Afdelingslæge til Øjenafdelingen, Hospitalsenheden Vest, Regionshospitalet Holstebro En stilling som afdelingslæge ved Øjenafdelingen, Hospitalsenheden Vest, Holstebro er ledig til besættelse den 1. november 2020 eller efter aftale. I 2021 flytter Øjenafdelingen til Regionshospitalet Gødstrup sammen med alle andre afdelinger i HEV. Vi forventer, at du flytter med og vil være engageret i flytteprocessen på vej dertil.

Dette job er udløbet

Stillingen vil være med mulighed for oplæring inden for kataraktkirurgi i afdelingen kombineret med et aftalt uddannelsesforløb/studie vedrørende simulationstræning på Silkeborg Regionshospital tilknyttet AUH. Der vil desuden være mulighed for oplæring i andet subspeciale samt anden kirurgi efter ønske.   

Øjenafdelingen:
I Region Midtjylland varetages oftalmologien på to samarbejdende hospitalsafdelinger på henholdsvis Hospitalsenheden Vest og Aarhus Universitetshospital.
Øjenafdelingen i Hospitalsenheden Vest har et optageområde på 500.000 borgere i den vestlige del af Region Midtjylland. Vi er et engageret hold af læger, sygeplejersker, optikere, ortoptist og lægesekretærer, der tager imod øjenpatienter til diagnostik og behandling i den vestlige del af Region Midtjylland. Vi fungerer som specialafdeling med alle hovedfunktioner og har regionsfunktioner inden for kirurgisk behandling af glaukom, tårevejslidelser, vitreoretinale sygdomme samt behandling med VEGF-hæmmer af våd AMD, RVO og DME.

Vi udfører 2.700 operationer pr. år, og der er 20.000 konsultationer årligt.

Afdelingen har 3 øjenafsnit i tæt tilknytning til hinanden. Der er 3 operationsstuer, hvoraf 1 er på Dagkirurgisk Afsnit samt anvendelse af 1 operationsstue på Øre-Næse-Halsafdelingen. Afdelingen har 1 sengeplads på Øre-Næse-Halsafdelingen.

Afdelingens sygeplejersker og optikere er uddannet til en række specialfunktioner.

Planlægningen af Det Nye Hospital i Gødstrup er i fuld gang, og medarbejderne skal i det kommende år yderligere inddrages i processen, og her spiller afdelingens læger en stor rolle i planlægningen af udflytningen i 2021.

Lægenormering:
Den lægelige normering i afdelingen er en ledende overlæge, 3 overlæger, 5 afdelingslæger, 3 1. reservelæger i hoveduddannelsesforløb (fase 3) samt 2 introduktionslæger. Aktuelt er den ledende overlægestilling ubesat, da vi har haft et generationsskifte pr. 1. maj 2020, men forventer denne besat senest ved udflytningen til Regionshospitalet Gødstrup i 2021. Afdelingsledelsen består af den ledende oversygeplejerske.

Afdelingens uddannelsesforpligtelser:
Afdelingen varetager uddannelse af 1. reservelæger i hoveduddannelsesforløb (fase 3), introduktionslæger, sygeplejestuderende og lægesekretærelever.

Lægefaglige kvalifikationer:
De faglige kvalifikationer skal matche den funktionsbeskrivelse, der fremgår af funktions- og opgavebeskrivelsen. Afdelingslægen indgår i speciallægebetjent døgnvagt fra bolig.

Der vil være gode muligheder for deltagelse i inden- og udenlandske kurser og fokuserede ophold.

Ansøgningen bedes udformet i henhold til de 7 lægeroller.

Ansættelsesvilkår:
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til den til enhver tid gældende aftale mellem Danske Regioner og Yngre Læger.

Stillingerne er omfattet af bestemmelserne om lokal løndannelse.
Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest.

Flere oplysninger:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende oversygeplejerske Dorte Banner Pedersen dorte.banner@rm.dk – mobil: 29 63 89 60 og overlæge Christian-Heinrich Leonhard CHRLEO@rm.dk – mobil: 41 16 86 90.

Ansøgningsfrist:
Du kan søge jobbet ved at klikke på ”søg job”. Vedhæft din ansøgning og dit CV.

Ansøgningen skal være os i hænde senest mandag den 14.09.2020.
Der vil blive afholdt samtaler onsdag den 16.09.2020 fra kl 16.00.

Stillings- og funktionsbeskrivelse