Cheflæge ved Mave- og Tarmkirurgi, Aarhus Universitetshospital Vil du være med til at udvikle og præge en stor kirurgisk afdeling og et kæmpestort operationsområde på Aarhus Universitetshospital (AUH)? Så er du den cheflæge, vi søger med ansættelse pr. 1. august 2022.
Vi søger en inddragende og beslutningsdygtig cheflæge, som har en tydelig profil inden for både ledelse og det mave- og tarmkirurgiske område. Sammen med chefsygeplejersken skal cheflægen løfte ambitionen om at sætte den højtspecialiserede afdeling yderligere på landkortet nationalt som internationalt.
Jobbeskrivelse
Vi forventer, at du sammen med chefsygeplejersken vil gå forrest og bidrage aktivt til det udviklingsprojekt, der allerede er godt i gang, som handler om kultur og det gode arbejdsmiljø – særligt for speciallæge- og overlægegruppen.
Derudover skal du gå forrest i arbejdet med at sikre den nødvendige operationskapacitet og prioritering af, hvordan afdelingen bedst kan behandle de rigtige patienter på det rigtige tidspunkt inden for de givne rammer. For at lykkes med dette kræver det, at du evner proaktivt at indgå i dialoger ikke blot i egen afdeling, men også med andre afdelinger på AUH, på tværs af patientforløb og på tværs af hospitaler.
Som cheflæge forventer vi, at du sammen med lægegruppen vil påtage dig opgaven med at skabe den rette balance mellem klinik og forskning, ligesom der også ligger en vigtig opgave med at videreudvikle den allerbedste uddannelse af yngre læger og medicinstuderende.
Du bliver som cheflæge i Mave- og Tarmkirurgi en del af det, vi på AUH kalder “fælles ledelse på operationsområdet”. Det betyder, at du er med til at udvikle ledelse og samarbejde sammen med dine ledelseskollegaer på både afdelings- og funktionsledelsesniveau på tværs af anæstesi og kirurgi.
Kvalifikationer
Vi søger en kirurgisk uddannet speciallæge med interesse for ledelse og ambitioner for den videre udvikling af Mave- og Tarmkirurgi. Stillingen kræver dokumenteret akademisk erfaring og gerne certificeret i et subspeciale.
Vi ser gerne, at du har dokumenteret ledelseserfaring såvel som en formel lederuddannelse. Derudover er det en fordel, at du har erfaring med organisering og tværgående samarbejde på både afdelings- og hospitalsniveau.
Som cheflæge forventer vi, at du har en tværfaglig tilgang til ledelse, da du bliver leder for hele afdelingen sammen med chefsygeplejersken. Vi lægger vægt på, at du er en åben og tydelig kommunikator, og at du har organisatorisk forståelse. Du er en dygtig strateg, der er god til at sætte kurs og skabe både retning og mening.
Som person er du lydhør, men også standhaftig og er af natur både samarbejdsorienteret og en tillidsskabende og -vækkende person, der bidrager til arbejdsglæden blandt medarbejderne. En naturlig del af din ledelsesstil vil være, at du bevæger dig rundt på operationsgangene og i sengeafsnittene, så medarbejderne kan stille spørgsmål og skabe mening i deres hverdag.
Danmarks komplette hospital
AUH er et internationalt anerkendt og højt specialiseret hospital, der samtidig er akuthospital for 355.000 borgere i Aarhus. Vi er samlet som ét AUH i en hospitalsby med mere end 10.000 medarbejdere, som samarbejder i stærke fællesskaber på tværs af fag og afdelinger.
Vi er landets komplette hospital med både den brede og højeste faglighed, og vi forsker i tæt samarbejde med Aarhus Universitet og med regionale, nationale og internationale partnere. Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor det sidder på rygraden at have fokus på det hele menneske og skabe resultater gennem samarbejde.
Mave- og Tarmkirurgi er en universitetsafdeling, der varetager opgaver på alle tre funktionsniveauer. Afdelingen består af tre selvstændige sengeafsnit og har desuden en stor ambulant aktivitet fordelt på klinikkerne; MTK-klinik, Klinik for Kikkertundersøgelser inklusiv Motilitetsenhed og Analfysiologisk Enhed (beliggende i Klinik for Bækkenbundslidelser).
Mave- og Tarmkirurgi er organiseret i fem subspecialiserede teams inden for det kirurgiske fagområde. Funktionsledergruppen består af fire overlæger, fire afdelingssygeplejersker, en ledende lægesekretær og afdelingsledelsen, der består af en cheflæge og en chefsygeplejerske, der i fællesskab varetager den daglige ledelse med reference til hospitalsledelsen på AUH.
Lægebemandingen består af cheflæge, professorer, uddannelsesansvarlig overlæge, overlæger, afdelingslæger og yngre læger i hoved- og introduktionsuddannelse samt KBU. Afdelingens øvrige medarbejdergrupper er blandt andre sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, lægesekretærer, klinisk diætist og både kliniske sygeplejespecialister og uddannelsesansvarlig sygeplejerske i stabsfunktion.
Afdelingen har tæt samarbejde med en række kliniske og tværgående kliniske afdelinger på AUH. Alle medvirker i en koordineret indsats, målrettet det gode sammenhængende patientforløb. Afdelingen er kendetegnet ved engagerede og kompetente medarbejdere, der benytter avanceret teknologi og udstyr til både diagnostik, behandling, forskning og uddannelse.
Mave- og Tarmkirurgi varetager opgaver på alle tre funktionsniveauer inden for det mave- og tarmkirurgiske område inklusive de højtspecialiserede funktioner. Herudover varetager afdelingen på regionsfunktionsniveau et bredt udsnit af kirurgiske lidelser i mave- og tarmkanalen og hovedfunktionsniveau og alle akutte funktioner. Endvidere indgår afdelingen i varetagelsen af Vestdansk Blødningscenter og i Traumeteamet på AUH. Akut- og traumefunktionen er organiseret i vores eget akut kirurgiske team. Endvidere har afdelingen akutfunktion for alle kirurgiske lidelser, ligesom afdelingen er en del af Traumecenteret (level 1).
Den årlige aktivitet for sidste reelle år uden COVID-19 (2019-tal) i afdelingen udgør 16.406 ambulante besøg, 887 dagkirurgiske besøg, 5.971 skopier, 7.261 operationer og 6.050 indlæggelser.
Når du bliver ansat som afdelingsleder på AUH, er du ventet, og vi gør os umage med at tage rigtig godt imod dig med et skræddersyet onboarding-forløb, der passer til netop dig. En del af forløbet vil være sammen med chefsygeplejersken, så I bliver onboardet som ledelsesteam.
Ansættelsesvilkår, ansøgning og tiltrædelse
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende autorisation og en tilfredsstillende børneattest. Ansøgers kvalifikationer vil blive bedømt ud fra de 7 lægeroller. Skema udfyldes som en del af den elektroniske ansøgningsproces.
Stil ansøgning, CV og relevante bilag til AUH’s hospitalsledelse via linket i annoncen.
Tiltrædelse er 1. august. Ansøgningsfristen er den 16. maj 2022.
Du kan få yderligere information om stillingen ved at kontakte chefsygeplejerske i Mave- og Tarmkirurgi, Lene Rindom på 2159 2109 eller på lenerind@rm.dk eller lægefaglig direktør, Claus Thomsen på 2913 5849 eller på claus.thomsen@rm.dk.
Der er 1. samtaler den 31. maj 2022 og 2. samtaler 10. juni 1011.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.
Søg stillingen via “søg jobbet”-knappen.