Sektionsleder til sundhedsfaglig rådgivning
Har du lyst til at bruge din lægefaglighed og din interesse for ledelse i et bredere samfundsmæssigt perspektiv, så er du måske vores nye sektionsleder.
Om Tilsyn og Rådgivning Øst
Vi er en stor sundhedsfaglig enhed med ca. 100 medarbejdere, herunder læger, sygeplejersker, terapeuter, tandlæger, ac’ere og administrativt personale.
Vi yder sundhedsfaglig rådgivning til andre myndigheder og sundhedspersoner vedrørende anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme, miljøforurening, retslægelige ligsyn, trafikmedicin og beredskabsopgaver. Derudover fører vi tilsyn med behandlingssteder og autoriserede sundhedspersoner. Aktuelt har vi omfattende opgaver relateret til covid-19 pandemien, herunder smitteopsporing og udbrudshåndtering samt rådgivning af sundhedsvæsenet og øvrige myndigheder.
Vi har et stort samarbejde med styrelsens øvrige enheder, herunder den sundhedsjuridiske enhed, vores læringsenhed samt enheden for autorisation og analyse. Enheden er en velfungerende uddannelsesafdeling for samfundsmedicin.
Dit arbejde
Du vil blive personaleleder for ca. 25 medarbejdere, herunder læger med forskellig anciennitet og specialebaggrund samt oversygeplejersker og akademikere. Du bliver en del af enhedsledelsen, som består af fire sektionsledere og en enhedschef samt en del af den faglige ledelse med de fagområdeansvarlige overlæger og oversygeplejersker. Du refererer til enhedschefen.
Dine ledelsesopgaver vil som udgangspunkt ligge inden for enhedens rådgivningsportefølje og vil omfatte en blanding af drifts- og udviklingsopgaver. Aktuelt vil den daglige ledelse af enhedens covid-19 opgaver fylde en del. Den endelige fordeling af faglige ansvarsområder mellem dig og enhedens øvrige sektionsledere vil blive fastlagt, når vi kender dine kompetencer og ønsker.
Ud over den almindelige drift, så vil opgaveporteføljen også komme til at bestå af besvarelse af spørgsmål fra Folketinget og bestillinger på projekter fra Sundheds- og Ældreministeriet. Og i samarbejde med vores presse- og kommunikationsafdeling vil du skulle svare på spørgsmål fra medierne.
Vi har en lægebemandet beredskabsvagt uden for normal arbejdstid, som der vil være mulighed for at deltage i.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du er uddannet speciallæge, gerne i samfundsmedicin, arbejdsmedicin, almen medicin eller andet relevant speciale. Du har erfaring med og gerne uddannelse i ledelse, og du er vant til at træffe selvstændige beslutninger og få dem gennemført. Erfaring med myndighedsarbejde er en fordel.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- har stor personlig integritet
- er struktureret og når dine mål
- kan samle og motivere dine medarbejdere
- finder sundhedsjura interessant
- har lyst til at arbejde projektorienteret og tværfagligt
- har gode kommunikative evner
- evner at veksle mellem en uformel omgangstone samtidig med, at du kan træde i karakter, når det gælder.
Vi tilbyder
Et meningsfult arbejde, hvor du kan bruge din lægefaglighed og din interesse for ledelse i et bredere samfundsmæssigt perspektiv.
Grundig introduktion til styrelsen og vores opgaveportefølje.
Relevante kurser (fx inden for sundhedsjura, ledelse og medietræning)
Enheden er præget af et godt og tæt samarbejde mellem kolleger inden for og på tværs af faggrupper og enheder, og der er derfor altid mulighed for sparring om opgaver og beslutninger og en uformel men respektfuld omgangsform.
Om ansættelsen
Ansættelse som overlæge vil ske i henhold til gældende Rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i gruppe 1 (lønramme 37). Ansættelse som overlæge forudsætter speciallægeanerkendelse.
Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at kontakte til enhedschef Bente Møller på tlf. 7222 7815.
Er du interesseret?
Klik på “Søg job” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis.
I Styrelsen for Patientsikkerhed arbejder vi for, at det er trygt at være patient. Vores ambition er at skabe værdi i udviklingen af et sikkert og lærende sundhedsvæsen. Styrelsen for Patientsikkerhed fører det overordnede tilsyn med sundhedsforholdene og den sundhedsfaglige virksomhed på sundhedsområdet. Styrelsen bistår desuden sundheds- og ældreministeren med den centrale forvaltning af forhold vedrørende patienters sikkerhed og forhold vedrørende læring i sundhedsvæsenet.Vi fører tilsyn med behandlingssteder og sundhedspersoner, og vi autoriserer sundhedspersoner. Vi administrerer desuden rapporteringssystemet om utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet, ligesom vi administrerer EU-reglerne om sygesikring ved behandling i udlandet.
På det grundlag bidrager vi til, at sundhedsvæsenet lærer af fejl og forebygger gentagelser.
Vi er mere end 300 medarbejdere og har tilknyttet sagkyndige konsulenter. Styrelsen dækker hele landet og har enheder i København, Kolding, Randers og på Færøerne.
Styrelsen for Patientsikkerhed har røgfri arbejdstid.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.