Sektionsleder med faglig tyngde og ledelseserfaring søges til Uddannelse Vil du være med til at realisere ambitionen om styrkelse af sundhedsvæsenets og ældreområdets kompetencer? Og har du gode lederevner og lyst til at lede højt kvalificerede og engagerede medarbejdere? Så kan det her være stillingen for dig i Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen er landets øverste sundhedsfaglige myndighed med en helt central position for at sætte rammerne for sundhedsvæsenet og ældreområdet. Sundhedsstyrelsen varetager en række opgaver inden for uddannelse, sundhedsplanlægning, ældreområdet, forebyggelse, smitsomme sygdomme, evidens, strålebeskyttelse mv.
Om os
Uddannelsesenheden er en relativt nyetableret selvstændig enhed, og vi har store ambitioner for vores bidrag til udviklingen af sundhedsvæsenet og ældreområdet. Vi varetager kvalitets- og udviklingsopgaver i relation til efter- og videreuddannelse af sundhedspersoner som blandt andre læger, tandlæger, sygeplejersker og psykologer i samarbejde med faglige organisationer, arbejdsgivere, uddannelsesinstitutioner m.fl. Det omfatter dimensionering af specialelæger og specialtandlæger, inspektorordningen, som skal sikre kvaliteten i speciallægeuddannelsen, dens indhold og rammer samt meget andet. Vi får i stigende grad nye opgaver, der blandt andet også omfatter efteruddannelse af fysio- og ergoterapeuter og social- og sundhedsassistenter inden for psykiatrien. Der kan også være behov for, at vi arbejder sammen med andre enheder i Sundhedsstyrelsen om forskellige typer af indsatser fx på psykiatri-, kræft- og fødeområderne.
Derudover varetager vi opgaver relateret til højt specialiseret sygehusbehandling i udlandet og eksperimentel behandling.
Vi er 18 medarbejdere i enheden og har et dynamisk og tværfagligt samarbejdsklima med engagerede medarbejdere med forskellig faglig baggrund. Arbejdsklimaet er energisk, uformelt og præget af tempo og stort fagligt engagement og gensidig respekt.
Din hverdag hos os
Du indgår i enhedens ledelse sammen med enhedschefen i et tæt og uformelt samarbejde.
Dine primære arbejdsopgaver vil være:
- personaleledelse og udvikling af engagerede og fagligt kompetente medarbejdere
- fagligt ansvar for fremdriften for en portefølje af opgaver
- ledelse og udvikling af opgaveområderne
- koordinering på tværs af enheden og internt mellem Sundhedsstyrelsens enheder
- aktiv i udadvendte aktiviteter med fx samarbejdspartnere, ved konferencer og i medierne.
Du refererer til enhedschefen.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du har en relevant akademisk kandidatuddannelse, gerne med sundhedsfaglig baggrund. Det vil blive set som en fordel, hvis du har kendskab til enhedens arbejdsområder og forvaltning på et statsligt niveau.
Derudover forventer vi, at du:
- har gode lederevner, hvor du bidrager til et tillidsfuldt, inspirerende og dialogbaseret samarbejde om løsningen af opgaverne i samspil med medarbejderne
- har ledelseserfaring med ledelse af andre
- formår at bringe kompetencer godt i spil i opgaveløsningen og er god til løbende at have overblik, prioritere, motivere og sætte retning for medarbejderne
- har stærke samarbejds- og kommunikationsevner og er i stand til at skabe gode samarbejdsrelationer både internt og eksternt
- har erfaring med at arbejde i krydsfeltet mellem administration, faglighed og politik
- har konkret erfaring fra arbejde med flere af sektionens faglige områder
- trives i et tværfagligt dynamisk miljø præget af højt tempo, høj faglighed og udfordrende opgaver og rammer.
Vi tilbyder
Et spændende job med afvekslende og udfordrende opgaver, selvstændigt ansvar og rig mulighed for at udvikle dig i funktionen. Du vil få en central rolle ift. at skabe fremtidens sundhedsvæsen gennem rammerne for efter- og videreuddannelse i samarbejde med dygtige kolleger og samarbejdspartnere.
Om ansættelsen
Afhængigt af din uddannelsesmæssige baggrund vil ansættelse ske som chefkonsulent med personaleledelse eller som overlæge.
Ansættelse som chefkonsulent med personaleledelse sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Ansættelse som overlæge sker i henhold til Rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i gruppe 1 (lr. 37).
Ansættelse som overlæge forudsætter speciallægeanerkendelse.
Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til enhedschef Steen Dalsgård Jespersen på 2120 7226.
Er du interesseret?
Klik på “søg job” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i 36/37.
Sundhedsstyrelsen har røgfri arbejdstid.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.
Vi arbejder for sundhed for alle
Sundhedsstyrelsen er den øverste sundhedsfaglige myndighed i Danmark.
Vi rådgiver ministeriet og andre statslige, regionale og kommunale myndigheder om sundheds- og ældreområdet.
Sundhedsstyrelsens opgaver er sundhedsfremme, forebyggelse og sygdomsbehandling – ligesom vi har opgaver inden for strålebeskyttelse og ældre- og demensområdet.