Overlæge til ortopædkirurgi, Akutafdelingen Slagelse Sygehus Ønsker du at stå i spidsen for en skadestue? Og ønsker du at udvikle en skadestue med telemedicin?
Så kan det være dig som Akutafdelingen i Slagelse får som den nye kollega.
Vi søger en specialeansvarlig overlæge i ortopædkirurgi til at drive vores skadestue, men som samtidig også skal være en del af et team-orienteret tværfagligt, dynamisk og fagprofessionelt miljø i vores Akutafdeling.
Vi forventer, at du har interesse i at udvikle og opretholde en høj faglig kvalitet i håndtering af skader og traumer, ligesom du skal have lyst til supervision og oplæring af afdelingens yngre læger og medicinstuderende.
Du skal være motiveret, åben, omstillingsparat og god til at samarbejde tværfagligt både i afdelingen, men også med det øvrige akutsygehus.
Akutafdelingen i Slagelse er en topmoderne og innovativ afdeling med engagerede medarbejdere, der er med helt fremme i udviklingen af de Fælles Akut Modtagelser i Danmark.
Skadestuen har ca 35.000 kontakter / pr. år fordelt på to matrikler (Slagelse skadestuen og Næstved skadeklinik).
Vi er dybt involveret i national netværksdannelse og tværregional projektdeltagelse. Herunder er vi en del af Region Sjællands udviklingssamarbejde med Beth Israel Emergency Department i Boston under Harvard Medical Faculty, og vi er involveret i det nye Region Sjælland-Region Skåne samarbejde om etablering af 5-årige uddannelsesstillinger, der fører til en svensk speciallægeuddannelse i akutmedicin.
Afdelingen har tillige sin egen forskningslektor og forskningsenhed med stor aktivitet og gode muligheder for støtte til opstart af forskningsprojekter.
Endvidere har afdelingen tilknyttet et klinisk lektorat, der varetager klinisk uddannelse af medicinstuderende fra Københavns og Syddansk Universitet.
Akutafdelingens læge team består af den Ledende overlæge, 13 speciallæger, tre uklassificerede reservelæger, otte HU-læger i almen medicin og 20 KBU-læger. Herudover har vi et tæt samarbejde med lægerne fra akutsygehusets specialer herunder ortopædkirurgi.
Akutafdelingen har egne læger i tilstedeværelses-bagvagt 24/7/365, og ud over vurdering og stabilisering af et bredt udsnit af akutte patienter, har vi også ansvaret for vores egen skadestue.
Vi ønsker at styrke fagligheden i vores skadestue og påtænker en omstrukturering, hvor du vil være en drivende kraft med blandt andet at få de to matrikler til at samarbejde tættere med hinanden om skadespatienterne. Funktionen påtænkes alene at skulle foregå i skadestuen.
Den faglige bedømmelse af ansøgeren vil ske på baggrund af dennes oplysninger om egne kompetencer inden for hvert af de syv kompetenceområder. Den motiverede ansøgning skal derfor indeholde en beskrivelse af de syv lægeroller samt et cv.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til konstitueret ledende overlæge Imran Parvaiz, 24 98 25 32 ipar@regionsjaelland.dk.
Du er velkommen til at rekvirere materiale
- Organisationsdiagram for Akutafdelingen
- Virksomhedsplan for Akutafdelingen
- Værdiggrundlag for Region Sjælland
- MED-aftale for Region Sjælland
- Drifts- og udviklingsaftale for Akutafdelingen
Ansættelsen er betinget af modtagelse af tilfredsstillende børneattest.
Samtaler i uge 43
Læs mere her om dine karrieremuligheder inden for netop dit speciale og hør, hvorfor andre af dine kollegaer allerede har valgt Region Sjælland på Det Gode Lægeliv.