Afdelingslæge (50% stilling) ved Nuklearmedicinsk Afdeling & PET En stilling som afdelingslæge på deltid (50% stilling) ved Nuklearmedicinsk Afdeling & PET-Center, Aarhus Universitetshospital er ledig til besættelse 1. november 2017.

Dette job er udløbet

Afdelingens ansvars- og arbejdsopgaver
Nuklearmedicin & PET er en universitetsafdeling, som varetager avancerede nuklearmedicinske undersøgelser og behandlinger herunder hjerte PET/CT-skanning med Rubidium, onkologisk PET/CT-skanning med FDG, FET, PSMA og andre PET-tracere, avanceret neuroimaging samt radionuklid terapi. Afdelingen har et tæt samarbejde med Røntgen & Skanning, Neuroradiologisk Afdeling og Kræftafdelingen omkring onkologisk PET/CT og stråleterapiplanlægning, og udfører årligt mere end 7000 PET/CT skanninger samt deltager i multidisciplinære konferencer indenfor et stort antal områder.
Afdelingen er fordelt på 3 geografier med et PET-center og radiokemi/cyklotron afsnit på Nørrebrogade samt 2 nuklearmedicinske afsnit på henholdsvis Palle Juul-Jensens Boulevard (Skejby) og Nørrebrogade. På Skejby afsnittet er der også PET/CT funktioner. De 3 afsnit samles geografisk i 2018 på Aarhus Universitetshospital under fælles tag i Skejby.

Afdelingen har 140 ansatte, og råder over 5 PET/CT skannere, 1 HRRT hjerneskanner, 3 SPECT/CT skannere og 4 gammakameraer til klinisk brug og forskning. I afdelingens højt specialiserede radiokemi med 2 cyklotroner og GMP faciliteter udvikles og produceres up front PET tracere til klinik og forskning.
Afdelingen har stor klinisk- og dyreeksperimentel forskningsaktivitet, og råder over avanceret apparatur til præklinisk forskning, herunder mikro PET/MR skanner, PET/CT og SPECT. Afdelingen har veletableret forskningssamarbejde internt og eksternt, og er aktivt involveret i planlægning og forskning indenfor partikelterapi ved det kommende nationale center for partikelterapi.

Afdelingslægen ansættes i den samlede afdeling, men med hovedfunktionstid indenfor de onkologiske og endokrinologiske områder og med funktioner i PET centret. Funktionstid på de øvrige matrikler kan ske efter aftale, individuelle ønsker eller efter afdelingens behov. Afdelingslægen skal sammen med afdelingens øvrige speciallæger varetage funktioner i forbindelse med afdelingens daglige drift, herunder supervision af yngre læger, afholdelse af interne og eksterne konferencer samt deltage i afdelingens kvalitetssikringsarbejde. Afdelingslægens ansættelse kombineres med et 50% lektorat på Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin og afdelingslægen forventes således at opbygge en meget tæt relation til forskningsmiljøer på Aarhus Universitet.

Afdelingen varetager præ- og postgraduate uddannelsesforpligtelser for læger og andre personalegrupper. Det forventes at lægen deltager i afdelingens undervisningsaktiviteter og ansøgere med interesse for og erfaring med lægelig videreudddannelse prioriteres højt.
Afdelingslægen forventes at kunne bidrage til et godt arbejdsmiljø. I forhold til ansøgers personlige egenskaber lægges der vægt på initiativrighed, loyalitet, flid, samarbejdsevne og beslutningsdygtighed.

Stillingen ønskes besat med uddannet speciallæge i klinisk fysiologi og nuklearmedicin med dokumenteret høj faglig kompetence og interesse for afdelingens funktionsområde og opgaver. Ansøger med interesse for og erfaring med PET/CT vil blive foretrukket.
Der lægges vægt på akademisk redelighed, høj etisk bevidsthed, åbenhed, beslutningsdygtighed samt samarbejdsevner og respekt for samarbejdspartnere. Ansøgere med PhD grad og relevant forskningserfaring vil blive foretrukket.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende autorisation og en tilfredsstillende børneattest.

Ansøgers kvalifikationer vil blive bedømt ud fra ”de 7 lægefaglige kompetencer”. Skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer kan hentes her og medsendes ansøgningen.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.