Afdelingslæge til Anæstesiologisk Afdeling Sjællands Universitetshospital, Roskilde - quicknr. 21099

Dette job er udløbet

Afdelingen udvider på mange områder.

På operationssiden vil hjemtagning betyde en udvidelse på det specialiserede område herunder et større akutindtag.

På intensivsiden forventes etableret yderligere to sengepladser i forbindelse med hjemtagning. Afdelingen vil således have 11 intensivpladser til at behandle det øgede antal patienter.

Sjællands Universitetshospitals simulationsenhed der er forankret i afdelingen og forventes udvide sine opgaver væsentligt i forbindelse med gennemførelse af Hospitalets strategi ”Patienten er alt”.

Vi implementerer i samarbejde med de kirurgiske afdelinger aktuelt patientforløb med hyppig anvendelse af centrale og perifere nerveblokader og har i den forbindelse oprettet en blokskole i samarbejde med Aarhus Universitetshospital.

Vi er en afdeling med fokus på forskning, uddannelse og arbejdsmiljø. Vi har aktuelt ansat to ph.d. studerende og en forskningslektor. De seneste evalueringer fra de uddannelsessøgende læger er i top, og vi har i mange år været den bedst evaluerede anæstesiafdeling til uddannelse af medicinstuderende. Der er et fremragende samarbejde i lægegruppen, der er fleksible og ser løsninger og udviklingsmuligheder.

Afdelingen på langt sigt

Intensivafsnittet skal ifølge hospitalsplanen flyttes til det nybyggede Sjællands Universitetshospital i Køge i 2021. På operationssiden er planen, at Roskilde i 2021 skal være et specialhospital med dagkirurgi og ambulant medicinsk behandling samt specialiserede funktioner inden for andre områder, som for eksempel simulation. Sjællands Universitetshospital vil i 2021 være færdigbygget, men er allerede nu under etablering med accelereret opbygning af de universitære og specialiserede funktioner. Som medarbejder på Roskilde vil der være mulighed for at flytte med funktionen til Køge eller alternativt ønske at arbejde på specialhospitalet i Roskilde.

Anæstesiologisk Afdeling

Anæstesiologisk Afdeling yder pr. år ca. 9000 anæstesier til indgreb foretaget af Urologisk, Gynækologisk-Obstetrisk, Kirurgisk og Plastikkirurgisk Afdeling. Der er en høj andel af kirurgi for maligne lidelser. Herudover betjenes Billeddiagnostisk, Oftalmologisk Afdeling og Psykiatrien Øst med anæstesi til en række indgreb og undersøgelser. Afdelingen har regionsfunktion for børneanæstesi.

Det multidisciplinære intensivafsnit er et niveau 2 afsnit, som årligt behandler ca. 600 patienter og har aktuelt ni behandlingspladser, men forventes i 2017 at udvide til 11 pladser. Der er mulighed for hæmodialyse, og CRRT. Afsnittet varetager desuden opvågningsfunktionen om natten og i weekender. Afdelingen har regionsfunktion for kortvarige indlæggelser af børn på intensivafsnit.

Anæstesi- og operationsafsnittet har de seneste år gennemgået en gennemgribende renovering med oprettelse af højteknologiske operationsstuer, indførelse af robotassisteret kirurgi og primo 2016 indføres 3D laparaskopi. Sterilcentralen, som er et af afdelingens afsnit, har bidraget med Case-carts –koncept. Afdelingen har et centralt operationsafsnit og to postoperative terapiafsnit. Endvidere findes et separat afsnit for dagkirurgi.

Afdelingen har en stor uddannelsesforpligtigelse såvel præ- og postgraduat som tværfagligt.

Kvalifikationer

Stillingen ønskes besat med en speciallæge i anæstesiologi.

Følgende vil desuden indgå med stor vægt ved vurdering af ansøgere

  • Erfaring med anæstesi og præ-/postoperativ behandling inden for de opererende specialer, der forefindes
  • Erfaring med kvalitetsarbejde og patientsikkerhedsarbejde
  • Interesse for og erfaring med undervisning, forskning og udvikling
  • Gode samarbejds- og kommunikationsevner
  • Fagligt inspirerende og initiativrig

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Ansættelsen er betinget af modtagelse af tilfredsstillende børneattest.

Aktuelle stilling indgår i vagtfunktionen. Afdelingslægen varetager opgaver bredt inden for afdelingens arbejdsområder.

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Ole Christensen, 47 32 50 01.

Ansøger bedes i ansøgningen – med bedst mulig dokumentation – forholde sig konkret til de syv kompetencer. Sundhedsstyrelsen har decentraliseret bedømmelserne vedrørende overlægestillinger, og Roskilde og Køge sygehuse anvender en vurdering af de syv kompetencer (Medicinsk ekspert, Kommunikator, Samarbejder, Leder/administrator, Sundhedsfremmer, Akademiker og Professionel) i den faglige bedømmelse.

Sjællands Universitetshospital vil være pioner i det danske sundhedsvæsen og definere en ny, bedre og anderledes måde at drive et sundhedsvæsen på. Med overskriften ”Patienten er alt” implementerer hospitalet en ambitiøs strategi, som vil sætte en ny retning for fremtiden.

Missionen er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. Sjællands Universitetshospital er etableret som en organisatorisk enhed. Vi er således allerede nu i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne.

I de kommende år vil en række funktioner flytte fra Roskilde til de nye bygninger i Køge. Sjællands Universitetshospital, Roskilde bliver således omdannet til et specialsygehus, der tilbyder ambulante, smidige og effektive patientforløb til lokalområdets borgere.

Sjællands Universitetshospital, Roskilde skal være en stærk spiller i forhold til at udvikle og teste nye former for organisering, teknologi og telemedicin i tæt samarbejde med blandt andet uddannelsesinstitutioner, virksomheder, patienter og kommuner.

Læs mere om Sjællands Universitetshospital på http://www.regionsjaelland.dk/suh

Ansøgning og cv sendes til
Roskilde Sygehus
Anæstesiologisk Afdeling
Att.: Ledende overlæge Ole Christensen
Sygehusvej 10
4000 Roskilde

Eller på e-mail til
olch@regionsjaelland.dk

Ansøgningsfrist 16.09.16

Om Region Sjælland

Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 17.000 medarbejdere og et budget på 17 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, Twitter og LinkedIn.