Handlekraftig og udviklingsorienteret lægefaglig direktør til Hospitalsenheden Horsens Har du en ambition om at udvikle og styrke Hospitalsenheden Horsens til gavn for patienter og personale? Vil du være med til at gå forrest i arbejdet med at skabe klare visioner, retning og rammer for hospitalets fortsatte udvikling? Og har du lyst til arbejde med relationel ledelse, hvor fokus er på det gode arbejdsmiljø og samarbejdet imellem afdelingerne?
Hospitalsenheden Horsens søger en ny lægefaglig direktør, som kan sikre en klar lægefaglig ledelse, være med til at fastholde en høj faglighed i patientbehandlingen, samt stimulere til fortsat forskning og udvikling af hospitalet.
Om jobbet
Som lægefaglig direktør indgår du i et tæt samarbejde med hospitalets direktør og sygeplejefaglige direktør om udarbejdelsen af strategier og konkrete problemløsninger. Sammen har I det overordnede ansvar for ledelsen af Hospitalsenheden Horsens, herunder patientbehandlingen, patientplejen samt hospitalets drift.
Visionen er et sundhedsvæsen på patientens præmisser og sammenhæng og kvalitet i alt. Derfor er fortsat faglig udvikling og et stærkt samarbejde på tværs af hospitalet og med såvel patienter som kommuner, almen praksis og andre hospitaler blandt de strategiske indsatser, vi prioriterer højst.
Hospitalet er et af fem ‘Patientsikre Sygehuse’ i Danmark og har sammen med Horsens Kommune bl.a. været med til at sætte nye standarder indenfor det tværsektorielle samarbejde, udmøntet i brugen af telemedicin. Aktuelt arbejder hospitalet med det store forskningsprojekt ‘Tværspor’, som skal vise, om og hvordan store datamængder på tværs af sektorerne kan omsættes til bedre og mere forbyggende behandling for patienterne.
Hospitalsledelsen arbejder også med at:
- Konsolidere og videreudvikle hospitalets opgaver som akuthospital og hovedfunktionshospital for alle borgere i optageområdet
- Styre og prioritere faglige, kvalitetsmæssige, personalemæssige, økonomiske og it-mæssige indsatser på et overordnet niveau
- Skabe rammerne for forskning, uddannelse og kompetenceudvikling på hospitalet
- Lede og konsolidere store udviklingsaktiviteter og større, tværgående udviklingsprojekter - ofte i samarbejde med eksterne virksomheder og andre dele af sundhedsvæsenet
- Udbygge og renovere hospitalet frem mod 2024.
Den lægefaglige direktør forventes at være en drivende kraft i arbejdet med bl.a. at udvikle den faglige kvalitet samt brugen af data og it indenfor det sundhedsfaglige område.
Som direktør refererer du ligesom den øvrige del af hospitalsledelsen til Region Midtjyllands direktion og indgår i koncernledelsen. Du kommer således til at varetage konkrete opgaver for regionen samtidig med, at du skal kunne tænke lokale beslutninger ind i et regionalt perspektiv og forstå at agere i en politisk ledet organisation.
Den rette kandidat
Vores nye lægefaglige direktør skal have en betydelig gennemslagskraft, være mål- og resultatorienteret og evne at lede gennem dialog og i respekt for andre medarbejderes og lederes fagligheder og forskelligheder.
Det betyder, at du for at være kandidat til stillingen skal have en stærk lægefaglig profil og betydelig strategisk ledelseserfaring inden for hospitals- og sundhedssektoren, eventuelt suppleret med relevant lederuddannelse.
Den rette kandidat er – via sine personlige, faglige og ledelsesmæssige kompetencer – visionær, innovativ og har et godt overblik. Du skal kunne sikre kontinuitet i det lange, seje træk såvel som hurtige temposkift, når det er påkrævet.
Du har også:
- En veludviklet evne til at begejstre og motivere andre – også til at gå nye veje
- En dynamisk og involverende lederstil, der fremmer dialog og udfordrer strukturer og tænkemåder
- Evnen til at kommunikere tydeligt og præcist om retning, krav og forventninger
- Talent for at bygge relationer præget af godt samarbejde, tillid og troværdighed
- Evnen til at skabe retning og resultater inden for hospitalets strategiske indsatsområder
- En dyb faglig og organisatorisk indsigt, så du kan se nye løsninger og muligheder
- Evnen til at skabe sammenhæng og helhed i opgaveløsningen og til at forene kvalitet og drift med et godt arbejdsmiljø
- Fokus på høj kvalitet og sund økonomi i hospitalets drift
- Lyst og evne til at arbejde tæt sammen i et stærkt ledelsesteam.
Vi lægger vægt på, at du er uhøjtidelig, ligefrem og anerkendende i din omgangsform, samt coachende i ledelsen af de ledende overlæger.
Om Hospitalsenheden Horsens
Hospitalsenheden består af Regionshospitalet Horsens, Skanderborg Sundhedshus og Livsstilscenter Brædstrup. Regionshospitalet er et af regionens fem akuthospitaler og områdehospital for ca. 217.000 indbyggere. Området vil have regionens næststørste befolkningstilvækst frem mod 2030, og derfor er hospitalet i gang med en omfattende udvidelse.
Yderligere information
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til:
Koncerndirektør Ole Thomsen på tlf. 7841 0040 eller mobil 2146 9807
Hospitalsdirektør Lisbeth Holsteen Jessen på tlf. 7842 5001 eller mobil 2120 4844
Sygeplejefaglig direktør Hanne Sveistrup Demant på tlf. 7842 5006 eller mobil 2113 4300
Løn og ansættelsesvilkår
Tiltrædelse snarest muligt.
Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenheden Horsens.
Stillingen aflønnes efter Aftale for lægelige chefer på trin 53 med et opslagsniveau inkl. afkøb af merarbejde på 1.027.251 kr. (1. oktober 2017-niveau).
Hertil kommer pension på 20,00 pct., indgåelse af resultatlønsaftale på op til 53.000 kr. pr. år samt eventuel kvalifikationsløn efter forhandling. Der vil ligeledes være mulighed for evt. ansættelse på kontraktvilkår.
Ansøgningsfristen er søndag den 14. januar 2018
Ansøgning stiles til direktionen i Region Midtjylland.
Stillingen søges ved at klikke på ”Send ansøgning” nederst i stillingsopslaget. Vedhæft CV og relevante bilag.
Ansættelsessamtaler forventes at finde sted den 22. januar 2018 og den 29. januar 2018.
Der anvendes personprofiltest mellem 1. og 2. samtalerunde.
Links til
Region Midtjyllands ledelses- og styringsgrundlag
Hospitalsenhedens hjemmeside Hospitalsenheden Horsens hjemmeside
Stillingsbeskrivelse for hospitalsledelser Overordnet stillingsbeskrivelse