Specialeansvarlig overlæge i obstetrik til Gynækologisk/ Obstetrisk Afdeling, Næstved Sygehus Ved Gynækologisk-obstetrisk Afdeling på Næstved Sygehus er en stilling som obstetrisk specialeansvarlig overlæge til besættelse 01.11.17 eller efter aftale.

Dette job er udløbet

Afdelingen har såvel hovedfunktioner som regionsfunktioner indenfor det gynækologisk-obstetriske område.

Afdelingen er delt i en gynækologisk og en obstetrisk sektion.

Obstetrisk sektion varetager årligt ca.1950 fødsler med regionsfunktion indenfor bl.a. gestationel diabetes, immunisering, epilepsi og prænatal diagnostik. Der er desuden til afdelingen knyttet det regionale familieambulatorium, som varetager behandling af gravide med et forbrug af rusmidler.

Specielle interesseområder i gynækologisk sektion er laparoskopisk adnexkirurgi og laparoskopiske hysterectomier, operative hysteroskopier, minimal invasiv kirurgi med blandt andet minihysteroskopier, vaginale hysterectomier, og prolaps kirurgi

Den specialeansvarlige overlæge skal varetage det lægefaglige ansvar for afdelingens obstetriske funktion. Overlægen skal sikre den forsatte faglige udvikling i samarbejde med de øvrige obstetriske overlæger og personalegrupper baseret på evidens og tværfagligt samarbejde.

Kvalifikationskrav

Der ønskes en speciallæge i gynækologi og obstetrisk med stor erfaring indenfor obstetrik, der også skal besidder lysten og evnen til at lede afdelingens obstetriske funktion. Overlægen skal være videnskabeligt velfunderet og skal kunne udvikle den videnskabelige aktivitet i afdelingen. Interesse for optimering af patientforløb, lyst til udviklingsopgaver og undervisning prioriteres, ligesom kommunikative kompetencer er vigtige. Vi prioritere også gode tværfaglige samarbejdsevner, fleksibilitet og arbejdsglæde.

Næstved Sygehus er beliggende tæt ved Næstved Station med gode togforbindelser til København (ca. 50 minutter).

Afdelingen flytter til nybyggede/nyindrettede lokaler på Slagelse Sygehus 1.5.2018. Der vil være mulighed for indflydelse på den fremtidige organisation og indretning af afdelingen på Slagelse Sygehus.

25.11.17 implementeres Sundhedsplatformen (SP) i hele Region Sjælland. Det forventes, at man går konstruktivt ind i arbejdet med implementeringen af SP.

Den specialeansvarlige overlæge vil indgå i bagvagtsfunktionen, der er en 12-skiftet tilstedeværelsesvagt, aktuelt døgnvagter.

Ansættelsen sker i henhold til den indgåede overenskomst mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger

Lægestaben består af en ledende overlæge, 13 overlæger, tre H2 reservelæger, tre reservelæger i introduktionsstillinger og ni stillinger i almen medicin.

Afdelingen deltager i studenterundervisning i gynækologi–obstetrik og vægter uddannelse på alle niveauer højt.

Den faglige bedømmelse af ansøgeren vil ske på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer indenfor de syv lægeroller.

Yderligere information fås ved henvendelse til ledende overlæge Heidi Sharif, 23 74 52 66.

Ansættelsessamtaler 17.08.17