Ung læge digter om jobbet

Ung læge digter om jobbet ’Stregkoden og andre kitteldigte’ hedder en ny digtsamling. Læge Marie Louise Malmstrøm har i en stribe empatiske digte bearbejdet sine oplevelser på jobbet 

Af nogle vejarbejdere fik hun lov til at tage et orange plastiknet, der havde været brugt ved et vejarbejde, og ind i det stak hun grønne plastikhuer, som kollegerne fra mavetarmkirurgisk afdeling havde brugt. Nu står værket i et hjørne i lejligheden og agerer lampe.

Den er et, ja undskyld, lysende eksempel på, at lægeverdenen og kreativiteten møder hinanden overalt i 32-årige Marie Louise Malmstrøms liv. 

Senest i form af hendes digtsamling ’Stregkoden og andre kitteldigte’, der netop er udkommet. 

Alle digtene tager udgangspunkt i oplevelser, hun som ung læge har haft på sine arbejdspladser. 

»Jeg begyndte at skrive digtene, fordi man som læge går meget alene. Jeg havde nogle oplevelser, som ville ud,« siger hun, der i øjeblikket arbejder som reservelæge på mave-tarmkirurgisk afdeling på Rigshospitalet.  

Alle læger tager oplevelser med mentale modhager med hjem fra jobbet. Måske ikke hver dag, men tit, mener Marie Louise Malmstrøm.

»Det tror jeg, at både unge og gamle læger gør. Og det skal man også. Jeg vil gerne tage noget med hjem en gang imellem, for det, som patienterne gennemlever, er ofte ekstreme ting for dem, og deres oplevelser ønsker jeg ikke bare skal prelle af,« siger hun.

Det gør de heller ikke. I digtene tager Marie Louise Malmstrøm ikke udgangspunkt i det faglige, men i det medmenneskelige, og en gennemlæsning af digtsamlingen giver   mest af alt læseren en varm følelse af, at her er en læge, som kerer sig om sine patienter. 

Flere gange har hun læst sine digte højt for sygeplejersker og læger, og »de genkender meget«, fortæller hun. F.eks. nikker alle genkendende til digtet 24 timer, hvor hun beskriver, hvordan en døgnvagt virker.

Hun vil gerne, at kolleger læser med på hendes digte, og derfor har hun valgt at gøre dem gratis for alle. »Og digte kan man heller ikke tjene penge på,« siger hun realistisk. 

Kreativiteten har altid fyldt hos Marie Louise Malmstrøm. Hun spiller klaver, fotograferer, maler, skulpturerer og skriver. Da hun var teenager, overvejede hun at blive musiker, men lægegerningen trak mest. 

»Jeg synes, at jeg i høj grad kan bruge det kreative i det faglige. Det at have et andet liv med kreativitet uden for hospitalet hjælper mig i lægegerningen både menneskeligt og kommunikativt« siger hun.

Og hun elsker at kommunikere med alle typer mennesker. 

Marie Louise Malmstrøm er også ivrig fotograf. I 2009 vandt hun en fotokonkurrence, hvor deltagerne igennem et døgn fik nye fotoopgaver hver time. Hun tog sine fotos på sin daværende arbejdsplads, som var fødeafdelingen på Hvidovre Hospital. 

Hvis du vil anskaffe digtsamlingen ’Stregkoden og andre kitteldigte’ af Marie Louise Malmstrøm, kan bogen downloades gratis på Kitteldigte

Bogen kan også købes som e-bog hos alle større e-boghandlere. Den kan også bestilles i papirform hos boghandlere eller hos forlaget Underskoven, hvor den koster 150 kr. Bogen er på 75 sider og indeholder 53 digte og 3 illustrationer.

Skriv kommentar