Overlæge til opbygning af beredskabs- og forskningslaboratorium for virale luftvejsinfektioner på Statens Serum Institut
Er du uddannet speciallæge? Kunne du tænke dig at opbygge et nyt laboratorium for virale luftvejsinfektioner? Så er du måske vores nye kollega!
Om afdelingen
Virus og Mikrobiologisk Specialdiagnostik hører til i det Diagnostiske Infektionsberedskab på Statens Serum Institut (SSI) og har ca. 100 medarbejdere, heraf fire faste læger samt kursister under hoveduddannelse i klinisk mikrobiologi.
Afdelingen udfører forskning, overvågning og diagnostik af virale infektioner, og analyserer mikrobiologiske prøver fra sygehuse og almen praksis overalt i landet. Afdelingen er nationalt referencelaboratorium for en lang række forskellige virus både humant og veterinært, f.eks. influenza, polio og mæslinger. Afdelingen udvikler og opsætter desuden mikrobiologiske specialundersøgelser til varetagelse af akut laboratorieberedskab for f.eks. Ebola, MERS, SARS-CoV-2 m.m. Der udføres forskning inden for bl.a. HIV-karakterisering, virus-immunitet, zoonotiske og fødevarebårne infektioner, influenza og klinisk virologi.
Derudover prioriteres udvikling af nye diagnostiske metoder højt i afdelingen. Fra 2020 har SSI overtaget det veterinære laboratoriediagnostiske beredskab, herunder udfører afdelingen diagnostik og forskning vedrørende virusinfektionerne aviær influenza, svinepest og mund- og klovesyge mv, hvilket forventes at styrke forskning og overvågning i en One Health tilgang.
Dit hverdag hos os
Du kommer til at opbygge et nyt beredskabs- og forskningslaboratorium for virale luftvejsinfektioner, hvor du i tæt samarbejde med de eksisterende laboratorier i afdelingen vil få en unik mulighed for at udvide forskningsfeltet ved også at inddrage kliniske og værtspecifikke aspekter. Din forskning skal bygge på tværfaglighed og være med til at tilføje nye aspekter til vores nationale viruslaboratorium.
Dine primære arbejdsopgaver vil være at:
- opbygge og lede Beredskabsafsnittet for virale luftvejsinfektioner
- udføre forskning på højt internationalt niveau
- indgå i afdelingens ledelse
- indgå i afdelingens lægefaglige team
- rådgive læger og andet sundhedspersonale
- indgå i den lægefaglige bagvagtsfunktion
- indgå i afdelingens tværgående aktiviteter (forskning, udvikling og overvågning)
- undervise uddannelsessøgende læger inden for specialet klinisk mikrobiologi
- indgå i samarbejde med de regionale kliniske og mikrobiologiske afdelinger
- udbygge internationale og nationale kontakter inden for dit område.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer:
Du er uddannet cand.med. med speciale indenfor f.eks. mikrobiologi eller infektionsmedicin.
Derudover har du:
- erfaring og interesse inden for forskning i virale luftvejsinfektioner
- dokumenteret forskning på PhD-niveau eller tilsvarende
- gode samarbejdsevner i forhold til alle personalegrupper, samt på tværs af institutioner og internationalt.
Vi lægger endvidere vægt på, at du bidrager med faglig sparring af afdelingens øvrige laboratorier.
Vi tilbyder
Vi tilbyder en stilling med et alsidigt og udfordrende indhold. Vi lægger vægt på at fremme et spændende fagligt miljø i samarbejde med dygtige og engagerede kolleger. I forbindelse med varetagelse af afdelingens opgaver er der potentiale for et enestående samarbejde på tværs af faggrænser, herunder ift. de veterinære discipliner. Der vil være rig mulighed for selvstændigt at udvikle jobindholdet afhængigt af individuelle forudsætninger og ønsker. Vi har fleksible arbejdstider og gode muligheder for efteruddannelse.
Om ansættelsen
Ansættelse som overlæge sker i henhold til Rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er placeret i gruppe 1 (lr. 37).
Ansættelse forudsætter speciallægeanerkendelse.
Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til afdelingschef Claus Nielsen på tlf. 3268 3280.
Er du interesseret?
Klik på ”Søg job” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i henholdsvis uge 13-14.
Statens Serum Institut har røgfri arbejdstid og en røgfri campus.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.