Neuropsykolog med solid erfaring på voksenområdet til Institut for Kommunikation og Handicap Institut for Kommunikation og Handicap (IKH), der er en del af Region Midt, søger en erfaren neuropsykolog til en fast 30 timers stilling med ansættelse fra 1. august 2021.

Dette job er udløbet

Opgaverne ligger inden for det neuropsykologiske voksenområde, der er et af de mest efterspurgte indsatsområder på IKH.

Målgrupperne er primært unge og voksne med længerevarende følger efter hjernerystelse henvist fra kommuner eller via VISO og i mindre omfang kommunalt henviste borgere med erhvervet hjerneskade.  Endvidere kan der være tale om supervisionsopgaver i forhold til kommunale henvendelser.

Din funktion vil primært være bundet op på rådgivning, psykoedukation og supervision, ligesom der kan forekomme udredningsopgaver. Borgernes forløb er individuelt tilrettelagt og omfatter en koordineret tværfaglig indsats.

Vi efterspørger en psykolog kollega, som efterstræber en høj faglighed, engagement og interesse for tværfaglige løsninger, og som oplever sig kompetent udi det neuropsykologiske voksenområde.  Erfaring med hjernerystelsesområdet er en fordel men er ikke afgørende.

Arbejdsopgaverne består af:

  • Rådgivningsforløb målrettet borgere med længerevarende symptomer efter hjernerystelse
  • Supervision, rådgivning og udredning inden for det neuropsykologiske område i forhold til kommunale rekvirenter (kommunikationscentre, sagsbehandlere, bostøtter m.fl.)
  • Neuropsykologisk sparring internt i senhjerneskade afdelingen ift. borgere og pårørende
  • Undervisningsopgaver ift. neuropsykologiske områder internt og eksternt
  • IKH er en stor organisation, der omfatter flere forskellige afdelinger og områder, hvor der løbende sker udvikling af indsatsområder og opgavetyper afhængig af efterspørgsel. Derfor vil der sandsynligvis opstå opgaver inden for andre områder end ovenstående. Når psykologgruppen præsenteres for nye opgaver, vil disse blive fordelt blandt psykologerne alt efter den enkeltes kompetencer og interesser

Vi tilbyder:

  • Spændende og alsidige neuropsykologiske opgaver fra forskellige opgavestillere fx. kommuner, VISO m.fl.
  • Muligheder for at bidrage til udvikling af det neuropsykologiske arbejdsfelt på IKH i samarbejde med en anden neuropsykolog (og andre faggrupper)
  • Muligheder for relevant opkvalificering i form af eksterne kurser, intern oplæring og supervision (også mhp. opnåelse af specialistgrad eller supervisorgodkendelse)
  • At være en del af en kompetent regional enhed, der leverer specialiserede ydelser på et højt fagligt niveau til både borgere, kommunerne og andre regionale enheder i hele landet.
  • At være en del af en større psykologgruppe med forskellige specialer
  • Tværfagligt samarbejde med erfarne og dygtige kolleger
  • En velfungerende arbejdsplads, hvor høj faglighed og det gode kollegaskab er i fokus
  • Gode muligheder for selv at tilrettelægge hverdagen
  • Der er mulighed for at indgå i en dialog om ansættelsens timetal, såfremt der ønskes færre timer

Du har/kan:

  • En specialistgrad i klinisk neuropsykologi eller på vej til at opnå denne
  • Har kendskab til brede neuropsykologiske problemstillinger og kognitiv rehabilitering
  • Erfaring med at kommunikere din faglighed til andre faggrupper og til borgere, både skriftligt og mundtligt.
  • Erfaring med undervisning, rådgivnings- og supervisionsopgaver
  • Arbejde selvstændigt, målrettet og struktureret i forhold til planlægning og udførelse af de daglige arbejdsopgaver
  • Samtaleterapeutisk erfaring er en fordel
  • Trives med en høj grad af selvstændighed i opgaveløsningen
  • Gode samarbejdsevner – både i forhold til det interne samarbejde, borgere og i forbindelse med øvrige instanser
  • Udviklings- og løsningsfokuseret – både i forhold til den enkelte borger, den samlede udvikling af dit felt og af IKH
  • Kørekort og er indstillet på jævnligt at skulle køre til opgaverne – IKH har biler til rådighed

Generelt om IKH:
IKH er en tværfaglig organisation med ca. 170 ansatte fordelt på forskellige afdelinger i hele landet. IKH løser en bred vifte af specialiserede ambulante opgaver på tværs af hele aldersspektret. IKH er en del af det specialiserede socialområde i Region Midt. Se mere på www.sku.rm.dk .

Praktisk:
Du får kontor på Marselisborgcentret i Aarhus C, hvor der sidder flere andre psykologer.

Ansøgningsfrist d. 27. maj.

Der holdes ansættelsessamtaler d. 15. juni.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst

Yderligere oplysninger fås ved at kontakte koordinator for psykologerne på IKH Jan From Kristensen på tlf. 2475 9237 eller TR for psykologerne Karen Vejs Willert 2922 1912.

 

Søg stillingen via “Søg job”-knappen