København 1986 

Adam Wolf har skrevet to ansøgninger. Én til Udenrigsministeriet og en til Finansministeriet.

Han er snart færdiguddannet kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet. Studenterpolitik har lært ham om kompromiser, pragmatik og taktik. Han er klar til at gøre karriere.

Præget af tidens ånd er det idealistiske og romantiske tanker om verdensfred og en bedre fordeling af resurser, som optager ham mest. Finansministeriet ringer først. Typisk dem at være hurtigst, tænker Adam Wolf, der nok på det tidspunkt bedst ser sig selv i Udenrigsministeriet.

Til samtalen i Finansministeriet kommer den unge kandidat da også op at skændes med interviewerne, som direkte provokerer ham med idéer om kyniske nedskæringer og hård, økonomisk styring. Det ender i en meget ophedet diskussion.

Sikker på, at det gik forfærdeligt, og stærkt bekræftet i, at Finansministeriet ikke er noget for ham, går Adam Wolf derfra og sætter nu sin fulde lid til ansøgning nummer to. Knap er han nået hjem, før de ringer fra Finansministeriet og ansætter ham.

Ulven bider fra sig for første gang. Skaber respekt. 

Vejen er nu lagt for dannelsen af den klassiske embedsmand. En vej, der i dag har givet ham 25 års erfaring i staten og et CV, der tæller jobs i både Finansministeriet, Udenrigsministeriet og Statsministeriet — og ikke mindst Domstolsstyrelsen under Justitsministeriet.

Adam Wolf, der på 21. år er gift med journalist Ulla Pors Nielsen og har to sønner på 15 og 18 år, har også været omkring USA som ambassaderåd og har været ministersekretær for både Schlüter og Nyrup.

I år er manden, der har stået i spidsen for regionernes administrative apparat siden 2012, rykket 35 pladser frem på magtlisten fra nr. 64 til nr. 29 over de mest magtfulde mennesker i sundhedsvæsenet.

Hans andel i styrkelsen af Danske Regioners position det sidste år har afsløret ham som en direktør, der er nede i substansen, og som har særdeles gode strategiske evner.

København 23. maj 2016

Vi er højt oppe under taget i Regionernes Hus på Dampfærgevej 22. I gamle dage gav lanternernes lys pejling til skibene, så de kunne vælge den rigtige kurs, når de skulle lægge til i Frihavnen.

I dag er Lanternegangen, den lange smalle træbelagte gang, der forbinder de to røde tårne på det gamle silopakhus, fyldt med stilethæle og blanke herresko, der har taget den lange vej op ad trapperne.

»Er man lidt ude af kondi,« siger Adam Wolf til en af cheferne.

På Lanternegangen mødes alle chefer og direktører i Danske Regioner hver mandag morgen mellem kl. 9 og 9.30, og sammen udstikker de regionernes kurs og strategi for den kommende uge.

Møderne, der er Wolfs idé, har givet den ellers ubrugte Lanternegang en vigtig, retningsbestemmende funktion. Der er ingen stole i det lange rum, for det er nemlig ikke godkendt til kontor af brandmyndighederne. De 12 centerchefer og direktører, som i dag er mødt op, står på rad og række bag fire høje hvide borde, med pressechefen for enden. Adam Wolf placerer sig over for rækken.

Lige så snart han åbner munden, begynder flere at notere hvert et ord ned på medbragte tablets. Adam Wolf har nemlig meget at sige. Han taler langsomt og roligt, måske nogle gange lidt for roligt. De dybe smilerynker bag de sorte briller bliver brugt flittigt, også selvom det især er økonomiforhandlingerne, der fylder på dagens møde.

Wolf tror desværre, at regionerne kommer til at kæmpe mere end først forudset. Der diskuteres argumenter i forhandlingerne, nye retningslinjer for fedmeoperationer.

»Og så skal vi lige have jurister og andre gode folk til at se på hjemlen til den nye institution til psykisk syge, som vi har foreslået. Vi møder en vis skepsis i forhold til sundhedsloven,« siger Adam Wolf. En af centercheferne nikker.

Informationsdeling ser Adam Wolf som en af de mest centrale opgaver i sit arbejde som direktør.

»I det her hus har man et meget selvstændigt ansvar, men hvis ikke alle har samme verdensbillede, så er det rigtig svært at navigere. Hvis der f.eks. sidder nogle i forhandling med Sundhedsministeriet på kontorchefsniveau og ikke aner, hvad jeg eller Erik Jylling (regionernes sundhedspolitiske direktør, red.) går og taler med andre om, så kan de jo ikke navigere,« siger Adam Wolf.

Adam Wolf kender departementscheferne, og han ved, hvad de tænker. Okkels i  Sundhedsministeriet, Kettel i Statsministeriet og Præstegaard fra Finansministeriet er gode at have samtaler med. Men det gælder hele tiden om at forbinde trådene. At navigere i den store tværpolitiske, tværfaglige og tværregionale organisation — som skal lytte til stærke holdninger fra både Sundheds- og Finansministeriet, og som samtidig har en kæmpe økonomi og konstant er i mediernes søgelys — er en kæmpe udfordring.

