Medicinsk afdeling, Regionshospitalet Randers søger en speciallæge i intern medicin: gastroenterologi og hepatologi til ansættelse som afdelingslæge med start 1/9-2022 eller efter aftale Du bliver ansat i en stor multidiciplinær medicinsk afdeling med et fantastisk godt arbejds- og uddannelsesmiljø samt samarbejde – både internt og eksternt.

Dette job er udløbet

Vi arbejder tværfagligt og i teams og vi insisterer på god kollegialitet, gode samarbejdsevner, god tone i alle vores arbejdsrelationer med kollegaer, patienter, pårørende samt andre samarbejdspartnere.
Vi stræber konsekvent efter en høj faglig standart i vores behandlingstilbud og søger hele tiden at videreudvikle den.
Vi prioriterer uddannelse og undervisning af læger og andet personale meget højt.

Du bliver en del af vores lever-mave-tarm team som aktuelt består af 6 overlæger og 2-4 yngre læger i hoveduddannelse indenfor specialet. Du vil varetage funktioner i Klinik for Lever-Mave- og Tarmsygdomme, samt stuegang på Medicinsk Sengeafsnit B.
Ligeledes skal du deltage i vores endoskopifunktion med i gennemsnit 1-2 skopi dage om ugen.
Som alle andre speciallæger ansat i afdelingen, skal du deltage i arbejdet med vores Medicinske Korttidsafsnit (fælles medicinsk dagafsnit) og på Akutafdelingen med gennemgang/stuegang og udskrivelse af medicinske patienter.

Afdelingens speciallæger har desuden vagtfunktion som intern medicinsk speciallæge på Akutafdelingen og stuegangsfunktion på de medicinske sengeafsnit i weekend og på helligdage.

Vi søger en afdelingslæge som vil være med til at videreudvikle specialet, såvel fagligt som organisatorisk og ledelsesmæssigt.
En afdelingslæge som vil tage lederskab i samarbejdet med andre faggrupper og som vil dele viden med kollegaer af alle slags. Vi forventer at du vil deltage aktivt i uddannelse og undervisning på afdelingen, herunder også af de studerende som vi har på afdelingen.
Vi ønsker at styrke forskningen på lever-, mave- og tarmområdet samt på hele medicinsk afdeling, hvorfor erfaring med forskning, samt lyst til at fortsætte med at drive og lede forskning sammen med vores forskningsansvarlige overlæge vil blive vægtet højt.

Om afdelingen og hospitalet i øvrigt:

Regionshospitalet Randers er et af regionens 5 akuthospitaler. Akutte medicinske patienter modtages via hospitalets Akutafdeling.

Medicinsk afdeling betjener et optageområde svarende til ca. 230.000 indbyggere. Afdelingen har aktuelt 80 stationære sengepladser og en stor- og stigende ambulant virksomhed i de specialespecifikke klinikker og vores Medicinske korttidsafsnit samt stor aktivitet i akutafdelingen.

Medicinsk Afdeling dækker følgende intern medicinske specialer som hver har en specialeansvarlig overlæge: gastroenterologi og hepatologi, reumatologi, endokrinologi, kardiologi, geriatri, lungemedicin og infektionsmedicin.

Afdelingen har tilknyttet dialyseafsnit, der i dagtiden lægebetjenes af læger fra nyremedicinsk afdeling på AUH.

Ansættelsesvilkår:

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger.

Stillingen er omfattet af lokal løndannelse. En forudsætning for ansættelse ved hospitalet er i øvrigt, at der gives samtykke til indhentelse af børneattest.

Ansøgning skal være modtaget senest d. 22/3-2022.

Samtaler afholdes d. 30/3-2022 på Regionshospitalet Randers.

Ved ønske om yderligere oplysninger:  Ledende Overlæge Pernille Sarto, Medicinsk afdeling (persar@rm.dk /telefon 78 42 16 01) eller Specialeansvarlig Overlæge i gastroenterologi og hepatologi Søren Lyhne (soelyh@rm.com / tlf. 28 77 55 15).

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Søg stillingen via “søg job”-knappen.