Visionær sygeplejefagligdirektør til Regionshospitalet Randers Er du visionær og en skarp strateg? Kunne du tænke dig, at være med til at lede og udvikle et regionshospital, hvor alt, hvad vi gør, handler om, hvad der er bedst for patienten? Brænder du for samarbejde på tværs af faggrupper, og at skabe trivsel og et godt arbejdsmiljø?

Dette job er udløbet

Så søger vi en sygeplejefagligdirektør til tiltrædelse 1. juni 2022 eller snarest derefter til Regionshospitalet Randers og Grenaa Sundhedshus. Som sygeplejefaglig direktør udgør du sammen med den lægefaglige direktør og hospitalsdirektøren den samlede hospitalsledelse.

Samarbejde, rekruttering og arbejdsmiljø i fokus
Du er en skarp strateg med udsyn, der både i tanke og handling evner at skærpe Regionshospitalets profil, udvikle den faglig kvalitet og styrke samarbejdet med andre sektorer og på tværs af alle faggrupper. I Randers er vi stolte af at være specialister i de almindeligste og hyppigste sygdomme – og alt hvad vi gør, handler om, hvad der er bedst for patienten – det skal du også være ambassadør for.

Sammen med dine kolleger i hospitalsledelsen skal du kunne gå forrest i arbejdet med at styrke og fastholde en høj sundhedsfaglig kvalitet samt gøre brug af andre faggrupper i en tid hvor rekruttering af nye medarbejdere går hånd i hånd med at skabe trivsel og et godt arbejdsmiljø for eksisterende medarbejdere.

Du skal have erfaring med ledelse af ledere og have forståelse for at agere i en politisk styret organisation. Du skal kunne se værdien i at skabe tillid og søge løsninger gennem inddragelse af ledere og medarbejderne, bl.a. i en konstruktiv MED-organisation, men også sammen med kommuner, praksis og andre hospitaler. God dialog er kendetegnende for hospitalets arbejde, og det gælder i alle vores relationer.

Udvikling af akutkoncept og uddannelse
Regionshospitalet Randers har godt 2.000 ansatte og er et af regionens fem akuthospitaler. Randers-klyngen dækker Randers, Norddjurs, Syddjurs og Favrskov kommune. Vi går snart i gang med en stor ombygning, vores generalplan, både af operations- og sengeafsnit. Vi har et velfungerende akutkoncept, hvor vi bl.a. samarbejder tæt med psykiatrien, men vi ved også at vi fortsat skal udvikle os. Vi har årligt ca. 40.000 indlagte patienter til såvel akutte som planlagte forløb inden for primært de store folkesygdomme samt ca. 160.000 ambulatoriebesøg. Hospitalet er desuden hjemsted for Region Midtjyllands tre kræftscreeningsprogrammer.

Vi har stort fokus på at videreudvikle et aktivt uddannelses- og forskningsmiljø, og du er en direktør, som kan motivere personalet til innovative tiltag og udvikling, der skaber forbedringer i dagligdagen til gavn for patienter og det gode patientforløb.

Regionshospitalet Randers er allerede i dag kendt som et hospital med patientforløb af høj kvalitet, samtidig er vi et af landets mest produktive hospitaler. Endvidere har hospitalet fokus på at levere høj patientservice og vi er førende i Danmark, når det gælder bæredygtighed og økologi.

Vi forventer, at du:

  • har sygeplejefaglig baggrund
  • har lederuddannelse samt ledererfaring – gerne fra sundhedsvæsenet
  • har fokus på både drift, udvikling, uddannelse og forskning
  • har en motiverede, involverende og åben lederstil
  • har evner for gode relationer og kender værdien af dialog

Hospitalsledelsens væsentligste opgaver er at:

  • have et fremsynende og strategisk blik for, hvad der venter i fremtiden
  • kunne agere i helikopterperspektiv i en stor driftsorganisation
  • sikre sammenhængende patientforløb på patienternes præmisser
  • sikre behandling og pleje af høj kvalitet
  • skabe rammerne for fortsat udvikling og opfyldelse af hospitalets målsætninger
  • styrke indsatsen på hospitalets kerneområder
  • styrke hospitalet som uddannelses- og forskningssted
  • skabe et attraktivt arbejdsmiljø til gavn for patienter og ansatte
  • sikre balance mellem økonomi, aktivitet og kvalitet

Hospitalsledelsen refererer til Region Midtjyllands direktion og indgår i regionens koncernledelse. En væsentlig del af hospitalsledelsens arbejde er derfor også at varetage konkrete opgaver på tværs af regionen og på vegne af den samlede koncernledelse. Samtidig forventes det, at hospitalsledelsen tænker lokale beslutninger ind i et regionalt perspektiv.
Hospitalsledelsen bistår direktionen i forbindelse med dialog med politiske beslutningstagere om de krav og målsætninger, der stilles til den offentlige sektor og omsætter de politiske beslutninger til handling.

Løn- og ansættelsesvilkår

Du bliver aflønnet efter overenskomst for “Ledere på Sundhedskartellets område” på trin L16 med et opslagsniveau inkl. afkøb af merarbejde på 1.032.158 kr. (1. oktober 2021-niveau).

Hertil kommer eventuel kvalifikationsløn efter forhandling samt pension på 16,80 pct. pr. 1. april 2022.

Tjenestestedet er Regionshospitalet Randers, men du er ansat i Region Midtjylland.

Tiltrædelse 1. juni 2022 eller snarest derefter.

Flere oplysninger:
Yderligere informationer om stillingen kan fås ved henvendelse til:
Koncerndirektør Ole Thomsen 21 46 98 07 / 78 41 00 40
Hospitalsdirektør Jonas Dahl 29 74 41 45
Lægefaglig direktør Lone Winther Jensen 40 27 82 97

Du kan læse mere om

Samtaler finder sted den 17. marts og den 6. april 2022
Samtalerne afholdes i Aarhus.

Vi vil gøre brug af en personprofiltest i forbindelse med den endelige udvælgelse af kandidater.

Sådan gør du
Du kan søge stillingen ved at klikke på ”Send ansøgning” nederst i stillingsopslaget.
Vedhæft CV og relevante bilag.

Ansøgningsfristen er torsdag den 3. marts.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Søg stillingen via “søg job”-knappen.