Specialeansvarlig overlæge til Radiologisk Afdeling Ringsted Sygehus - quicknr. 21699
Den specialeansvarlige får ansvar for drift og udvikling af mammadiagnostikken i form af intervention, kvalitetssikring, forskning og uddannelse, herunder også udvikling af det tværfaglige samarbejde med andre relevante afdelinger.
Radiologisk Afdeling, Ringsted, har mammaradiologi, herunder mammascreeningsfunktionen som regional funktion, og varetager MR- og CT-scanning, ultralyd og konventionel radiologi. Der udføres årligt ca. 88.000 undersøgelser og procedurer, heraf udgør ca. halvdelen mammografiscreening.
Stillingen ønskes besat med en overlægekvalificeret speciallæge i diagnostisk radiologi med betydelig, dokumenteret erfaring indenfor det mammaradiologiske område.
Der lægges vægt på følgende kompetencer
- Mammaradiologiske kompetencer på højt niveau
- Lederevner, og gerne dokumenteret lederuddannelse
- Gerne bred lægefaglig baggrund i diagnostisk radiologi
- Gerne dokumenteret forskning og udviklingsaktivitet
Den specialeansvarlige overlæge har følgende ansvarsområder
- Driften af regionsfunktionen i mammaradiologi, herunder aktiviteten
- Er medansvarlig for, at afsnittets ydelser lever op til god faglig standard, herunder gældende krav fra Sundhedsstyrelsen
- Er medansvarlig for, at Mammografiscreeningen i Region Sjælland opfylder kravene i Sundhedsloven
- Er medansvarlig for, at Mammografiscreeningen i Region Sjælland udføres med bedst mulig opfyldelse af kvalitetsindikatorerne for ”Den Nationale Mammografiscreening”
- Er medansvarlig for, at de nødvendige lægefaglige standarder, instrukser og planer for mammaradiologi foreligger og fortløbende opdateres og udvikles
- Er medansvarlig for at sikre den rette visitation, diagnostik og behandling indenfor afdelingens mammaradiologiske område
- Er medansvarlig for, at principper for optimale patientforløb understøttes gennem en hensigtsmæssig administration af patienttilgangen og arbejdets tilrettelæggelse
- Medvirker aktivt til specialets lægefaglige udvikling
- Bidrager til udarbejdelsen af apparaturansøgninger og kravsspecifikationer af nyt apparatur i samarbejde med personalet
- Bidrager til, at vedtagne retningslinjer for kvalitetssikring gennemføres, og at nødvendige justeringer foretages
- Bidrager til en fælles kultur i NSR Radiologi og god kommunikation samt
- Deltager i afdelingens kliniske opgaver i muligt omfang.
De tre radiologiske afdelinger i Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse (NSR) er administrativt sammenlagt til en samlet enhed under én afdelingsledelse. De tre afdelinger har et tæt samarbejde men fungerer som tre adskilte afsnit/enheder. Afdelingerne er fuldt digitaliserede, og der anvendes talegenkendelse.
Afdelingen lægger vægt på kvalitet i et fagligt kompetent og professionelt arbejdsmiljø samt et velfungerende samarbejde præget af kollegialitet såvel internt i afdelingen som med vore eksterne samarbejdspartnere i og uden for sygehuset. Vi deltager i Sygehusets omfattende kvalitetsarbejde og er fuldt akkrediteret til og med 2017. Sygehuset arbejder ud fra et samlet kvalitetsfokus baseret på organisatorisk, faglig og patientoplevet kvalitet.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger.
Ansøgningen bedes struktureret omkring speciallægens syv roller.
Ansættelsen er betinget af modtagelse af tilfredsstillende børneattest.
Yderligere oplysninger om stillingen og/eller aftale om besøg i afdelingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Carsten Sloth, 40 33 02 65 eller ledende oversygeplejerske Jonna Bryld, 23 37 06 59.
Ansøgning og cv mailes via “Ansøg her” knappen nederst.
Ansøgningsfrist er 12.12.16
Samtalerne 15.-16.12.16 i Ringsted
Om Region Sjælland
Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 17.000 medarbejdere og et budget på 17 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, Twitter og LinkedIn.