Introduktionsstillinger i akutmedicin til Akutafdelingen, Holbæk Sygehus To introlæger i akutmedicin - enkeltstillingsklassifikationsnr. 3800H90-15-i-03 og 3800H90-i-04 søges pr. 01.03.19.

Dette job er udløbet

Som introduktionslæge i akutmedicin hos os får erfaring med triagering, indledende vurdering og stabilisering af patienter med en bred vifte af akutte tilstande. Med en introduktionsstilling hos os opnår du rutine og tryghed i modtagelsen af dårlige, akutte patienter under supervison af mere erfarne kollegaer. Og du indgår i en gruppe af engagerede kollegaer.

Akutafdelingen i Holbæk tilser i gennemsnit fem nye patienter i timen, døgnet rundt, hele året. Afdelingen står for visitation, triage og indledende vurdering af cirka 90 % af alle de patienter der kommer til Holbæk Sygehus til akut indlæggelse. Vi har en akutmodtagelse, en skadestuefunktion og eget korttidsafsnit (Akut Diagnostisk Enhed) med 18 pladser til hurtig diagnostik og udredning. Man er skiftevis i alle funktioner: I modtagelsen, skadestuen eller i den akutte diagnostiske enhed, idet alle skal kunne fungere i alle funktioner. Vores intro-læger får en bred erfaring som kan bruges stort set uanset om man vælger at blive akutmediciner eller vælger et andet speciale senere hen.

Vi er cirka 32 læger, heraf 9 speciallæger (hvor hovedparten har speciale i akutmedicin). Det giver mulighed for daglig feedback, supervision og faglig sparring. Men det giver også en forpligtigelse til at udvikle det nye speciale og for at forbedre hvordan vi som speciale kan få optimeret patientens behandling. Som en af de første hold af introduktionslæger har du mulighed for at præge udviklingen af specialet. Vi har for nuværende to introduktionsstillinger i akutmedicin. De aktuelle stillinger er to nyoprettede introduktionsstillinger

Som akutmediciner er din kliniske hverdag omskiftelig. Det er aldrig rigtig til at forudsige hvordan vagten bliver. Som introduktionslæge arbejder du i afdelingens forvagt- eller mellemvagtslag. Der er tilstedeværelse på speciallægeniveau indtil kl 23 på hverdage. Udgangspunktet er at vi er til rådighed, når patienterne har hjælp behov – også om natten.

Der er gode muligheder for forskningsprojekter i afdelingen og læger i speciallægeuddannelsen i akutmedicin tilbydes vejledning i et mindre forsknings- eller udviklingsprojekt. Det er en af de ting, der vil blive lagt vægt på ved besættelsen af de aktuelle stillinger. Afdelingen har tre lektorer i akutmedicin tilknyttet, herunder en forskningsansvarlig overlæge. Uddannelsesmiljøet er veletableret og understøttes af et team af tre uddannelsesansvarlige overlæger.

Hvis du vil afprøve det nyeste speciale i Danmark og kan arbejde i et miljø med mange muligheder og i en spændende omskiftelig hverdag – er det her stillingen for dig.

Løn og ansættelsesforhold følger overenskomsten.

Den uddannelsesmæssige målbeskrivelse kan fås ved at kontakte uddannelsesansvarlig overlæge postgraduat klinisk lektor Gerhard Tiwald, 59 48 39 42, gti@regionsjaelland.dk

Øvrige spørgsmål kan rettes til ledende overlæge Peter Hallas, 59 48 38 01.

Du er velkommen til at besøge afdelingen inden du søger.

Ansøgningsfrist 15.12.18

 

Om Holbæk Sygehus
Holbæk Sygehus er en innovativ arbejdsplads med masser af muligheder for personlig og faglig udvikling. Vi vil være førende i diagnostik og behandling af almene og hyppigt forekommende sygdomme, og vi har velfungerende forskningsmiljøer på disse områder.

Vi er et ambitiøst og veldrevet sygehus med en flad ledelsesstruktur – så vejen fra idé til handling er kort. Vi glæder os til at byde dig velkommen på holdet. Du kan se mere om Holbæk Sygehus her.