Ledende overlæge til Operation og Intensiv, Regionshospitalet Viborg, Hospitalsenhed Midt (Genopslag) Hospitalsenhed Midt søger en visionær og innovativ ledende overlæge til Operation og Intensiv, Regionshospitalet Viborg.
Vores nye ledende overlæge skal sammen med oversygeplejersken videreføre en omfattende udviklingsproces, der er i gang i afdelingen for at tilpasse Operation og Intensiv til de krav og muligheder, der følger af fremtidens akuthospital, herunder indflytning i nyt Akutcenter i 2019.
Operation og Intensiv er nøgleafdeling i optimering af patientforløb på tværs af de kirurgiske specialer på Regionshospitalet Viborg og går forrest i en lang række forbedringsprojekter med samarbejdende afdelinger, herunder optimal pakning af operationsprogrammer, fælles bookingenheder mv.
Du er ambitiøs på anæstesiologiens vegne og du kan, via dine personlige og ledelsesmæssige kompetencer, sammen med oversygeplejersken, bidrage til at videreføre den flotte udvikling, som er sat i gang i afdelingen. Som ledende overlæge vil du samtidigt blive en del af hospitalsenhedens ledelsesgruppe.
I Hospitalsenhed Midt har vi fokus på, at alle patienter diagnosticeres og behandles på et højt fagligt niveau med den patientoplevede kvalitet i højsædet. Som den ledende overlæge i Operation og Intensiv får du stor mulighed for at præge denne udvikling
Vi ønsker at stillingen som ledende overlæge i Operation og Intensiv besættes pr. 1. juli eller efter aftale.
Ansøgers kvalifikationer og kompetencer
Den ledende overlæge har sammen med oversygeplejersken ansvaret for afdelingens samlede ydelser og aktiviteter over for det politisk-administrative system.
Som ledende overlæge skal du medvirke til at afdelingsledelsen fungerer som et stærkt, effektivt, professionelt ledelsesteam, der leverer synlig ledelse, skaber retning og arbejder for at sikre høj faglighed og udvikling.
Derudover omfatter afdelingsledelsens opgaver, at:
Skabe høj kvalitet i patientbehandling og optimale patientforløb
- Danne grundlaget for en god kultur, hensigtsmæssige samarbejdsformer og et godt arbejdsmiljø
- Indgå i løsningen af strategiske udfordringer
- Sikre en velfungerende drift med øje for produktivitet og ressourcer.
- Sikre fokus på uddannelse og tværfaglighed
- Facilitere forskning sammen med de relevante fagpersoner
- Samarbejde med de øvrige kliniske afdelinger/centre og eksterne samarbejdspartnere
Den faglige bedømmelse vil ske på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer indenfor hvert af de 7 lægefaglige kompetenceområder.
Ved ansættelsen vil der også blive lagt vægt på personlige egenskaber og relationelle kompetencer, med henblik på at fastholde afdelingsledelsens gode samarbejde, såvel internt som eksternt.
Stillings- og funktionsbeskrivelse kan hentes her
Vi kan tilbyde en spændende stilling i en afdeling i rivende udvikling såvel fagligt, organisatorisk som i relation til kompetenceudvikling af ledere og medarbejdere.
Om Operation og Intensiv
Afdelingens funktioner er samlet omkring en fælles effektiv drift af operationsgang, herunder fast-track programmer, optimering af OP-programmer, fælles booking m.v. Der er fokus på datadrevet styring og effektiv udnyttelse af operationsfaciliteter.
Fra 1. maj 2018 træder en ny organisering i kraft, netop med henblik på at styrke afdelingens aktiviteter og forbedre patientforløb på tværs af specialer og fagligheder. Operation og Intensiv rummer herefter fem områder med tværfaglig ledelse: Sterilcentral, Dagkirurgi, Operation og Opvågning, Intensiv samt Skopiklinik. I forhold til den nye organisation har medarbejdere prioriteret hvilket område, de gerne vil tilknyttes.
Den nye organisering betyder, at Operation og Intensiv opdeler patientforløbene i forhold til dagkirurgi, skopiforløb og forløb, hvor patienterne indlægges via stamafdelingerne. En række OP-stuer vil fra 1. maj blive booket til henholdsvis dagkirurgiske forløb og skopier. Medarbejdere, der arbejder i Dagkirurgi vil stå for det samlede dagkirurgiske forløb inklusiv modtagelse, opvågning og hjemsendelse. Medio 2019 flytter afdelingen ind i nye rammer i det nye Akutcenter hvor der herefter bliver mulighed for at de dagkirurgiske patientforløb i RH Viborg går gennem Operation og Intensiv.
Der udføres ca. 15.000 anæstesier årligt, heraf ca. 2.000 regionale anæstesier. Der ydes anæstesi til kirurgiske specialer omfattende følgende områder: Kirurgisk gastroenterologi, urologi, mammakirurgi, karkirurgi, ortopædkirurgi, gynækologi/obstetrik, tandbehandling, anæstesi i billeddiagnostisk afdeling til CT- og MR-skanninger, og anæstesi til ECT-behandling i psykiatrisk afsnit. I intensiv er der i gennemsnit ca. 1000 patienter om året.
Medarbejderstaben på ca. 330 ansatte er sammensat af læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, serviceassistenter samt lægesekretærer.
Afdelingen har en samlet lægenormering på 31 stillinger, heraf en ledende overlæge, 16overlæger, 4 afdelingslæger, 4 læger i hoveduddannelsesforløb, samt 6 introduktionslæger.
Generelt om Hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt omfatter Regionshospitalerne Viborg, Silkeborg, Hammel Neurocenter og Skive og har ca. 4.200 medarbejdere samt et budget på 2,3 mia. kr. årligt.
De fire regionshospitaler danner tilsammen en hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredest specialiserede hospitalsenheder i Jylland.
Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Operation og Intensiv.
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles med den faglige organisation med udgangspunkt i Aftale vedrørende lægelige chefer.
Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.
Yderligere information
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til:
Lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt på tlf. 7844 1003
Oversygeplejerske Leni Abrahamsen på tlf. 7844 5202 /mobil 21191304
Ansøgning
Ansøgningen skal være os i hænde senest 7. maj 2018 kl. 12.00 med autorisationsID, dokumentation for uddannelse, specialuddannelse, tidligere beskæftigelse m.v., samt udfyldt skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer for ansøger til stilling som speciallæge i Region Midtjylland, hent skemaet her.
Ansættelsessamtaler forventes at finde sted mandag den 14. maj 2018.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale