Afdelingslæge i oftalmologi til Øjenafdelingen i Næstved, Sjællands Universitetshospital Ved Øjenafdelingen Næstved Sygehus er en stilling som overenskomstansat afdelingslæge ledig til besættelse 01.11.18.
Stillingen ønskes besat med en speciallæge i oftalmologi med bred oftalmologisk erfaring, gerne suppleret med erfaring i øjenlågskirurgi.
Efter den organisatoriske sammenlægning af Øjenafdelingerne i Roskilde og Næstved fortsætter afdelingernes funktioner på de to nuværende geografier i Roskilde og Næstved indtil fysisk sammenlægning og indflytning på Sjællands Universitetshospital i Køge. I den mellemliggende periode intensiveres og harmoniseres samarbejdet imellem personalerne i Roskilde og Næstved, herunder lægefagligt samarbejde, ensretning og harmonisering af retningslinjer, arbejdsgange, procedurer med videre.
Begge afdelinger varetager alle hovedfunktioner. Øjenafdelingen i Næstved har regionsfunktioner i vitreoretinal kirurgi, tårevejsoperationer, uveitis, børneoftalmologi og anti-VEGF behandling.
Øjenafdelingen i Roskilde har regionsfunktioner i højdeskelen, glaukom, børneoftalmologi, anti-VEGF behandling og neurooftalmologi, foruden højt specialiseret funktion i skelen.
Øjenafdelingen har døgnvagt med tilkald fra bolig. Forvagten dækkes af ca. 14 yngre læger ialt på begge øjenafdelinger, mens bagvagten varetages af overlæger i Næstved, hvor al akut kirurgi også udføres. Efter dagarbejde og i weekender kan vagten afholdes fra Roskilde Øjenafdeling.
Kvalifikationer
Stillingen ønskes primært besat med en speciallæge i oftalmologi med bred erfaring inden for specialet. Ansøgere med erfaring i øjenlågskirurg foretrækkes.
Det er en forudsætning, at ansøger aktivt tager del i afdelingens faglige udvikling og kvalitetsarbejde samt supervision og undervisning af afdelingens uddannelsessøgende læger. Administrative opgaver er ligeledes en del speciallægens arbejde. Der lægges vægt på evne til at indgå i et frugtbart tværfagligt samarbejde.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Ditte Erngaard, der@regionsjaelland.dk, 56 51 33 01.
Sjællands Universitetshospital vil være pionerer i det danske sundhedsvæsen og definere en ny bedre og anderledes måde at drive et sundhedsvæsen på. Med overskriften ”Patienten er alt” implementerer sygehusene en ambitiøs strategi, som vil sætte en ny retning for fremtiden. Missionen er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. Inden for de kommende år tager vi en ny sundhedsplatform med helt nye og forbedrede muligheder for både personale og patienter i brug.
Sjællands Universitetshospital indgår i Københavns Universitets Hospital, som er et samarbejde mellem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og sygehusene i Region Hovedstaden og i Region Sjælland.
Du kan læse mere om Sjællands Universitetshospital på www.regionsjaelland.dk og mere om Øjenafdelingen her.
Sundhedsstyrelsen har decentraliseret bedømmelserne vedrørende overlægestillinger, og Sjællands Universitetshospital anvender en vurdering af de syv lægeroller (Medicinsk ekspert/lægefaglig, Kommunikator, Samarbejder, Leder/administrator/organisator, Sundhedsfremmer, Akademiker/forsker og underviser, Professionel) i den faglige bedømmelse. Ansøger bedes i ansøgningen – med bedst mulig dokumentation – forholde sig konkret og systematisk til de syv lægeroller jævnfør Sundhedsstyrelsens rapport: De syv lægeroller, fra maj 2013 her
Du kan læse mere om rollemodellen (De syv lægeroller) her:
For alle specialer på Sjællands Universitetshospital er opgaven i de kommende år i høj grad at opbygge ekspertise og specialefunktioner, der skal indgå i det færdigbyggede Sjællands Universitetshospital i Køge. Øjenafdelingerne i Roskilde og Næstved er i høj grad involverede i opbygningen og indretningen af den nye Øjenafdeling i Køge. Læs mere om hele byggeprojektet i Køge her
Ansættelsessamtaler finder sted efter aftale.
Læs mere her om dine karrieremuligheder inden for netop dit speciale og hør, hvorfor andre af dine kollegaer allerede har valgt Region Sjælland på Det Gode Lægeliv.
Om Sjællands Universitetshospital
Sjællands Universitetshospital er Danmarks yngste universitetshospital, og en afgørende brik i Region Sjællands ambitiøse sygehusplan. Vores mission er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. I en verden fuld af nye muligheder og forventninger ser vi os som pionerer, der ønsker at definere en ny, bedre og anderledes måde at drive sundhedsvæsenet på.
Sjællands Universitetshospital er over de sidste år etableret som en organisatorisk enhed. Næste trin er den fysiske samling i det nye kvalitetsfondsbyggeri i Køge, som vil skabe rammen for et universitetshospital i fuld skala. Vi er således i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere, og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne.
Læs mere om Sjællands Universitetshospital på: http://www.regionsjaelland.dk/suh