Uretmæssig behandling af sundhedsansatte i rusmiddeltestning Styrelsen for Patientsikkerhed bevæger sig på kanten af loven, når den uddelegerer diagnostisk testning til et privat firma og har indført en betydelig egenbetaling for ansatte i sundhedsvæsenet, som testes for brug af rusmidler.

Praktiserende læger i Region Nordjylland finder det anstødeligt og uetisk, at sundhedsansatte (læger, sygeplejersker m.m.), som er i et kontrolforløb grundet problemer med rusmidler, tvinges til at følge et koncept, der indebærer en årlig brugerbetaling på mindst 12.000 kr.

I forløbet påbyder Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) praksislæger at teste sundhedsansatte to gange ugentligt ved brug af et privat firmas egne produkter (hurtigtest/urinstix), der skal indkøbes af den sundhedsansatte selv. Herudover skal praksislægerne hver måned – ifølge skriftlig instruks fra STPS – sende en urinprøve til et svensk hospitalslaboratorium via en rekvisitionsseddel, hvor det private firma er anført som ’rekvirerende læge’. Det er uvist, om det private firma overhovedet har læger ansat, og det er uklart, hvordan data og fakturering af de eksterne analyser i Sverige håndteres. Ydermere får praksislægerne ikke kendskab til analyseresultaterne, og den sundhedsansatte kan tilsvarende ikke få indblik i disse via egne sundhedsdata.

Hvordan kan en sådan situation overhovedet opstå? Svaret er manglende struktur og påpasselighed inden for området af klinisk misbrugstestning i Danmark, både i diagnostisk øjemed og på arbejdspladser.

Praksissektor er whistleblower

Når STPS uddelegerer en diagnostisk testning – som potentielt kan forårsage, at sundhedsansattes autorisation inddrages – til et privat firma med en betydelig brugerbetaling, så er det dråben, som får bægeret til at flyde over i et i forvejen konfliktfyldt område. Praksissektoren i Region Nordjylland har fungeret som ’whistleblower’ i den konkrete situation, og vi videregiver hermed deres forargelse og bekymring over STPS’ håndtering af området i dette indlæg.

De sundhedsansatte med en rusmiddelproblematik er allerede i en meget sårbar situation, og de behandles efter vores overbevisning ikke, som de burde, men pålægges derimod urimelige procedurer og udgifter. Vi er vidende om, at flere praktiserende læger ikke længere ønsker at følge STPS’ instrukser, men vælger at rekvirere analyser hos et hospitalslaboratorium, og dermed uden en urimelig brugerbetaling for den enkelte person.

Vi ser dette som en spirende strid mellem STPS og praksissektoren omkring en yderst sårbar patientgruppe. Vi mener, at STPS er på kant med loven ved at indføre brugerbetaling og opfordrer kraftigt til, at borgere, som er kommet i klemme, søger retshjælp. Vel vidende, at de er presset til at acceptere de uretmæssige vilkår.

Utilstrækkelig lovgivning

Men der er andre alvorlige aspekter i sagen. De drejer sig om rammerne for testning generelt og herunder også analysekvaliteten. Vi har tidligere gjort opmærksom på en utilstrækkelig lovgivning inden for klinisk misbrugstestning i Danmark, herunder den hyppige brug af hurtigtest, der både kan medføre falsk positive og falsk negative resultater (1-3). Vi får ofte henvendelser fra borgere i rusmiddelbehandling og andre kontrolforløb, der er kommet i klemme under rusmiddeltestning, og det er næsten altid i forbindelse med brugen af hurtigtest og fejlfortolkningen af resultaterne.

Brugen af hurtigtest til klinisk misbrugstestning er yderst kontroversiel, og når der ikke er konsensus om brugen af teknikken, ender man nemt i kaotiske tilstande. Som faglige eksperter på området fastholder vi, at hurtigtest repræsenterer et forældet analyseprincip, som ikke bør benyttes i det omfang, som er tilfældet i dag.

