Overlæge til Kirurgi, Regionshospitalet Horsens Er du speciallæge med interesse for kirurgisk gastroenterologi og specielt for øvre benign kirurgi? Vi tilbyder pr. 1. august 2022 eller efter aftale en stilling som overlæge på Kirurgi, Regionshospitalet Horsens.

Dette job er udløbet

Du er speciallæge i kirurgi. Du har dokumenteret kompetencer og interesse inden for både åben og laparoskopisk kirurgi samt endoskopi. Du er et positivt og fleksibelt menneske med gode samarbejds- og kommunikationsevner. Du har undervisningserfaring og interesse for yngre lægers uddannelse. Vi har et højt fagligt niveau i afdelingen, og prioriterer uddannelse højt. Du har ledelseserfaring og interessere i tværfaglig ledelse/samarbejde.

Kirurgi er en del af akuthospitalet Regionshospitalet Horsens, og varetager akut (~4000 ptt/år) og elektiv udredning og behandling af sygdomme inden for det gastro-enterologiske område. Vores specielle indsatsområder er den mini-invasive, laparoskopiske kirurgi, hvor især colon-, galde- og herniekirurgien er i fokus. Afdelingen har i en årrække arbejdet med laparoskopisk stenfjernelse i koledokus og er primus motor i udrulningen af denne behandling i Danmark.

Afdelingen har i mange år specialiseret sig i herniekirurgi, og varetager behandlingen af komplicerede hernier for hele Region Midtjylland og har fået tildelt regionsfunktionen vedr. behandlingen af gigant- og parastomihernier i den nye Specialeplan. Afdelingen har en colon sektion med udredning og behandling af colon og perianale lidelser, herunder kirurgisk behandling af colon cancer, hvor vi deltager i oplæring af Colo-rectal Fellows.

Kirurgi består af to sengeafsnit med i alt 35 senge, et ambulatorium samt en stomi/sår klinik. Der er ca. 100 medarbejdere i Kirurgi, heraf 16 speciallæger og 10 læger under uddannelse.
På hospitalets Dagkirurgiske og Endoskopiske Center udføres en betydelig mængde ambulante kirurgiske operationer (~1500/år) og skopier (~14.000/år). Sidstnævnte bemandes i fællesskab med anæstesiafdelingen og medicinsk afdeling.

I forbindelse med udvidelsen af Regionshospitalet Horsens er der bygget et nyt hus, hvis faciliteter blandt andet omfatter en helt ny operationsgang og nye sengeafsnit til Kirurgi.

Regionshospitalet er kontakthospital for Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg Kommuner svarende til en befolkning på ca. 220.000. Optageområdet for endoskopier inkluderer også Aarhus Kommune.

Regionshospitalet Horsens – en attraktiv arbejdsplads
Regionshospitalet Horsens har en størrelse og kultur, hvor der er kort vej fra tanke til handling. Samtidig er helheden i fokus, og der er et tæt og tværfagligt samarbejde på tværs af hospitalets afdelinger. Afdelingerne hjælper hinanden til at nå deres mål og løfter i flok.

Regionshospitalet Horsens er et innovativt akuthospital, der satser meget på at være med i front med IT, patientflow og patientsikkerhed til gavn for patienter og medarbejdere. Vi arbejder bl.a. med MidtEPJ, Klinisk Logistik og kommunikationssystemet iHospitalet.

Ansættelsesvilkår
Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Foreningen af Speciallæger og Danske Regioner. Stillingen er omfattet af lokal løndannelse.

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling. Se i øvrigt hele stillings- og funktionsbeskrivelsen her.

Ansøgning
Ansøgning struktureres omkring speciallægens 7 roller i henhold til ”Retningslinjer for faglig bedømmelse af ansøgere til speciallægestillinger i Region Midtjylland”. En forudsætning for ansættelse ved Regionshospitalet Horsens er i øvrigt, at der gives samtykke til indhentelse af børneattest, og at denne er tilfredsstillende.

Ansøgning fremsendes elektronisk, inklusiv dokumentation for kompetencer inden for speciallægerollerne på skema, som er en del af den elektroniske ansøgningsformular til stillingen.

Ansøgningsfristen er den 18. april 2022
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 9. maj 2022

Der udarbejdes lægefaglige bedømmelser på kandidater, der indkaldes til ansættelsessamtale på stillingen.

Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen og afdelingen kan fås ved henvendelse til cheflæge Mehmet Öztoprak, tel. +45 7842 6228.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Søg stillingen via “søg job”-knappen.