Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning Øst, søger en læge til introduktionsstilling i samfundsmedicin (et-årig)

Dette job er udløbet

 

I Tilsyn og Rådgivning Øst fører vi tilsyn med sundhedspersoner og sundhedsvæsenets organisationer i Region Hovedstaden og Region Sjælland, ligesom vi har en række nationale tilsynsopgaver. Derudover yder vi sundhedsfaglig rådgivning til andre myndigheder i relation til bl.a. retslægelige ligsyn, trafikmedicin, anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme, beredskabsopgaver og miljøsager.

Vi er omkring 80 medarbejdere, herunder læger, sygeplejersker, tandlæger, folkesundhedsvidenskabskandidater og andre AC’ere, jurister og administrativt personale. Vi er uddannelsessted for speciallægeuddannelsen i samfundsmedicin.

Dine arbejdsopgaver  

Som læge i introduktionsstilling vil du efter oplæring få opgaver inden for en bred vifte af enhedens områder, herunder særligt tilsyn med sundhedspersoner, retslægelige ligsyn og sundhedsmæssig rådgivning af andre myndigheder. Du vil indgå i enhedens telefonvagt, hvor du vil håndtere henvendelser af bred samfundsmæssig interesse som fx risici mod patientsikkerheden, tilfælde af smitsomme sygdomme, miljøforurening og sundhedsjuridiske problemstillinger. Afhængigt af dine ønsker og kompetencer vil der også blive mulighed for at varetage andre opgaver.

Dine kvalifikationer  

Du er nysgerrig på det samfundsmedicinske speciale og arbejdet med administrativ medicin. Du har gode samarbejdsevner og trives i et travlt og tværfagligt miljø.

Derudover vil det være en fordel, hvis du har

  • interesse for og erfaring med et eller flere af enhedens arbejdsområder
  • interesse for og erfaring med organisatoriske lægelige opgaver
  • interesse for sundhedsjuridiske problemstillinger
  • gode kompetencer inden for it
Vi tilbyder

Et meningsfuldt arbejde, hvor du kan bruge din lægefaglighed i et bredere samfundsmæssigt perspektiv. Et udfordrende arbejde, hvor du vil lære at agere som en myndighed og navigere i feltet af andre statslige, regionale og kommunale myndigheder. Et lærerigt arbejde, hvor du vil kunne tilegne dig organisatoriske kompetencer af relevans i enhver sammenhæng.

Du vil blive en del af et aktivt tværfagligt miljø, hvor du i tæt samarbejde med dygtige og engagerede kolleger fra mange faggrupper får mulighed for at afprøve dit potentiale for det samfundsmedicinske speciale. Vi har undervisning målrettet uddannelseslæger og mulighed for besøg på andre uddannelsessteder inden for samfundsmedicin. Du vil endvidere få en fleksibel arbejdsdag med mulighed for i vidt omfang selv at tilrettelægge dit arbejde.

Løn- og ansættelsesvilkår  

Stillingen er en vagtfri 1-årig introduktionsstilling til specialet samfundsmedicin. Stillingen ønskes besat per 1. februar 2017 eller snarest derefter.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og Yngre Læger.

Vil du vide mere?

Hvis du ønsker yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder, overlæge Bente Møller, på tlf. 7222 7815.

Er du interesseret?

Så send os din ansøgning vedhæftet kopi af CV, relevante eksamensbeviser m.v. elektronisk via linket nederst i stillingsannoncen på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside www.stps.dk senest den 30. november 2016.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 49.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.