Overlæge til Kirurgisk Afdeling Hospitalsenheden Horsens

Dette job er udløbet

Du er speciallæge i kirurgisk gastroentrologi og har dokumenteret kompetence inden for laparoskopisk kirurgi. Du har endvidere dokumenteret interesse for endoskopisk og laparoskopisk behandling af sten i de dybe galdeveje.

Du er et positivt og fleksibelt menneske med gode samarbejds- og kommunikationsevner. Du har undervisningserfaring og interesse for yngre lægers uddannelse samt tværfagligt samarbejde. Vi har et højt fagligt niveau i afdelingen, og prioriterer uddannelse højt.

Vi ønsker en ansøger, der deltager i forskning og videreudvikling af den avancerede galdestensbehandling.

Kirurgisk Afdeling varetager al udredning og behandling inden for det gastroenterologiske speciale, bortset fra specielle landsdelspatienter. Vores primære indsatsområder er den mini-invasive, laparoskopiske kirurgi, hvor især colon-, galde- og herniekirurgien er i fokus. Endvidere er der et stort antal akutte patienter, som følge af akuthospitalsfunktionen.

Kirurgisk Afdeling har to sengeafsnit, et kirurgisk ambulatorium samt en stomiklinik. Er tilknyttet hospitalets dagkirurgiske center, hvor der udføres en betydelig mængde ambulant kirurgisk og endoskopisk aktivitet.

Afdelingen har i mange år specialiseret sig i herniekirurgi, og varetager behandlingen af komplicerede hernier for hele Region Midtjylland, og forventer meget snart, at få tildelt regionsfunktionen vedr. behandlingen af gigant- og parastomihernier. Afdelingen har i en årrække arbejdet med laparoskopisk stenfjernelse i koledokus og er primus motor i udrulningen af denne behandling i Danmark

Kirurgisk Afdeling har et godt arbejdsklima og et konstruktivt samarbejde på tværs i afdelingen samt med vore øvrige samarbejdspartnere. Som del af et akuthospital er vi en travl afdeling, men qua den gode stemning og det konstruktive samarbejde fungerer arbejdet rigtig godt. Det sætter vi højt, idet vi mener, det er medvirkende til, at den enkelte kan fordybe sig og specialisere sig inden for sit fag og interesse­område.

I forbindelse med udvidelsen af Hospitalsenheden Horsens bygges et nyt hus, hvis faciliteter bl.a. omfatter en helt ny operationsgang og nye sengeafsnit til Kirurgisk Afdeling.

Hospitalsenheden Horsens – en attraktiv arbejdsplads:
Hospitalsenheden Horsens har en størrelse og kultur, hvor der er kort vej fra tanke til handling. Samtidig er helheden i fokus, og der er et tæt og tværfagligt samarbejde på tværs af hospitalets afdelinger. Afdelingerne hjælper hinanden til at nå deres mål og løfter i flok.

Hospitalsenheden Horsens er et innovativt akuthospital, der satser meget på at være med i front med IT og patientsikkerhed til gavn for patienter og medarbejdere. Vi arbejder bl.a. med MidtEPJ, Klinisk Logistik og kommunikationssystemet iHospitalet.

Ansættelsesvilkår:
Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Foreningen af Speciallæger og Danske Regioner. Stillingen er omfattet af lokal løndannelse.

Se stillings- og funktionsbeskrivelsen for stillingen her.

Ansøgning
Ansøgning struktureres omkring speciallægens 7 roller i henhold til ”Retningslinjer for faglig bedømmelse af ansøgere til speciallægestillinger i Region Midtjylland”. En forudsætning for ansættelse ved Hospitalsenheden Horsens er i øvrigt, at der gives samtykke til indhentelse af børneattest, og at denne er tilfredsstillende.

Ansøgning fremsendes elektronisk, inklusiv dokumentation for kompetencer inden for speciallægerollerne på skema, som er en del af ansøgningsprocessen.

Ansøgningsfristen er den 19.december 2016
Ansættelsessamtaler forventes afholdt medio januar 2017.

Yderligere oplysninger:
Henvendelse til ledende overlæge Jørn Selling Rasmussen, tel. +45 7842 6207.

Da Region Midtjylland er igennem en væsentlig spareplan, vil omplaceringsramte medarbejdere der søger stillingen have fortrinsret til samtale.