartet resultat af deres behandling.
I en virkelighed af besparelser og en økonomiaftale, der ikke efterlader meget til fantasien.
Hurtigere, højere, stærkere skal ledsages af ansvarlighed, forandringsledelse og ressourcer. Og økonomiske midler.
Ansvaret er jeg gerne med til at tage for at gøre sundhedsvæsenet bedre — og det er jeg ikke et sekund i tvivl om, at mange læger og andre sundhedsprofessionelle er klar til ligesom jeg.
Forandringsledelsen og fundamentet for det høje faglige niveau forventer jeg af driftsherrerne, men pengene må komme fra politisk hold. Og når økonomiaftalen nu ikke blev en vinder, sætter jeg min lid til finanslovsforhandlingerne.
Det er nu, der skal en medalje af guld i hus, hvis vi fortsat skal gøre os gældende.
