Introduktionsstillinger til Akutafdelingen, Sjællands Universitetshospital, Køge Akutafdelingen i Køge søger alsidige reservelæger i akutmedicin til introstillinger

Dette job er udløbet

Er du interesseret i akutmedicin? Eller blot interesseret i at høre mere om hvad det akutmedicinske speciale kan tilbyde? Køge Akutafdeling slår tre introstillinger op pr. 01.09.18 og afholder i den forbindelse informationsmøde om det akutmedicinske speciale og introstillingen i akutmedicin

21. juni kl. 17.30-19.00

på Sund-HUB, Nørre Allé 41, 2200 København N

Introstillingen i akutmedicin giver dig kompetencer i modtagelsen af akut påvirkede og uafklarede patienter ud fra ABC-tilgangen, differentialdiagnostisk og probabalistisk tankegang i vurderingen af patienter, prioritering og triagering af patienter samt håndtering af patienter med hjertestop. På Køge Akutafdeling vil du i introduktionsstillingen kunne udvikle indledende færdigheder indenfor bed-side UL, inklusive FAST.

Du vil indgå i mellemvagtslaget og vil i stillingen være primært ansvarlig for at modtage og stabilisere patienter, som indbringes med kørsel 1 hele døgnet, samt få erfaring med koordination og triage af patienter i nattevagten, hvor du også vil supervisere yngre læger. Desuden vil du få mulighed for at få erfaring med alle typer akutte skader i skadestuen samt stuegangsfunktion i afdelingens observationsafsnit.

Det er vigtigt for os at du i din uddannelse til akutmediciner får mulighed for at udnytte dit fulde potentiale og du vil derfor i tæt samarbejde med din vejleder og vores uddannelsesansvarlige overlæge få mulighed for at påvirke dit uddannelsesforløb efter dine ønsker og interesser. Vi er konstant i udvikling og du vil kunne indgå i en række af udviklings- eller forskningsprojekter, som er i gang i afdelingen, eller bringe din egen erfaring til bordet og påvirke afdelingen i en ny retning.

Vi forventer at du

  • Har god klinisk erfaring inden for akutområdet, herunder fra fx intern medicin, kirurgi, ortopædkirurgi, almen medicin eller anæstesiologi
  • Vil lære en masse nyt, særligt inden for de områder, hvor du ikke har så meget erfaring
  • Kan tage ansvar og skabe gode patientforløb, samtidig med at der holdes flow i afdelingen
  • Som minimum har autorisation til ”selvstændigt virke” og gerne gennemført introduktionsstilling i et relevant speciale
  • Har udpræget talent for samarbejde, både med de nærmeste kolleger, men også med specialafdelingerne

Du kan forvente

  • Enestående mulighed for at få mere erfaring med en bred vifte af akutte tilstande
  • Massiv udvikling af personlige kompetencer i håndteringen af den akut påvirkede patient
  • Funktion både som modtagende læge, koordinerende læge samt stuegangsgående læge
  • Udvikling af dine evner som kliniker, leder og vejleder
  • Personlig vejledning, struktureret evaluering og dokumentation af opnåede kompetencer
  • Et solidt grundlag for at søge videre ind i en akutmedicinsk hoveduddannelse eller et andet speciale
  • Et inspirerende og sjovt, men også travlt arbejdsmiljø

Forskningserfaring vægtes ikke over klinisk erfaring. Vi er meget interesserede i at lære din særlige profil at kende og se på hvilke områder du vil kunne sætte dit personlige præg på afdelingen.

Arbejdstilrettelæggelsen

Du kommer til at indgå i mellemvagtslaget, der har tilstedeværelse i to-skiftet vagt. Vagtlaget består af læger med særlige interesse i akutmedicin eller hoveduddannelse i almen medicin udover de kommende introduktionslæger.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker som klassificeret reservelæge/1. reservelæge i introstilling i akutmedicin alt efter dine kvalifikationer. Ansættelsesvarighed som udgangspunkt 12 måneder og vilkår følger overenskomstens aftaler. Du vil i stillingen blive honoreret med tillæg for vejleder- og frontfunktion.

Ansøgningsfrist 01.07.18

Samtaler 06.07.18 (eller evt. efter aftale)

Yderligere oplysninger

Ledende overlæge Dan Brun Petersen, 47 32 14 01 eller administrerende yngre læge Emil Ejersbo Iversen, 28 49 58 97.

Samt til informationsdagen 21.06.18 på – tilmelding pr. mail til emiv@regionsjaelland.dk senest 20.06.18.

Materiale om afdelingen kan rekvireres hos sekretær Lotte H. Tversted, 47 32 14 00.

Om Akutafdelingen

Afdelingens funktion er modtagelse af patienter til akut indlæggelse eller akut skadebehandling, væsentligst for de medicinske specialer samt specialerne kirurgi og ortopædkirurgi. Akutafdelingens opgaver rummer triagering, primær stabilisering og behandling og efterfølgende visitation til relevant afdeling. Opgaverne løses i et tværfagligt samarbejde mellem Akutafdelingens personalegrupper, og samtidig forventes et intensivt samarbejde med vagtholdene fra sygehusets øvrige afdelinger. Akutafdelingen disponerer over eget akut modtageafsnit med 13 akutsenge til observation.

Akutafdelingen prioriterer uddannelse med læring i klinikken, faglighed og samarbejde højt. Vi tilbyder derfor et engageret og fokuseret uddannelsesmiljø med gode muligheder for udvikling af færdigheder i akut klinik, i teamledelse og i pædagogik.

Akutafdelingen i Køge: Altid. Forrest.

 

Kontaktperson(er):
Navn: Dan Brun Petersen
Stilling: Ledende overlæge
Email: dabp@regionsjaelland.dk
Telefon: 47321401

Navn: Emil Ejersbo Iversen
Stilling: Reservelæge
Email: emiv@regionsjaelland.dk
Telefon: 28495897

 

Om Sjællands Universitetshospital
Sjællands Universitetshospital er Danmarks yngste universitetshospital, og en afgørende brik i Region Sjællands ambitiøse sygehusplan. Vores mission er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. I en verden fuld af nye muligheder og forventninger ser vi os som pionerer, der ønsker at definere en ny, bedre og anderledes måde at drive sundhedsvæsenet på.

Sjællands Universitetshospital er over de sidste år etableret som en organisatorisk enhed. Næste trin er den fysiske samling i det nye kvalitetsfondsbyggeri i Køge, som vil skabe rammen for et universitetshospital i fuld skala. Vi er således i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere, og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne.

Læs mere om Sjællands Universitetshospital på: http://www.regionsjaelland.dk/suh