Almen mediciner, samfundsmediciner eller arbejdsmediciner Almen mediciner, samfundsmediciner eller arbejdsmediciner til stilling som overlæge, alternativt afdelingslæge, i Socialmedicinsk Ambulatorium, Holbæk Sygehus
Vi søger en speciallæge i almen medicin, samfundsmedicin eller arbejdsmedicin med socialmedicinsk interesse, da vi har en ledige stilling til besættelse som overlæge, eller alternativt som afdelingslæge, pr. 1. februar 2021 eller efter aftale.
Hvem er vi?
Socialmedicinsk Ambulatorium (også kaldet Klinisk Funktion) blev etableret i forbindelse med reformerne på førtidspensions-, fleksjob- og sygedagpengeområdet og er en del af Arbejds- og Socialmedicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus.
Kerneopgaven i Klinisk Funktion er at skabe et overblik over patientens helbredsmæssige, sociale og psykiske forhold og vurdere, hvordan den enkeltes helbred er foreneligt med at varetage et arbejde. Formålet er at pege på evt. yderligere behandlings- og rehabiliteringsmuligheder med henblik på – i samarbejde med kommunerne – at understøtte en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Som læge i Klinisk Funktion giver vi sundhedsfaglig rådgivning som sundhedskoordinator i de kommunale rehabiliteringsteam i regionens 17 kommuner. I ambulatoriet ser vi borgere med komplekse problemstillinger til samtale og undersøgelse ved en socialmedicinsk helbredsvurdering.
De to specialer samarbejder med gensidig faglig sparring og fælleskonference én gang ugentlig.
Arbejds- og Socialmedicinsk Afdeling
Arbejds- og Socialmedicinsk Afdeling, Holbæk Sygehus, varetager arbejds- og socialmedicinske opgaver i Region Sjælland.
Afdelingen har omkring 50 medarbejdere. Den lægelige stab har samfundsmedicinsk, arbejdsmedicinsk, almenmedicinsk eller psykiatrisk baggrund, heraf ca. 10 uddannelsessøgende læger indenfor samfundsmedicin og arbejdsmedicin. Vi har tillige tilknyttet psykiater, psykologer og socialfaglig konsulent. Derudover er der i afdelingen lægesekretærer, fire psykologer og en socialfaglig konsulent. Idet der til afdelingen er tilknyttet et professorat, er forskningsaktiviteter en naturlig del af dagligdagen. Der er desuden tilknyttet eksterne konsulenter overvejende inden for det psykiatriske speciale.
Afdelingen deltager løbende i lægers videreuddannelse i samfundsmedicin og arbejdsmedicin.
Hvad kan vi tilbyde?
Vi kan tilbyde en dejlig arbejdsplads beliggende på Holbæk Sygehus tæt på Holbæk Station. Du vil få mulighed for at sætte dine faglige kvalifikationer i spil i en afdeling med velkvalificerede og engagerede medarbejdere.
Vi har et godt arbejdsmiljø med en god og uformel omgangstone og spændende arbejdsopgaver. Vi har daglig socialmedicinsk konference, men også løbende kollegial sparring. Vi har tradition for at løfte i flok, støtte hinanden og udvikle os i fællesskab. Vi er bevidste om, hvor vigtig en opgave vi udfører, hvilket gør den meningsfuld og værdiskabende. Vi prioriterer uddannelse og forskning højt. Der er endvidere mulighed for karriereudvikling.
Vi har en flot selvstændig bygning med gode kontorfaciliteter, hvor du vil få din egen faste arbejdsplads. Det vil være muligt at tilrettelægge dine arbejdstider og -opgaver fleksibelt. Det betyder, at du efter en introduktionsperiode vil have mulighed for hjemmearbejdstid og at arbejde i toget. Vi aftaler nærmere om din arbejdstilrettelæggelse. Vi prioriterer, at arbejdet hænger bedst muligt sammen med dit familie- og fritidsliv.
Hvem er du?
Du er speciallæge i almen medicin, samfundsmedicin eller arbejdsmedicin, som med dine kvalifikationer, erfaring og engagement vil bidrage til at styrke og videreudvikle den socialmedicinske enhed.
Vi forventer, at du er god til at samarbejde, kan arbejde tværfagligt og har gode kommunikationsevner, mundtligt som skriftligt. Du skal kunne arbejde selvstændigt og samtidigt være engageret i afdelingen.
Vi lægger vægt på bred klinisk erfaring samt kendskab til sundhedsvæsenet generelt. Gerne tillige erfaring med socialmedicinsk arbejde – f.eks. attester eller anden samarbejde med kommuner. Vi prioriterer ansøgere med interesse i at bidrage til afdelingens uddannelse, forskning, kvalitetsudvikling og anden vidensdeling.
For ansættelse som overlæge, kræves ydermere kvalifikationer og erfaring med socialmedicinsk arbejde, rehabilitering og arbejdsfastholdelse på overlægeniveau. Overlægen skal efter interesse og kvalifikationer varetage et selvstændigt funktionsområde.
Ansøgning
Ansøgningen skal indsendes via linket på www.regionsjaelland.dk.
Ansættelse som overlæge forudsætter opfyldelse af kravene i den faglige bedømmelse som overlæge, herunder minimum fem års ansættelse som speciallæge eller alternativt dispensation for denne regel, jf. retningslinjer fra Region Sjælland.
Ansøgningen skal udformes, så det er muligt at vurdere erfaring og uddannelse inden for de syv lægeroller, da Region Sjælland anvender disse i den faglige bedømmelse.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingerne er vagtfri fuldtidsstillinger på 37 timer, men deltidsstilling er også en mulighed. Stillingen indebærer som nævnt udefunktion i form af deltagelse i kommunale rehabiliteringsmøder. Det aftales undervejs, hvilke kommuner du skal tilknyttes. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Hvis du vil vide mere
Hvis du vil vide mere om stillingen og de muligheder, som ligger i jobbet, er du velkommen til at kontakte:
- Ledende overlæge Ann Lyngberg.
- Specialeansvarlig overlæge Henrik Torp Greiffenberg.
- Stillings- og funktionsbeskrivelsen kan rekvireres hos afdelingsledelsessekretær Annette Brix Roed abro@regionsjaelland.dk
- Arbejds- og Socialmedicinsk Afdeling: tlf.nr. 59 48 98 52
Ansøgningsfrist d. 20.12.20.
Samtaler d. 23.12.20 og evt. d.28.12.20
Kontaktperson(er):
Navn: Ann Christine Lyngberg
Stilling: Ledende overlæge
Email: alyng@regionsjaelland.dk
Navn: Henrik Torp Greiffenberg
Stilling: Spec.ansv. overlæge ml.
Email: htg@regionsjaelland.dk
Om Holbæk Sygehus
Holbæk Sygehus er en innovativ arbejdsplads med masser af muligheder for personlig og faglig udvikling. Vi vil være førende i diagnostik og behandling af almene og hyppigt forekommende sygdomme, og vi har velfungerende forskningsmiljøer på disse områder.
Vi er et ambitiøst og veldrevet sygehus med en flad ledelsesstruktur – så vejen fra idé til handling er kort. Vi glæder os til at byde dig velkommen på holdet. Du kan se mere om job på Holbæk Sygehus her.