Afdelingslæge – Ortopædkirurgisk skulder- og albuekirurgi, Aarhus Universitetshospital En stilling som afdelingslæge med tjeneste ved Aarhus Universitetshospital, Ortopædkirurgi, er ledig til besættelse d. 1. juni 2022 eller snarest derefter. Der er tale om en stilling som afdelingslæge indenfor den ortopædkirurgiske skulder- og albuekirurgi.
Ortopædkirurgi ledes af en afdelingsledelse bestående af ledende overlæge Sten Larsen og oversygeplejerske Birgit Eg Andersen. Afdelingen er førende indenfor højtspecialiseret ortopædkirurgi såvel som regions- og hovedfunktion, hvis faglige og udviklingsmæssige status er internationalt anerkendt. Afdelingen har et tæt tværfagligt samarbejde med en lang række kliniske afdelinger samt primærsektoren, som medvirker i en koordineret indsats for det gode sammenhængende patientforløb.
Afdelingen har 11 specialsektorer indenfor ortopædkirurgi. Alle sektorer ledes af en sektorledelse bestående af afdelingssygeplejersker og sektorens overlæger. I hver sektor er udpeget en overlæge som driftsansvarlig.
Ved afdelingen er der ansat 6 professorer, som er ansvarlige for forskning, prægraduat uddannelse og udvikling i afdelingen. Afdelingen varetager teoretisk og klinisk undervisning af medicinske studenter ved Aarhus Universitet og har som lands-/landsdels- og universitetsafdeling forsknings-, udviklings- og uddannelsesforpligtigelser i relation til specialet samt tværfagligt. Der er høj forskningsaktivitet og mange forskningsansatte indenfor afdelingens ekspertområder.
Afdelingslægerne i Ortopædkirurgi på Aarhus Universitetshospital skal medvirke til den daglige drift i sektorerne samt deltage i undervisnings- og forskningsaktiviteter. Opgaverne er overordnet at sikre udvikling, kontinuitet, kommunikation og kvalitet i det daglige arbejde internt i sektoren samt i forhold til eksterne samarbejdspartnere.
Skulder- og albuesektoren
Skulder- og albuesektoren har fast 8 operationsstuer ugentligt, ambulatoriefaciliteter og sengeafsnit. Sektoren har specialeansvarlige sygeplejersker på såvel afdeling/ambulatorium og operationsafdeling og en fast stab af sekretærer.
Skulder- og albuesektoren har en samlet produktion på ca. 950 operationer årligt, heraf en del på højt specialiseret niveau, fordelt på primære skulder- og albuealloplastikker, alle former for skulder- og albuerevisionskirurgi, komplekse frakturer, albueinstabilitet og kontraktur, kompleks skulderinstabilitet, senetranspositioner og anden rotator cuff kirurgi og avancerede artroskopiske procedurer.
Vi kan tilbyde:
- gode muligheder for selvstændig og superviseret udførelse af arbejdsopgaver
- et universitetshospital og en afdeling i konstant udvikling
- et godt team med tværfaglige konferencer
- muligheder for relevant efter- og videreuddannelse efter nærmere aftale
- oplæring i behandling af højt specialiseret skulder- og albuelidelser
Det forventes, at ansøgeren er speciallæge i ortopædisk kirurgi. Der vil blive lagt vægt på, at ansøgeren har erfaring med skulder- og albueproblemstillinger. Der vil endvidere blive lagt vægt på teoretisk videreuddannelse og dokumenteret videnskabelig aktivitet. Erfaring som formidler og underviser er ønskelig.
Der forventes gode evner til samarbejde med respekt for samarbejdspartnere, hvor afdelingslægen bidrager til et udviklende og godt arbejdsmiljø.
Der er aktuelt tilknyttet traumevagt til stillingen. Traumevagten er en tilstedeværelsesvagt.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende autorisation og en tilfredsstillende børneattest, herunder at der gives samtykke til indhentelse af børneattest.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til driftsansvarlig overlæge Janne Ovesen tlf. 4011 6199 eller ledende overlæge Sten Larsen, stenlars@rm.dk; tlf. 2115 7230.
Ansøgning skal foruden oplysninger om uddannelse, forskningsaktiviteter, undervisningsaktivitet og operativ produktion indeholde en redegørelse for de motiver og visioner, der ligger til grund for ansøgningen. Ansøgningen bedes formuleret med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens 7 speciallægekompetencer.
Ansøgningen stiles til ledende overlæge Sten Larsen.
Ansøgningsfrist den 25. februar 2022.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 11, 2022.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.
Søg job via “søg job”-knappen.