Nyetableret Videnscenter for Multisygdom og Kronisk Sygdom søger en erfaren forsker

Dette job er udløbet

Vil du være med til at præge udviklingen af sundhedsvæsenets organisering og indsatser ved multisygdom i Danmark?

Personen, vi søger, skal have lyst til at deltage i udviklingen af nye samarbejdsformer og organiseringer med fokus på patienternes behov ved multisygdom og kronik sygdom. Personen skal have flair for forskning og være med til udvikle og opbygge Videns- og forskningscenter for Multisygdom og Kronisk sygdom i et tæt samarbejde med centerleder og professor Anne Frølich. Centeret ligger i Region Sjælland på Slagelse Sygehus.

Vi leder efter en engageret og aktiv forsker med interesse for kliniknær forskning. Du skal besidde en høj grad af selvstændighed i din opgaveløsning og ikke være bleg for at finde nye veje ind i hospitalet, til kommuner og til almen praksis både lokalt, i regionen, nationalt og internationalt.

Dine opgaver spænder fra at være aktiv deltager og vejleder i forskningsopgaver til at initiere og implementere forskningsprojekter i samarbejde med sundhedsvæsenets organisationer. Du skal være med til at bygge et stærkt netværk af aktører på området på tværs af sektorer.

Det særlige, vi kan tilbyde dig
Du får en unik mulighed for at være med til at udvikle nye samarbejdsformer og organiseringer inden for sundhedsvæsenet for mennesker med multisygdom og kronisk sygdom. Du kommer til at være med til at opbygge centeret, så det bliver et højt fagligt kompetent forskningsmiljø både lokalt og nationalt.

Dit arbejde vil foregå i tæt samarbejde med centerlederen og Sygehusets forskningsenhed samt klinikere på sygehuset og i regionen. Du kommer til at deltage i tværsektorielle og tværfaglige forskningssamarbejder med interne og eksterne partnere, og du vil få erfaring med arbejdet i en politisk styret organisation.

Centeret har et tæt samarbejde med forskere på Afdelingen for Almen Medicin på Københavns Universitet, hvor du også på sigt har mulighed for at få en tilknytning i arbejdet. Du vil komme til at få et bredt netværk af aktører inden for kronisk- og multisygdom, herunder klinikere, ledere og administratorer på sygehuse, psykiatri, kommuner og almen praksis i Region Sjælland og nationalt.

Hvad vi forventer af dig
Du arbejder selvstændigt, tager initiativ og kan “tænke ud af boksen”. Du har erfaring med forskning, herunder udarbejdelse af projektbeskrivelser, fondsansøgningsprocedurer, implementering og styring af forskningsprojekter samt formidling af forskningsresultater og artikelskrivning.

Du kender til det danske sundhedsvæsen og også gerne internationale sundhedsvæsener. Vi forestiller os, at du har en sundhedsfaglig baggrund eller en nærliggende uddannelse i eks. folkesundhedsvidenskab, global sundhed eller lignende.

Hvad er Videnscenter for Multisygdom og Kronisk Sygdom?
For at imødekomme udfordringerne i sundhedsvæsenet besluttede Region Sjælland i 2019 at oprette et regionalt Videnscenter for Multisygdom og Kronisk sygdom. Videnscenteret er placeret på Slagelse Sygehuse (Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse), hvis optageområde er kendetegnet ved at have en høj andel borgere med multisygdom og kroniske sygdomme. Til centeret er knyttet en styregruppe bestående af repræsentanter fra andre sygehuse, almen praksis, patientforeninger og uddannelsesinstitutioner.

Målet for centeret er udvikle sammenhængende, patientfokuserede patientforløb af høj kvalitet for mennesker med multisygdom og kroniske sygdomme. Centeret skal skabe baggrunden for et stærkt forskningsmæssigt aktivt miljø, bestående af klinikere og forskere med kompetencer omfattende både kvantitative, kvalitative samt epidemiologiske forskningsmetoder.

Yderligere oplysninger
Du er velkommen til at kontakte Anne Frølich, centerleder, professor, på mobil telefon 27 12 16 22 med henblik på nærmere uddybning af stillingen dog ikke i juleferien fra den 18. – 31. december.

Du kan også læse mere om Videnscenter for Kronisk sygdom og Multisygdom på dette link.

Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er fredag den 17. januar 2020.

Ansættelsessamtaler
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 21. og 23. januar 2020.

Kontaktperson(er):
Navn: Anne Frølich
Stilling: Centerleder og Professor
Email: afrol@regionsjaelland.dk
Mobile: 27121622

Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse
Vi har viljen til at blive bedre hver dag

Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse er både et akut- og specialsygehus. Vi er ambitiøse og modige, og vi har viljen til at blive endnu bedre – hver dag. Vi ønsker at tiltrække de bedste medarbejdere, der tør tænke nyt og anderledes i hverdagen til patientens bedste.
Stærk faglighed og udvikling skal sikre god og ensartet høj kvalitet i behandlingen døgnet rundt. Vi skaber forbedringer og nye løsninger i fællesskab. Vi lægger vægt på datadrevet og synlig ledelse og tilsigter en uformel og uhøjtidelig omgangstone baseret på gensidig tillid mellem leder og medarbejder. Vi prioriterer uddannelse, forskning og udvikling, fordi vi mener, at faglighed er afgørende for at nå vores mål.
På Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse gør vi os umage med at skabe en udviklende og spændende arbejdsplads, og vi arbejder for at være Region Sjællands bedste uddannelsessted.

Dit behov – vores fælles opgave