Ledende overlæge til Akutafdelingen Regionshospitalet Randers

Dette job er udløbet

Nu har du chancen, hvis du har lyst og interesse til at medvirke til konsolidering akutkonceptet i nye moderne fysiske rammer.

Opgaven.
Den ledende overlæge har sammen med oversygeplejersken ansvaret for den samlede ledelse og for udvikling og drift af afdelingen og refererer direkte til hospitalsledelsen.

Kerneopgaven er at modtage, triagere og stabilisere de akutte patienter for derefter at medvirke til at den rigtige patient kommer i den rigtige seng. Afdelingen er en del af projekt “Sikkert Flow”, hvilket præger måden at strukturere arbejdet på. Dette skal sikre, at patienterne oplever et forløb på deres præmisser, således at de efter vurdering evt. får tilbud om et andet forløb end indlæggelse på hospital.

Personen.
Akutafdelingen er krumtappen i akuthospitalet, hvorfor den ledende overlæge skal formå at placere sig centralt i ledelsen og koordinere på tværs af hospitalet.

Den ledende overlæge skal være en dynamisk og udviklingsorienteret leder med tydelig gennemslagskraft, således at den faglige kvalitet, flow og effektivitet forenes.

Den ledende overlæge skal endvidere sammen med oversygeplejersken skabe og formidle et attraktivt tværfagligt samarbejde, så afdelingen er en attraktiv og spændende arbejdsplads for alle medarbejdere.

Ligeledes skal den ledende overlæge være fleksibel, udadvendt og repræsentere en åben samarbejdsform samt have faglig og personlig gennemslagskraft, der skaber respekt og troværdighed såvel internt i organisationen som i forhold til eksterne samarbejdspartnere.
Den ledende overlæge skal være overlægekvalificeret speciallæge med bred uddannelse og erfaring inden for et speciale med relevans for akutområdet

Akutafdelingen
Afdelingen er etableret som et led i Region Midtjyllands akutplan. Regionshospitalet
Randers udgør ét af de fem akuthospitaler i Regionen. Optageområdet er på 220.000 indbyggere. Akutafdelingen modtager ca. 17-18.000 patienter om året. Skadestuen modtager ca. 20.000 skader pr. år. I oktober 2016 er etableringen af nye bygninger færdiggjort, og akutafdelingen er dermed etableret i optimale fysiske rammer.

Afdelingen modtager akutte medicinske, kirurgiske, gynækologiske og psykiatriske patienter. Den fuldt udbyggede Akutafdeling i topmoderne rammer består af skadestue med tidssvarende behandlingsrum, stor dobbelt traumestue med direkte adgang til CT-scanner, almindelige undersøgelsesstuer, gynækologiske og pædiatriske undersøgelsesstuer samt et rum til modtagelse af svært syge medicinske patienter. Afdelingen er opdelt i 2 etager og består af i alt 53 sengepladser, heraf 41 normerede pladser. Herudover er der gode undervisnings faciliteter med auditorium og træningsrum. Akutklinikken i Grenå hører desuden under Akutafdelingen.

Afdelingen har uddannelsesforpligtigelse af blandt andet læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, Falckreddere og sekretærer.

Vilkår
Ansættelsen sker som overenskomstansat efter aftalen for lægelige chefer mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger.
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til oversygeplejerske Bente Fogh på tlf. 2218 8724 eller lægefaglig direktør Lone Winther Jensen på telefon 4027 8297.

Ansøgningsfrist: 20. april 2017

Ansøgningen skal sendes via link “Søg job”.

Der afholdes ansættelsessamtaler d. 24. april 2017

Det er muligt at læse mere om Regionshospitalet Randers på
www.regionshospitalet-randers.dk

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale