Vi har ikke brug for en ny tredje sektor Der er mange bud på aflastning af de praktiserende læger. I stedet for at skabe en ny, såkaldt ‘3. sektor’ har vi et alternativt bud, der bl.a. involverer oprettelse af en slags attestklinikker.

Med en aktuel lægemangel på 160 praktiserende læger (fem pct.), en stigende aldringsdemografi og en stadigt kortere liggetid på sygehusene er der mange bud på, hvordan almen praksis kan aflastes.

Det seneste bud på dette sås fornyligt i Månedsskrift for Almen Praksis, hvor Helle Sofie Wentzer, Peter Vedsted og Klaus Phanaretz foreslog, at der oprettes en ‘3. læge’, der skal tage sig af sektorovergangen fra primær til sekundær bl.a. i erkendelse af, at stadigt flere patienter i dag udskrives, før de er helt færdigbehandlede/selvhjulpne. Denne 3. læge skulle primært bruges til at gøre overgangen fra sygehus til hjemmet nemmere for den ældre medicinske patient.

Men forslaget ville medføre, at der oprettes endnu en sektor, ‘den 3. sektor’ og at der indføres endnu en sektorovergang med heraf følgende risiko for fejl og mangelfuld kommunikation. Særligt denne patientgruppe har stor gavn af, at det er deres egen praktiserende læge, der hjælper dem i denne fase. Patientens egen læge kender dem, deres familie, ressourcer og aktuelle livssituation. Det er derfor ikke umiddelbart denne gruppe, der skal ‘udliciteres’ til en 3. læge.

Vi vil derfor komme med et alternativt bud på en 3. læge samt en række andre konkrete initiativer, der kan aflaste almen praksis med henblik på at frigøre mere tid til kerneopgaven: At stille diagnoser og behandle.

Hvis man skulle bruge en ‘3. læge’, vil vi foreslå, at man opretter en slags ‘attestklinikker’ med følgende opgaver:

  • Forsikringsattester
  • Kørekortsattester
  • Anmeldelse af arbejdsbetinget lidelse
  • Genhenvisning til vederlagsfri fysioterapi hos kroniske patienter
  • Genhenvisninger til speciallæger og psykologer
  • Henvisninger, der skal bruges til privat forsikring
  • Henvisning til kommunal genoptræning
  • Henvisning til bandagister
  • Attester til kommunen

Disse opgaver kunne fint håndteres uden for praksis, så længe lægen får adgang til sygehusjournaler og eventuelt også praksisjournal. Klinikkerne bør forankres i regionalt regi med henblik på at undgå habilitetsproblemer i relation til opgaverne i forhold til den kommunale sektor.

Kan sygehuset og speciallægen hjælpe os?

Der er nogle opgaver, der med tiden er røget ud til almen praksis, men som bestemt ikke er til fordel for patienten eller for flowet. Disse opgaver kunne med fordel trækkes retur til sygehusene.

F.eks. har vi fået opgaven at skulle skylle ører på patienter, inden de skal til øreambulatoriet/ØNH-læge eller audiolog. Det kunne med fordel gøres på en ‘præ-klinik’ på sygehusene af en sosu-assistent på det pågældende sted, hvor undersøgelsen skal foregå. På den måde får patienten ikke to sundhedsbesøg for at få lavet et øretjek. Alene i Region Syddanmark vurderes det, at den nuværende praksis på sygehusene medfører over 50.000 relativt simple besøg i almen praksis, der med et snuptag kunne overføres til et langt billigere alternativ.

Nogle afdelinger, speciallæger og tandlæger beder patienterne kontakte deres egen læge med henblik på vejledning omkring pausering af blodfortyndende medicin inden operation. Det er tidskrævende for patienten at skulle forklare os, hvad det er for en operation, der skal laves, og det er vel i kirurgens interesse, at den blodfortyndende pausering er korrekt, så operationen forløber uden blødning eller blodprop.

Almen praksis yder en service for ambulatorier og speciallæger, når vi tager blodprøver for disse enheder. Vi får automatisk kopisvar. Dette gør, at vi skal slette dem i vores system, og dette kan ikke gøres uden at have taget stilling til dem. Er der et skævt svar, bliver man nødt til at agere på det. Det er tidskrævende og farligt. Hvor det umiddelbart ligner et ‘backup system’, risikerer man, at der er to, der tænker, ‘at det tager den anden sig af’. Når der er to, der ansvaret, har de 10 pct. ansvar hver!

Der er allerede gode tiltag, der skal hjælpe på sektorovergangen, men som desværre lader vente på sig i praktisk udførsel. Et eksempel er en såkaldt ‘rød epikrise’, hvor egen læge modtager epikriser med højprioritet særskilt og markeret med rødt. I en solopraksis som min modtager jeg cirka 90 epikriser om dagen. Der vil måske være én, maksimalt to, der skal ageres på og endnu færre, der skal ageres på her og nu.

Der, hvor det forventes, at egen læge agerer straks efter udskrivelse, bør der være mulighed for, at vi kan svare, så afsender ved, at vi har modtaget anmodningen om at overtage behandlingen og dermed overtager ansvaret.

Kan sygeplejerskeenhed hjælpe os?

Mange kommuner har i dag et yderst velfungerende akutteam af sygeplejersker, som kører ud og hjælper med akut opfølgning efter udskrivelsen. Dette taler igen imod indførelsen af ‘den 3. læge’, som foreslået af Wentzer et. al., men det er oplagt, at flere opgaver kan flyttes ud fra almen praksis til både akutteams og/eller (den specialiserede) sygepleje.

Sårbehandling, fodvorter, medicinophældning, KRAM-tiltag (Kost/vægttab, rygestop, alkohol afvænning, motion/vedligeholdelse af funktionsniveau) er oplagte opgaver, der kan flyttes fra almen praksis til selvstændige sygeplejerskeenheder, som kører under eget ansvar. Disse enheder fungerer delvist i dag, men kunne udvides til at tage fuldt ansvar for nævnte funktioner.

Det tidligere nævnte eksempel med øreskyl kunne ligeledes udføres i en kommunal sygeplejeklinik, hvis sygehusene ønsker at tage denne opgave retur – dog vil denne løsning ikke have samme gevinst for patienterne, der stadig vil opleve to konsultationer.

En 3. sektor er ikke løsningen

At skabe en ny ‘3. sektor’ mener vi ikke er løsningen på sektorovergangen fra indlagt til udskrevet patient. Patientens egen læge er uden tvivl den bedste til at give den relevante opfølgning, da denne kender den enkelte patients livssituation.

Ud fra LEON-princippet (laveste effektive omkostnings-/omsorgsniveau) har vi beskrevet en række konkrete muligheder for tiltag, der kan aflaste bl.a. den praktiserende læge.

Først og fremmest handler det om at skære så mange ‘simple’ opgaver væk – så skab os f.eks. ‘attest-klinikker’ og ‘øreskyl-klinikker’. Undgå dobbelte blodprøvesvar. Indfør den røde epikrise. Dette er bare et udpluk af mulighederne, men indfør absolut ikke endnu en sektorovergang.

Kommentarer

  1. Tommel op til kommunale attester væk fra praksis. Stor tommel ned til det meste af det andet. Hvis lægen skal overleve skal der være lette opgaver indimellem. Når der endelig er en nem opgave kommer der nogen og tager den. Tænk på inr målinger og NOAK der vinder frem og vaccinationsklinikker/ apoteker. Så nej tak til 140 kr pr pt hvis det hele er “Totalløsninger” og nej tak til til den 3. Læge

Skriv kommentar