Ser man på lovgivningen i Norge, så anses hurtigtest ikke for anvendelige, når resultater kan forårsage sanktioner over for den testede (4). Testning af sundhedsansatte i praksissektoren, som ovenfor beskrevet, strider således mod gældende praksis i Norge.

Lemfældig praksis

Vi vil med dette indlæg rette en åben kritik af STPS for den noget lemfældige praksis og for ikke at søge et konstruktivt samarbejde med de hospitalslaboratorier i Danmark, som i velfungerende rammer kan løse testopgaven, og tilmed uden brugerbetaling for de sundhedsansatte. Vi må konkludere, at der hos STPS mangler intentioner og vilje til at handle på et videns- og evidensbaseret grundlag.

En række danske eksperter inden for retskemi, klinisk biokemi og forgiftningsrådgivning ville kunne rådgive STPS på dette område. Vi kender kollegernes holdninger godt nok til at vide, at de ikke vil pege på brug af hurtigtest i praksissektoren.

I regionerne er det almindelig praksis, at brugen af patientnær testning (POCT = point-of-care-testning) håndteres i faste rammer, især med hensyn til analysekvalitet, økonomiske spørgsmål og logistik. Hvis enhver anden klinisk biokemisk analyse (end lige misbrugstestning med hurtigtest) var blevet uddelegeret til et privat firma, ville det have skabt røre hos regionen og de tilhørende hospitalslaboratorier. Det ville simpelthen ikke kunne finde sted.

STPS har ansvaret for tilsyn med behandlingssteder i Danmark, herunder også disse institutioners brug af hurtigtest. I tilsynsrapporterne, som er offentligt tilgængelige, ser vi intet tegn på evaluering af kvaliteten af rusmiddeltestning og de nødvendige kompetencer til fortolkning af testsvarene hos impliceret institutionspersonale. Sagt på en anden måde: Institutioner har frihed til at gøre, som de selv har lyst til (med hurtigtest), ligesom eksemplet med STPS’ egen håndtering med testning af sundhedsansatte viser.

Ser stort på rettigheder

Vi må konstatere, at det generelt ikke har myndighedernes interesse (herunder også Sundhedsstyrelsen, Trafikstyrelsen og Socialstyrelsen) at sikre borgernes rettigheder, når de af forskellige årsager udsættes for diagnostisk rusmiddeltestning i sundhedsvæsenet, under rusmiddelbehandling eller testning på arbejdspladser. Vi undrer os over, at der ikke for længst er sket forbedringer på området.

Styrelsernes passivitet og manglende fokus er i sig selv et faremoment for patientsikkerheden. Det er på tide, at politikerne kommer på banen, og vi opfordrer kraftigt til, at Folketingets sundhedsordførere begynder at stille spørgsmål til myndighedernes adfærd og den manglende lovgivning for klinisk misbrugstestning.

Det er vores håb, at man fremover kan udføre opgaven på en kvalitetsmæssig forsvarlig og etisk korrekt måde.

Henvisninger:

Torben Breindahl, Peter Hindersson, Peter Derek Christian Leutscher, Andreas Kimergård. ‘Nye psykoaktive stoffer kræver et paradigmeskifte i misbrugstestning i Danmark’, Ugeskrift for Læger, 2018, 180(12):V07170564.

Torben Breindahl og Jan Nybo. ‘Er testning for rusmidler ude af kontrol?’, Ugeskrift for Læger, 2016, 178(4): 394

Peter Hindersson, Torben Breindahl, Hans Henrik Jeppesen, Jonas Roer Pedersen. ‘Narkotikatestning for åben skærm: Et skrækscenarium’, debatindlæg i Dagens Medicin, 13. juni 2017.

Veileder IS-2231: ‘Prosedyrer for rusmiddeltestning’. Helsedirektoratet, 2014.

Skriv kommentar