Overlæge og leder søges til nystartet klinik for senfølger efter kræft, Sjællands Universitetshospital Roskilde

Dette job er udløbet

Overlæge og leder søges til nystartet klinik for senfølger efter kræft.

Region Sjælland ønsker at etablere en klinik for senfølger efter kræft. Klinikken placeres på Klinisk Onkologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital Roskilde-matrikel, og skal være regionens frontløber i udviklingen af forskning, udredning og behandling af senfølger efter kræft.

Hvert år får 6000 mennesker i Region Sjælland konstateret kræft. Over 60% overlever sygdommen, men mange med fysiske og psykiske senfølger. Som led i et tiltagende nationalt fokus på kræftoverleveres senfølger, etableres nu en klinik som skal:

  • Samle den tilgængelige faglige viden på området og etablere fagligt netværk, som kan sikre, at patienter får optimale udrednings- og behandlingsmuligheder.
  • Kortlægge eksisterende kommunale, regionale og nationale behandlingsmuligheder for senfølger efter kræft og tilbyde rådgivning til regionale sundhedsorganisationer.
  • Modtage patienter med henblik på udredning for specifikke senfølger efter kræft.
  • Etablere initiativer til registrering af senfølger hos patienter i opfølgningsforløb efter kræft.
  • Samarbejde med nationale og regionale forskningsgrupper om forskningsprotokoller som fokuserer på senfølger efter kræft.

Klinikken vil bestå af 3-4 personer med sundhedsfaglig baggrund som med udgangspunkt i lokaler på Sjællands Universitetshospital Roskilde skal servicere alle regionens borgere. Det skal blandt andet opnås gennem etablering af udefunktion i regionens yderområder enkelte dage om måneden.

Sjællands Universitetshospital vil være pioner i det danske sundhedsvæsen og definere en ny, bedre og anderledes måde at drive et sundhedsvæsen på. Med overskriften ”Patienten er alt” har hospitalet implementeret en ambitiøs strategi, som vil sætte en ny retning for fremtiden. Missionen er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. Sjællands Universitetshospital er etableret som en organisatorisk enhed på tværs af Sjælland. Vi er således allerede nu i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne.

I de kommende år vil en række funktioner flytte fra Roskilde og Næstved til de nye bygninger i Køge.
Når bygningerne i Køge står færdige i 2024, vil regionens specialiserede behandlings-, forsknings- og undervisningsaktiviteter være samlet her.

Læs mere om Sjællands Universitetshospital på: http://www.regionsjaelland.dk/suh

Som overlæge og faglig leder af klinikken vil du få ansvar for etablering og udvikling af dette nye initiativ. Der indgår ikke direkte personaleansvar i stillingen, men du vil få ansvar for drift, økonomi, teamudvikling og faglig udvikling. Ledelsesmæssigt refererer du til Ledende overlæge på Klinisk Onkologisk Afdeling, Mads Nordahl Svendsen. Der ud over er der nedsat en regional styregruppe med bred repræsentation fra primær- og sekundær-sektor. Styregruppen skal vil følge klinikken, hjælpe med netværk og sikre, at klinikkens behandlingstilbud udvikler sig i overensstemmelse med målsætningen.

Sjællands Universitetshospital er midt i en enestående udvikling. Vi er i gang med at skabe et fuldt udbygget Universitetshospital. Vil du med på holdet?

Kvalifikationer
Du skal være speciallæge med relevant erfaring med behandling af kræft. Derudover skal du have gode lederevner og være en dygtig organisator og netværker. 5 år samlet erfaring som afdelingslæge eller tilsvarende indenfor ovennævnte specialer er en betingelse for ansættelse som overlæge. Er du speciallæge med under 5 års relevant erfaring, er der mulighed for ansøgning om dispensation for 5-årsreglen.

Først og fremmest søger vi en person, der med sin faglige og personlige kvalifikationer kan samarbejde på tværs af faggrænser og specialer. En person som har lyst til at engagere sig i et teambaseret klinisk arbejde, som tør udfordre traditionerne og være med til at sætte ny retning på sundhedstilbuddet i regionen.

Vi søger en person, der ikke er bange for at tænke kreativt og utraditionelt i vores vedvarende arbejdet med at forme patientforløb, som er karakteriseret ved gode patientoplevelser og suveræn faglig kvalitet. Vi søger en person, der med sin entusiasme kan motivere sine kolleger og være med til at skabe et nyt sundhedstilbud i Region Sjælland.

Vagt -og arbejdstid
Stillingen er almindelig dagstid uden vagt og med mulighed for reduceret tid, så arbejdet eventuelt kan deles med en anden ansættelse eller med funktion i det onkologiske eller palliative område af afdelingen. Kontakt os gerne inden ansøgning for at høre om mulighederne. Hovedarbejdssted er i Roskilde. Der er ambition om etablering af nærtilbud decentralt i regionen, hvilket vil gøre det nødvendigt med udetjeneste få dage om måneden.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Ansøgning
Sundhedsstyrelsen har decentraliseret bedømmelserne vedrørende overlægestillinger og Sjællands Universitetshospital Roskilde anvender en vurdering af de 7 kompetencer (Medicinsk ekspert, Kommunikator, Samarbejder, Leder/Administrator, Sundhedsfremmer, Akademiker og Professionel) i den faglige bedømmelse.

Ansøgere bedes i ansøgningen, med bedst mulig dokumentation, forholde sig konkret til de 7 kompetencer.

Som led i SUHs strategi inddrages medlemmer af hospitalets patientforum i lederrekrutteringer. Det må derfor forventes, at der deltager en patient eller pårørende i samtaleudvalget

Samtaler forventes afholdt med fremmøde i Roskilde fredag den 15. januar 2021 fra kl. 12.00.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Ledende overlæge Mads Nordahl Svendsen (41 41 18 01).

Om Sjællands Universitetshospital
Sjællands Universitetshospital er Danmarks yngste universitetshospital, og en afgørende brik i Region Sjællands ambitiøse sygehusplan. Vores mission er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. I en verden fuld af nye muligheder og forventninger ser vi os som pionerer, der ønsker at definere en ny, bedre og anderledes måde at drive sundhedsvæsenet på.

Sjællands Universitetshospital er over de sidste år etableret som en organisatorisk enhed. Næste trin er den fysiske samling i det nye kvalitetsfondsbyggeri i Køge, som vil skabe rammen for et universitetshospital i fuld skala. Vi er således i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere, og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne.

Læs mere om Sjællands Universitetshospital på: http://www.regionsjaelland.dk/suh