Overlæge til thoraxsektionen Afsnit 4-5, Røntgen og Skanning, Aarhus Universitetshospital En stilling som overlæge med funktion i thoraxsektionen i Afsnit 4-5 Røntgen og Skanning, Aarhus Universitetshospital (AUH) er ledig til besættelse pr. 01. september 2022 eller efter aftale. Stillingen er vagtfri.
Der er stigende efterspørgsel efter thoraxradiologiske undersøgelser inkl. biopsier og behandlinger. Overlægen skal indgå i specialistområdet thoraxradiologi og deltage i opbygning og konsolidering af thoraxsektionen i afsnittet. Sektionen skal servicere Lungemedicin, Hjerte-Lungekirurgi, Infektionsmedicin og Hjertesygdomme samt patienter fra Almen Praksis. Vi varetager opgaver inden for konventionel røntgen, CT, HRCT, UL, MRI og intervention – herunder biopsier, mikrobølgebehandling, cava stentning og permanente dræn.
Overlægen skal deltage i sektionens daglige drift med både almene thoraxradiologiske problemstillinger og specialistopgaver inklusive billedvejledte biopsier og behandlinger på højt specialiseret niveau, samt medvirke til at understøtte thoraxradiologien også i de andre afsnit på afdelingen. I den daglige drift indgår også supervision og uddannelse af introduktions- og hoveduddannelseslæger. I øvrigt skal overlægen deltage i andre af afsnittets opgaver med generel produktion efter aftale med afsnitsledende overlæge.
Det forventes, at ansøgeren har dokumenterede kompetencer inden for det thoraxradiologiske område og gerne har erfaring med CT-vejledte biopsier.
Vi lægger vægt på et godt kollegialt sammenhold samt plads til faglig sparring og et godt arbejdsmiljø.
Ansøgeren skal arbejde sammen med afsnittets øvrige speciallægegruppe på i alt 14 overlæger, syv afdelingslæger og læger i uddannelsesforløb. I thoraxgruppen er der p.t. fem overlæger. Gruppen har et bredt engagement i faglig udvikling og undervisning inden for subspecialet.
Om Røntgen og Skanning
Røntgen og Skanning er samlet på universitetshospitalet i Skejby og er en af landets største radiologiske afdelinger. Røntgen og Skanning er opdelt i afsnit, men er i praksis en samlet enhed. Det betyder, at du som overlæge skal indgå i et større fagligt fællesskab og via dette understøtte patientforløb, afdelingens drift og kolleger i andre afsnit. Det giver også mulighed for at opnå nye kvalifikationer efter interesse og aftale.
Vi er nu ca. 380 ansatte, heraf ca. 80 speciallæger, fordelt på fire afsnit. På afdelingen findes alle radiologiske modaliteter. Vi udfører ca. 200.000 undersøgelser årligt (505.000 procedurer), heraf mange højt specialiserede inkl. MDT-konferencer og second opinion af undersøgelser fra andre hospitaler – regionale og uden-regionale. Afdelingen er universitetsafdeling for Region Midtjylland og dækker alle højt specialiserede funktioner i Sundhedsstyrelsens Specialeplan. Vi er i tæt samarbejde med de fleste afdelinger på Aarhus Universitetshospital samt de øvrige radiologiske afdelinger i regionen. Herudover har afdelingen formaliseret samarbejde med Aarhus Universitet omkring forskning, uddannelse og undervisning samt klinisk med Institut for Retsmedicin.
Afdelingen har et stærkt forskningsmiljø med klinisk professorat og en stor forskningsenhed, der er delt i 2 afsnit. Forskning på Røntgen og Skanning – Aarhus Universitetshospital (auh.dk)
Røntgen og Skanning har et stort ansvar inden for uddannelsen af radiologiske speciallæger i Region Midtjylland og har både introduktions- og et stort antal hoveduddannelseslæger. Herudover har afdelingen også radiografstuderende samt lægesekretærelever.
AUH’s strategiske ambition, som også er vores har 3 overskrifter:
- Vi ser det hele menneske
- Vi har den højeste faglighed
- Vi skaber resultater gennem samarbejde
Yderligere oplysninger om stillingen kan indhentes ved henvendelse til afsnitsleder, overlæge, Pia Ipsen, på 4046 5394 eller på piaipsen@rm.dk eller cheflæge Vibeke Fink-Jensen på 2475 1179 eller på vibfin@rm.dk
Man kan læse mere om stillingen i Stillings- og Funktionsbeskrivelsen her
Ansøgningen skal udfærdiges i henhold til Sundhedsstyrelsens beskrivelse af de 7 lægeroller og skal indeholde speciallægeautorisation, curriculum vitae samt publikationsliste.
Den faglige bedømmelse sker på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer inden for hvert af de syv lægelige kompetenceområder med vægt på det særlige ansvar i stillingen.
Skema til bedømmelse kan findes på følgende link:
Lægefaglig bedømmelse
Skemaet bedes udfyldt og vedhæftet ansøgningen, gerne som Word fil.
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst. Ansættelse er betinget af tilfredsstillende autorisation og tilfredsstillende børneattest.
Hvis ovenstående har din interesse, så glæder vi os til din ansøgning
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 24. maj 2022
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.
Søg stillingen via “søg job”-knappen.