Afdelingslæge – Hjertesygdomme En stilling som afdelingslæge ved Region Midtjylland med tjeneste ved Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital i Skejby er ledig til besættelse den 1. juni 2018 eller efter aftale.
Stillingen ønskes besat med en speciallæge i kardiologi, med en bred erfaring indenfor kardiologi og med særlig funktion indenfor diagnostik og behandling af arvelige hjertesygdomme. Lægen forventes således at indgå i et team af læger, sygeplejersker og sekretærer, der i samarbejde med Klinisk Genetisk Afdeling varetager den genetiske og kliniske udredning af patienter og pårørende med kendt eller mistænkt arvelig hjertesygdom. Erfaring med et bredt spektrum af de arvelige hjertesygdomme, herunder de, der er relateret til muskeldystrofierne, er således en forudsætning for at komme i betragtning.
Derudover forventes ansøger at fungere i Ambulatoriet på Afdeling for Hjertesygdomme med udredning og behandling af elektive og akutte hjertepatienter. Fokus vil være på kompetencer i ekkokardiografi og udredning af patienter med aortasygdomme og klaplidelser. Der vil være tilknyttet stuegangsforpligtigelse.
Funktionen varetages i tæt samarbejde med hele ambulatoriegruppen, lægerne i Klinik for arvelige hjertesygdomme samt samarbejdspartnere involveret i diagnostik og behandling af aortasygdomme, herunder hjerte-karkirurgisk afdeling.
Afdelingslægen skal, efter aftale, dække et begrænset antal vagter i speciallægevagtlaget
sammen med andre afdelingslæger i afdelingen og deltage i det arbejde Hjertesygdomme skal varetage i den nyoprettede Fælles akut afdeling på DNU.
Afdelingslægen forventes at deltage i forskning på afdelingen, herunder evt. at kunne fungere som vejleder for studenterprojekter, forskningsårsstuderende og ph.d. projekter. Nye projekter og vejlederfunktioner skal godkendes af de kliniske professorer samt relevante samarbejdspartnere.
Ansøgeren bedømmes ud fra følgende kriterier:
Den medicinske ekspert
Arbejdsområdet dækker hele afdelingen og ansøgeren skal derfor kunne varetage undersøgelse og behandling af såvel indlagte som ambulante hjertemedicinske
patienter.
Kommunikator
Ansøgeren skal have kommunikative kompetencer, som kan sikre en optimal patientbehandling – også af afdelingens patienter med anden etnisk baggrund end dansk.
Ansøgeren skal have evne til at formidle viden til afdelingens personale.
Samarbejder
Ansøgeren skal kunne samarbejde tværfagligt og tværorganisatorisk – såvel i som uden for organisationen. Ansøgeren skal medvirke til at skabe en kultur, der stimulerer til samarbejde. Ansøgeren skal medvirke ved udvikling af samarbejdsrelationer med andre
afdelinger i og uden for Region Midtjylland.
Leder/administrator
Ansøgeren skal have lederevner, som sikrer medarbejdernes engagement og
involvering i afdelingens kliniske arbejde, forskning og udvikling. Ansøgeren skal aktivt deltage i afdelingens målrettede kvalitetsudviklings- /sikringsprocesser. Ansøgeren skal være aktiv i udvikling af afdelingens funktionelle partnerskab, som skal sikre en dialog baseret på samarbejde og ledelse.
Sundhedsfremmer
Ansøgeren skal deltage aktivt i afdelingens tiltag såvel internt som eksternt vedrørende forebyggelse af hjertekarsygdomme.
Akademiker
Ansøgeren skal selvstændigt initiere forsknings- og udviklingsprojekter inden for afdelingens prioriterede forskningsområder. Ansøgeren skal kunne varetage vejledning af yngre læger og medicinstuderende i relation til klinisk og eksperimentel forskning.
Ansøgeren skal i det daglige arbejde og på eget initiativ undervise afdelingens yngre læger og studerende i kliniske problemstillinger.
Professionel
Ansøgeren skal optræde professionelt.
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest.
Er du interesseret, hører vi gerne fra dig. Nærmere oplysninger kan fås ved henvendelse til overlæge med organisatorisk ledelsesansvar for Strukturelle Hjertesygdomme, Vibeke Guldbrand, mail: virasm@rm.dk.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.