Ledende overlæge til Akutafdelingen, Nordsjællands Hospital

Dette job er udløbet

Nordsjællands Hospital er i rivende udvikling frem mod indflytningen på vores nye hospital i Favrholm syd for Hillerød i 2024. Her bliver den Fælles Akutmodtagelse den centrale indgang for langt de fleste patienters besøg på hospitalet. Vi søger nu en ledende overlæge, der vil stå i spidsen for at føre Akutafdelingen sikkert frem mod det nye hospital og samtidig have et skarpt blik for den daglige drift og udvikling.

Allerede nu er vi i fuld gang med at afprøve nye arbejdsgange og tværgående samarbejder, så vi er klar til at fylde de nye rammer ud. Det betyder blandt andet, at vi har fremskudt de lægefaglige specialer i Akutmodtagelsen, så vores patienter allerede ved ankomsten til hospitalet modtager specialespecifik behandling.

Om opgaven

Akutafdelingen spiller en afgørende rolle i patientforløbene på hospitalet, som vi altid stræber efter at optimere. Som ledende overlæge får du stor indflydelse på afdelingens faglige profil og en afgørende stemme i den ramme, vi sætter for behandlingen af vores patienter, og den oplevelse de får.

Din primære opgave bliver i tæt parløb med Akutafdelingens ledende oversygeplejerske at drive og udvikle afdelingen, hvor patientsikkerhed, høj faglig kvalitet, hurtig diagnostik og behandling er afgørende elementer. Samtidig står vi overfor at implementere akutmedicin som lægefagligt speciale i Akutmodtagelsen, og det bliver din opgave at forankre uddannelse og implementering af nye behandlinger. Her er en tæt dialog med hospitalets direktion, ledergruppe og andre samarbejdspartnere på hospitalet afgørende. Du får samtidig også en bred kontaktflade til kommuner og almen praksis samt den præhospitale virksomhed i arbejdet med at skabe fremtidens patientforløb.

Vores nye ledende overlæge

Vi søger dig, der er speciallæge i akutmedicin med relevant efteruddannelse i ledelse. Det er afgørende, at du har indsigt og erfaring med strategiarbejde og er godt hjemme i økonomi- og aktivitetsstyring. Da du kommer til at samarbejde bredt, særligt med de øvrige afdelinger i den Fælles Akutmodtagelse, skal du være en tydelig og inspirerende leder, der kan skabe fremdrift i en afdeling under forandring og sikre trivsel og tryghed hos medarbejderne. Vi har brug for en stærk kommunikator, der kan omsætte visioner til virkelighed, og en leder, der kan sætte afdelingens faglighed i front i forskningen på hospitalet.

Om Akutafdelingen

Akutafdelingen består af en fælles akutmodtagelse, døgnbemandet vagtsekretariat med central- og akutvisitation samt akutklinik på Frederikssund ​Hospital og akutklinik i Sundhedshuset i Helsingør. ​Nordsjællands Hospital betjener i alt 355.000 borgere og tager årligt imod 120.000 borgere i Akutmodtagelsen og Akutklinikkerne.

Du kan læse mere om Akutafdelingen på vores hjemmeside.

Ansøgning

Når du sender din ansøgning, skal du forholde dig til de syv lægeroller og beskrive dine kompetencer og erfaringer i forhold til disse.

Send din ansøgning og dit CV til os senest den 20. november.

Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 49, forventeligt den 2. december.  Du kan blive bedt om at gennemføre en test i forbindelse med ansættelsesprocessen.

Løn og ansættelse

Du bliver ansat efter aftalen for lægelige chefer mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger. Vi ønsker, at du tiltræder snarest muligt.

Yderligere information

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte ledende oversygeplejerske Thomas Duckert på 48 29 71 70 eller hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth på 48 29 30 04.