Afdelingslæge til Ortopædkirurgisk Afdeling Skulder/albuesektion, Sjællands Universitetshospital Køge
Region Sjælland har et befolkningsgrundlag på ca. 816.000 borgere, der betjenes af fire administrative somatiske sygehusenheder.
For Sjællands Universitetshospital, Roskilde og Køge er patienternes ønsker og forventninger vigtige elementer i planlægning af optimale patientforløb. Hospitalerne er samlet under én fælles sygehusledelse. Hospitalerne er i 2014 blevet akkrediteret efter Den Danske Kvalitets Model.
Sjællands Universitetshospital, Køge indgår i Københavns Universitets Hospital, som er et samarbejde mellem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og sygehusene i Region Hovedstaden og i Region Sjælland.
Ortopædkirurgisk Afdeling
Afdelingen omfatter to stationære afsnit med i alt 72 senge. På det centrale operationsafsnit har afdelingen 6 operationsstuer, heraf to med laminær flow, og i sammendagskirurgisk afsnit en til to operationsstuer. Der drives et stort ortopædkirurgisk ambulatorium. Vi har akut døgnfunktion og modtager akutte og elektive patienter fra hele Region Sjælland samt elektive patienter i henhold til aftalen om frit sygehusvalg.
Afdelingen Køge dækker bredden af det ortopædkirurgiske speciale på hovedfunktionsniveau, og har regionsfunktion i skulder-/albuekirurgi, rygkirurgi, idrætskirurgi, knæ- og fod-/ankelkirurgi.
Sjællands Universitetshospital fungerer som et level-2 Traumecenter.
Stillingsfunktion og ønskede kvalifikationer
Stillingen ønskes besat med en speciallæge i ortopædkirurgi med særlig interesse i skulder/albuekirurgi. Afdelingens skulder/albuekirurgi er delt mellem to sektioner. Dels traumesektionen, og dels idrætstraumatologisk sektion. Den pågældende ansøger vil blive tilknyttet begge sektioner i forhold til skulder/albuekirurgien. Den der ansættes i stillingen, behøver ikke at have nogen forudgående erfaring i skulder/albuekirurgi. Den pågældende vil modtage en målrettet uddannelse i skulder/albuekirurgien, dækkende både åbne operationer samt artroskopisk kirurgi.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Sjællands Universitetshospital vil være pioner i det danske sundhedsvæsen og definere en ny, bedre og anderledes måde at drive et sundhedsvæsen på. Med overskriften ”Patienten er alt” implementerer hospitalet en ambitiøs strategi, som vil sætte en ny retning for fremtiden. Missionen er patienten, og visionen er suveræn kvalitet.
Sjællands Universitetshospital er etableret som en organisatorisk enhed. Vi er således allerede nu i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne.
Når bygningerne i Køge står færdige i 2022, vil regionens specialiserede behandlings-, forsknings- og undervisningsaktiviteter være samlet her.
Læs mere om Sjællands Universitetshospital på: http://www.regionsjaelland.dk/suh
Email: ksc@regionsjaelland.dk