I Dagens Medicin nr. 13/2014 var der sat fokus på de stigende udgifter til sygehusmedicin og de relativt høje danske medicinpriser. Dækningen kom godt rundt om emnet og forskellige interessenters synspunkter. Et væsentligt aspekt var dog ikke med — nemlig det meget store uudnyttede potentiale for besparelser, der ligger i parallelimporteret medicin til sygehuse.

I dag udgør parallelimporteret medicin 24 pct. af apoteksmarkedet, men kun 8 pct. af medicinen til sygehuse. Hvis andelen var lige så høj på hospitalsmarkedet som på apotekerne, ville samfundet spare et stort trecifret millionbeløb om året på den patentbeskyttede medicin — og det er endda et meget konservativt skøn. De tyske sundhedsmyndigheder har beregnet, at tilstedeværelsen af konkurrence i form af parallelimport af lægemidler — og den deraf ændrede adfærd hos producenterne — er ni gange højere end de direkte besparelser, som kan måles ved forskellen i priser hos henholdsvis producenterne og parallelimportørerne. Mere parallelimport ville medvirke til at skabe yderligere konkurrence på markedet, så de danske priser generelt kunne komme ned i nærheden af priserne i andre lande.

Den store forhindring for en større andel parallelimporteret medicin er de udbudsbetingelser, som Amgros har opsat for at levere til sygehusene. Eksempelvis er leverandørerne forpligtet til at levere en langt større mængde, hvis Amgros midt i leveringsperioden ser et behov for det, mens Amgros på den anden side ikke har nogen pligter i forhold til leverancen. Det er kun en mindre udfordring for producenterne, der populært sagt bare kan producere noget mere. Men for parallelimportører, der opkøber partier i andre EU-lande, giver det en kæmpe økonomisk risiko.

Et andet eksempel er de mange lange tidshorisonter. Amgros forbeholder sig i kontrakterne ret til at forlænge aftaler med op til to år. Det betyder eksempelvis, at de aftaler, vi arbejder på nu, kan binde os på pris på leverancer i 2018, hvor markedet selvsagt kan se helt anderledes ud.

Amgros’ svar i medier og i vores direkte dialog har hidtil været, at man ikke med de nuværende ressourcer til rådighed kan ændre systemet, så det giver mulighed for at byde ind med en fast mængde medicin. Amgros har desuden informeret om, at man ikke kan håndtere flere varenumre inden for samme substitutionsgruppe med det nuværende it-system. Det kan jo undre, at man ikke har fokuseret på at løse disse ting, når man ser på det kæmpe besparelsespotentiale og på, at det har fungeret fint på apoteksmarkedet i mange år.

Med mere smidige og fornuftige betingelser for at byde, der tager højde for parallelimportørernes vilkår for at levere, ville andelen af parallelimporteret medicin øges markant fra den ene dag til den anden. For patienterne ville det ikke gøre nogen forskel. De ville stadig få den samme medicin. For samfundet ville det betyde, at man rent faktisk kunne afblæse alarmen om de eksplosivt stigende udgifter.

Hvis man tager de tyske sundhedsmyndigheders beregninger på værdien af parallelimport og overfører til det danske hospitalsmarked, er der tale om milliardbesparelser, som ikke udnyttes hvert år.