Afdelingslæge til neonatologi, Børne- og Ungeafdelingen, Holbæk Sygehus Per 01.09.18 opslås ledig afdelingslægestilling ved Børne- og Ungeafdelingen i Holbæk.

Dette job er udløbet

Pædiatrisk Afdeling

Vi er en almen pædiatrisk afdeling med hovedfunktions ydelser på et akut sygehus.

Børne- og Ungeafdelingen i Holbæk er en afdeling, hvor viden er kerneydelsen. Det er afdelingens fornemmeste opgave at formidle viden til syge børn og deres familier, og udveksle og erhverve viden gennem forskning og efteruddannelse. Børne- og Ungeafdelingen i Holbæk, har som målsætning at behandle og pleje børn på anerkendt og evidensbaseret viden. Derfor tilstræber vi at skabe et fagligt udviklende miljø, hvor uddannelse og forskning er højt prioriteret.

Vi har en stor forskningsenhed i vores Enhed for Overvægtige Børn og Unge.

Vi har en god kollegial omgangstone, og lægger vægt på fleksibilitet over for medarbejderne.

Afdelingen omfatter

  • Neonatalafsnit med 10 heldøgnssenge samt plads til medindlagte mødre og familier
  • Sengeafsnit med 23 pædiatriske heldøgnssenge
  • Børne- og Ungemodtagelse med fire observationspladser
  • Ambulatorium med etablerede specialeambulatorier, med ca. 11.500 årlige ambulante besøg

Afdelingen har ca. 4.500 børn indlagt på børneafsnittet for 0-20 årige, samt ca. 400 børn årligt på neonatalafsnittet.

Holbæk Sygehus er selvstændigt akut sygehus. Vi har derfor oplæring i akutte pædiatriske tilstande som indsatsområde med bl.a. simulationstræning og videreuddannelse af afdelingens personale.

Derudover har vi fortsat hovedfunktion inden for følgende pædiatriske specialer: almen pædiatri, neonatalogi, neurologi, nefro/urologi, gastroenterologi, infektionspædiatri, allergologi/pulmonologi, endokrinologi og socialpædiatri. Afdelingen er i høj grad organiseret i tværfaglige specialeteams.

I Region Sjælland er der foruden Holbæk også børne- og Ungeafdelinger i Roskilde, Slagelse og Nykøbing F., som vi har et godt samarbejde med vedrørende regionsfunktioner og fælles retningslinjer. Via Sundhedsplatformen har vi fælles retningslinjer med Region Hovedstaden.

Lægestaben består af syv overlæger, to afdelingslæger, 1-3 H2 1. reservelæger og 8-9 reservelæger. Afdelingslæger og overlæger indgår i 10-skiftet bagvagtsfunktion. Der er tale om døgnvagt med dagfunktion og efterfølgende vagt fra bolig.

Uddannelse og undervisning

Afdelingen prioriterer som anført uddannelse højt. Vi har uddannelsesforpligtigelse over for uddannelsessøgende inden for de fleste sundhedsfaglige uddannelser, og i uddannelsen af speciallæger varetager afdelingen introduktions- og hoveduddannelsesforløb. Vi varetager desuden klinisk og teoretisk undervisning af lægestuderende på 12. semester, og har tilknyttet 2 kliniske lektorer til afdelingen og et klinisk forskningslektorat. Et uddannelsesteam anført af afdelingens uddannelsesansvarlige overlæge varetager planlægning og udvikling af den postgraduate undervisning og uddannelse. Alle afdelingens speciallæger deltager som kliniske vejledere for reservelæger samt læger i hoveduddannelsesstilling H2 til pædiatri.

Afdelingslæger tilbydes 10 dages orlov og betaling for deltagelse i efteruddannelses-kurser og/eller videnskabelige aktiviteter her eller i udlandet. Særlige ønsker for videreuddannelse derudover tilgodeses i videst muligt omfang.

Forskning

Der er høj forskningsaktivitet i afdelingen, primært i adipositas, og hvad der er afledt af dette. Der er til afdelingen tilknyttet 4 Ph.d. studerende og flere er under opstart.

Kvalifikationer

Du skal være speciallæge i pædiatri. Dokumenterede interesseområder bedes anført i ansøgningen.

Du skal medvirke til udvikling af eget fagområde, bl.a. ved udvikling af diagnostik og behandling, tværfagligt- og tværsektorielt samarbejde og uddannelse, samt ved egen videreuddannelse. På sigt ser vi gerne, at du får mulighed for at videreuddanne dig med fagområdeuddannelse.

Der vil blive lagt vægt på ansøgers evne til samarbejde og kommunikation, samt evne til dynamisk, engageret og visionær arbejdsindsats.

Du bedes i ansøgningen, med bedst mulig dokumentation, forholde dig konkret til de syv lægeroller og kompetencer indenfor disse: medicinsk ekspert, akademiker, professionel, samarbejder, sundhedsfremmer, kommunikator, leder- og administrator.

Yderligere oplysninger: Fås ved henvendelse til ledende overlæge Annie Ellermann, 59 48 42 05, aee@regionsjaelland.dk

Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst.

Vi gør opmærksom på, at sygehuset indhenter børneattester inden ansættelsen, og at ansættelsen er betinget af tilfredsstillende attest.

Jobsamtaler forventes at foregå i slutningen af juni.

 

Kontaktperson(er):
Navn: Annie Ellermann
Stilling: Ledende overlæge
Email: aee@regionsjaelland.dk
Telefon: 59481887

 

Om Holbæk Sygehus
Holbæk Sygehus er en innovativ arbejdsplads med masser af muligheder for personlig og faglig udvikling. Vi vil være førende i diagnostik og behandling af almene og hyppigt forekommende sygdomme, og vi har velfungerende forskningsmiljøer på disse områder.

Vi er et ambitiøst og veldrevet sygehus med en flad ledelsesstruktur – så vejen fra idé til handling er kort. Vi glæder os til at byde dig velkommen på holdet. Du kan se mere om Holbæk Sygehus her.