Styrelsen for Patientsikkerhed søger en oversygeplejerske til Tilsyn og Rådgivning Nord i Randers

Dette job er udløbet

Har du lyst til faglig udvikling, brænder du for patienternes sikkerhed, og har du idéer til, hvordan vi sammen kan gøre sundhedsvæsenet sikkert? Så har vi brug for dig i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen for Patientsikkerhed søger en oversygeplejerske i en fast fuldtidsstilling.

Vi har brug for en ny kollega, der primært skal deltage i vores tilsyn med behandlingssteder, herunder udgående tilsyn og administrative funktioner i vores tilsynsaktivitet. Afhængigt af forudgående erfaring og enhedens behov vil der også være andre opgaver.

Om kontoret
Tilsyn og Rådgivning Nord varetager tilsynet med sundhedspersoner og sundhedsvæsenets organisationer inden for Region Nordjylland og Region Midtjylland. Derudover yder vi sundhedsfaglig rådgivning til andre myndigheder i relation til bl.a. anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme, beredskabsopgaver, miljøsager, retslægelige ligsyn og trafikmedicin.

Vi er 36 medarbejdere, herunder læger, sygeplejersker, en jurist, en farmaceut, folkesundhedsvidenskabskandidater og andre akademikere samt administrativt personale.

Dit arbejde
Med baggrund i vores aktuelle opgaveportefølje får du bl.a. følgende opgaver:

  • Deltagelse i udgående tilsynsaktiviteter
  • Forberedelse af og opfølgning på tilsyn med behandlingssteder i sundhedsvæsenet
  • Udvikling og evaluering af det risikobaserede tilsyn
  • Generel rådgivning i relation til det risikobaserede tilsyn
  • Rådgivning om sygeplejefaglige forhold til plejehjem, hjemmesygepleje, hjemmepleje m.m. både telefonisk og skriftligt

Dine kvalifikationer
Vi lægger vægt på, at du har flere års klinisk erfaring inden for sundhedsvæsenet, og samtidig vil erfaring med kvalitets- og patientsikkerhedsarbejde være en fordel. Bred erfaring med forskellige dele af sundhedsvæsenet vil også være ønskeligt, herunder særligt det kommunale område. Du er også god til at være i dialog og til at samarbejde med forskellige faggrupper, patienter og borgere. Derudover vil vi sætte pris på, at du har:

  • Erfaring med sagsbehandling og administrative opgaver
  • Erfaring med at arbejde projektorienteret
  • Gode kommunikations- og samarbejdsevner, herunder mestrer både mundtlig og skriftlig formidling.

Vi tilbyder
Du får en travl og spændende arbejdsdag, med varierende arbejdsopgaver og med en blanding af udgående tilsyn, sagsbehandling og administrative opgaver. Du vil blive en del af et aktivt tværfagligt miljø, hvor du sammen med dygtige og engagerede kolleger får mulighed for at anvende og udvikle dine kompetencer og ikke mindst bidrage til at udvikle det risikobaserede tilsyn. Vi er en arbejdsplads, der sætter pris på en uformel omgangstone og et godt arbejdsmiljø.

Uanset hvilken baggrund du kommer med, så er tilsynsområdet formentlig nyt for dig. Vi sørger derfor for god oplæring, herunder bred introduktion og en struktureret tilsynsuddannelse, hvor du er tilknyttet en tutor.

Om ansættelsen
Du bliver ansat efter gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og Centralorganisationen af 2010 samt organisationsaftalen mellem Finansministeriet og Dansk Sygeplejeråd for sygeplejersker i staten.

Tiltrædelse ønskes snarest muligt og senest 1. maj 2018.

Kontakt os gerne
Du kan få mere at vide om jobbet ved at kontakte: Charlotte Hjort, kontorchef i Tilsyn og Rådgivning Nord, mobil 7222 9331.

Er du interesseret?
Klik på “Søg job” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 14.

Generelt om styrelsen
Styrelsen for Patientsikkerhed arbejder for, at det er trygt at være patient i det danske sundhedsvæsen. Vi fører bl.a. tilsyn med autoriserede sundhedspersoner og sundhedsorganisationer, udsteder autorisationer til 16 forskellige autoriserede faggrupper, og vi behandler klager fra patienter og ankesager om erstatninger. Vi administrerer desuden rapporteringssystemet om utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet, ligesom vi administrerer EU-reglerne om sygesikring ved behandling i udlandet.

På det grundlag bidrager vi til, at sundhedsvæsenet lærer af fejl og forebygger gentagelser.

Vi er mere end 450 medarbejdere og har tilknyttet over 700 sagkyndige konsulenter, der dækker de sundhedsfaglige specialer inden for hele sundhedsområdet.

Som led i anden del af regeringens plan for flytning af statslige arbejdspladser vil behandlingen af klager fra patienter og ankesager om patienterstatninger blive varetaget af den kommende Styrelse for patientklager og Erstatning fra forventeligt 1. maj 2018. Den opslåede stilling er ikke berørt af udflytningen.

Styrelsen for Patientsikkerhed har pr. 1. januar 2018 røgfri arbejdstid.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.