Cheflæge ved Øre-, Næse- og Halskirurgi, Aarhus Universitetshospital Vil du være med til at udvikle og præge en kirurgisk afdeling og et kæmpestort operationsområde på AUH, og kan du sikre, at innovative tiltag og forandringer bliver til gennemtænkte patientforløb? Så er du den cheflæge, vi søger med ansættelse pr. 1 maj.
Vi søger en visionær og beslutningsdygtig cheflæge, der har en tydelig profil inden for både ledelse og det øre-, næse- og halskirurgiske område, som sammen med den nyansatte oversygeplejerske vil sætte en udviklingsorienteret og højtspecialiseret afdeling yderligere på landkortet nationalt såvel som internationalt.
Nye specialiserede behandlingsmuligheder, ændret demografi og øgning i antallet af kræftpatienter betyder, at Øre-, Næse- og Halskirurgi oplever en stigning i patienter. Denne udvikling kalder på, at du som cheflæge kan stille dig i spidsen for nye løsninger i forhold til optimering af patientforløb og digitaliseringsmuligheder, så aktiviteterne bliver tilpasset den kapacitet og de ressourcer, der er til stede.
Jobbeskrivelse
Vi søger en cheflæge, der har blik for afdelingens engagerede medarbejdere og mange faggrupper. Én af dine vigtigste opgaver blive at sikre og styrke trivsel og arbejdsmiljø for alle medarbejdergrupper. Ligeledes forventer vi, at du aktivt vil arbejde med at prioritere forskning og faglig udvikling af specialerne med særligt blik for både fastholdelse og udvikling af den enkelte medarbejders ressourcer og kompetencer.
Vi forventer, at du sammen med oversygeplejersken vil gå forrest med at sikre effektive patientforløb og sikre overholdelse af udrednings- og behandlingsret. Ligeledes skal afdelingsledelsen i disse år have et særligt fokus på, hvordan udfordringen med de mange patienter, som venter på behandling i Audiologisk Klinik, kan løses.
Du bliver som cheflæge i Øre-, Næse- og Halskirurgi en del af det, vi på AUH kalder “fælles ledelse på operationsområdet”, der betyder, at du vil komme til at udvikle ledelse og samarbejde sammen med dine ledelseskollegaer på både afdelings- og funktionsledelsesniveau på tværs af anæstesi og kirurgi.
Kvalifikationer
Vi søger en cheflæge, som er overlægekvalificeret speciallæge, gerne ph.d. eller dr.med. i oto-rhino-laryngologi og har både lederuddannelse og ledererfaring. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra en universitetshospitalsafdeling med højt specialiserede funktioner og både har forsknings- og undervisningserfaring.
Vi forventer, at du har strategisk tæft og kan prioritere hvilke områder, der skal være højtprofilerede. Det kræver, at du kan tænke udvikling for alle fagligheder i afdelingen, og at du fremadrettet kan skabe robusthed ved at sikre medarbejdere i pipelinen til de højt specialiserede områder.
Som cheflæge lægger vi vægt på, at du er en dygtig og tydelig kommunikator, og at din ledelsesstil er motiverende, involverende og rummelig. Som leder er du tillidsskabende, ordentlig og du evner at bidrage til gejst, arbejdsglæde og psykologisk sikkerhed blandt dine medarbejdere.
Danmarks komplette hospital
AUH er et internationalt anerkendt og højt specialiseret hospital, der samtidig er akuthospital for 350.000 borgere i Aarhus. Vi er samlet som ét AUH i en hospitalsby med mere end 10.000 medarbejdere, som samarbejder i stærke fællesskaber på tværs af fag og afdelinger.
Vi er landets komplette hospital med både den brede og højeste faglighed, og vi forsker i tæt samarbejde med Aarhus Universitet og med regionale, nationale og internationale partnere. Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor det sidder på rygraden at have fokus på det hele menneske og skabe resultater gennem samarbejde.
Øre-, Næse- og Halskirurgi er en universitetsafdeling, der varetager opgaver på alle tre funktionsniveauer. Afdelingen er beliggende på AUH i Skejby, men rummer også Audiologisk Klinik, Aarhus C, satellitfunktioner på Regionshospitalet i Randers og Søvnklinikken i “Center for Planlagt Kirurgi” (CPK), Hospitalsenhed Midt. Herudover har afdelingen lokale høreklinikker i Randers, Aarhus og Horsens.
Et særligt fokus har kræftbehandling, thyreoidea- og parathyreoidea kirurgi, cochelar implant hos børn og voksne og avanceret næse-bihulekirurgi. Øre-, Næse- og Halskirurgi har høj forskningsaktivitet både klinisk og eksperimentelt, og afdelingen har et bredt samarbejde med landets øvrige øre-, næse- og halsafdelinger og institutioner såvel nationalt som internationalt.
Øre-, Næse- og Halskirurgi består af et sengeafsnit med 14 senge, og en ambulant klinik. Den årlige aktivitet på afdelingen er cirka 36.000 ambulante besøg, heraf 16.400 i audiologisk regi. Der er cirka 950 indlæggelser og udføres cirka. 2.500 operationer årligt. Øre-, Næse- og Halskirurgi har 115 medarbejdere, der er kendetegnende ved at have en stærk udviklingsånd og faglig stolthed.
Afdelingen er organiseret i fem fagteams: hals, thyreoidea- og parathyreoidea, larynx, øre og næse-bihule. Lægebemandingen består p.t. af en konstitueret cheflæge, 1 klinisk lærestolsprofessor (stillingen er i øjeblikket vakant og rekruttering til stillingen bliver en af dine første opgaver), 1 forskningsansvarlig overlæge, 1 uddannelsesansvarlig overlæge, 12 overlæger, 10 afdelingslæger og 15 uddannelsesstillinger i oto-rhino-laryngologi.
Når du bliver ansat som afdelingsleder på AUH, er du ventet, og vi gør os umage med at tage rigtig godt imod dig med et skræddersyet onboarding-forløb, der passer til netop dig. En del af forløbet vil være sammen med den nyansatte oversygeplejerske, så I bliver onboardet som ledelsesteam.
Ansættelsesvilkår, ansøgning og tiltrædelse
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.
Stil ansøgning, CV og relevante bilag til AUH’s hospitalsledelse via linket i annoncen.
Tiltrædelse er 1. maj. Ansøgningsfristen er 2. marts.
Der er 1. samtaler den 14. marts og 2. samtaler 23. marts.
Du kan få yderligere information om stillingen ved at kontakte hospitalsdirektør Poul Blaabjerg, mobil: 5131 3506, mail: poul.blaabjerg@rm.dk eller lægefaglig direktør Claus Thomsen, mobil: 2913 5849, mail: claus.thomsen@rm.dk.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.
Søg stillingen via “søg job”-knappen.