Leukæmi: Derfor vinder Herlev og Aarhus Når patienter med blodkræft skal behandles, sker det allerbedst i Herlev og Aarhus.

Med generelt gode kvalitetsdata og altså samlet set den bedste behandlingskvalitet inden for leukæmi presser disse hospitaler sig ind foran de andre, der behandler sygdommen, og kan dermed kalde sig Danmarks bedste til leukæmi.

Førstepladsen bliver for Herlevs vedkommende bl.a. sikret ved, at en stor andel af patienterne gennemgår såkaldt cytogenetik. I alt 86 pct. af Herlev-patienterne har fået foretaget genetiske test som en del af diagnostikken og ligger her højere end Aarhus og Rigshospitalet.

Aarhus udmærker sig bl.a. ved at have den højeste andel af patienter, der efter behandlingen har fået lavet et followup-skema – nemlig 100 pct. Andelen af Herlev-patienter med et followup-skema er 95,2 pct.

Herlev kunne desuden tilbyde 14 af sine patienter med leukæmi et allogent transplantationsforløb, dvs. en knoglemarvstransplantation med marvceller fra enten et familiemedlem med samme vævstype eller fra en ubeslægtet person med samme vævstype som patienten. Her ligger kun Rigshospitalet og Aarhus højere.

Skriv kommentar