Bestyrelse, formandskab og regionsdirektører har i dag en rigtig god dialog, synes Adam Wolf.

Men det har taget noget tid for ham at komme ind i Danske Regioner.

»I begyndelsen fik jeg åbent at vide fra regionsdirektørerne, at jeg ikke havde lagt Finansministeriet bag mig. De sagde til mig, at jeg tænkte for meget som dem inde i ministeriet og talte for meget med dem, og at nu måtte jeg altså til at repræsentere regionerne. Er du med os eller dem? — var den underliggende tone lidt. Jeg sætter virkelig stor pris på, at de var så direkte og ærlige. Siden tror jeg dog, at jeg har bevist over for dem, at jeg udelukkende bruger mit netværk til at styrke regionernes position. Hvis jeg f.eks. ved, at Finansministeriet har tænkt sig at tromle noget igennem med 100 km i timen, så kan det være, at regionerne ligefrem vil få en fordel ved at gå forrest,« siger Adam Wolf og uddyber:

»For at være en del af det, jeg kærligt kalder Sundhedsbroderskabet, skal man tale et bestemt sprog. Og det er der nogle, der bare kan. Det er dem, som kan 10-15 års sundhedshistorik og diskussion udenad. Det kan jeg ikke altid, men jeg kan så det sprog, man taler inde på Slotsholmen, og jeg ved, hvad der tæller og ikke tæller derinde. Det er nogle gange ekstremt vigtigt, hvilket sprog man præsenterer tingene i, og at man trykker på de rigtige knapper,« siger Adam Wolf, der ikke lægger skjul på, at Erik Jylling netop er blevet ansat som en stærk del af Sundhedsbroderskabet og for at supplere direktionen, når det kommer til sundhedsfaglighed.

Han indhenter i år en 19. plads — hele 10 pladser over Adam Wolf på magtlisten.

Forskellige sprog taler også direktøren og formanden, Bent Hansen. I hvert fald når det kommer til tonefald. Adam Wolf har et godt forhold til både formanden og næstformanden Jens Stenbæk, men det er især formanden, som han dagligt diskuterer anliggender med. Og selvom Adam Wolf aldrig selv har været fan af en fodboldklub og normalt overlader dette til sin 15-årige søn, blev han alligevel nødt til at melde kulør og blive FCK-fan, når Bent Hansen var i København.

»Han tvinger mig jo ud i det, når han hele tiden taler om AGF eller FCM, eller hvem det nu er, han snakker om, ligesom han ofte gør en pointe ud af at fortælle mig, når han skal tilbage til hovedlandet og den vigtigste by igen. Han må jo ikke komme for godt i gang,« siger Adam Wolf.

Og måske tager Bent Hansen alligevel ikke drillerierne så ilde op endda — i hvert fald betegner han stadig Adam Wolf som en fagligt stærk direktør, som han ikke forstår først er hoppet opad på listen nu.

Bent Hansen sætter uendeligt meget pris på Wolf, siger han, bl.a. fordi Wolf kan sige ham imod.

Washington 1996

Adam Wolf er ambassaderåd på den danske ambassade. En unavngiven erhvervsorganisation er særligt aggressiv i forhold til at få ambassaden til at arbejde for deres interesser. Adam Wolf kommer op at skændes med direktøren, fordi han synes, at han går alt for langt i sin iver efter at få en offentlig myndighed til at være et instrument for dem.

Senere er organisationen på et delegationsbesøg, der indebærer en middag hjemme hos ambassaderåden. Den slagne direktør rejser sig op og holder en tale for værten. Faktisk sætter han stor pris på samarbejdet, fordi Adam Wolf kan fortælle ham, at han skal ’gå ad helvede til’ på en måde, så han glæder sig til rejsen.

Ulven bider igen og opnår respekt.

Den mindeværdige tale bliver et holdepunkt for Wolf, der sidenhen har haft til mål at blive lyttet til, når han siger noget, der er vigtigt.

»Selvom det er diplomatisk pakket ind og med et glimt i øjet og tilsat lidt ironi, så er man er sgu nødt til at kunne sige rend og hop en gang imellem, ellers er man ikke sin opgave voksen,« siger Adam Wolf og fortsætter:

»Jeg tror, der er nogle, der mistænker mig for at være lidt for blød over for interessenter. Det kan jeg faktisk huske, at Bent Hansen også gjorde i starten. Det er jeg ikke nødvendigvis, men det er rigtigt, at jeg måske ikke udstråler at være skrap, fordi meget af min opgave også ligger i at bygge bro mellem regionerne og staten.«

København, fredag 13. maj 2016

I dag vendes økonomiforhandlingerne igen over telefonen med Bent Hansen. Bent Hansen har hørt noget vigtigt, siden de talte sammen i går med Jens Stenbæk ude på Slotspladsen. Det samme har Adam Wolf.

De to informationer er puslebrikker, der skal skabe et samlet billede af, hvor staten er på vej hen, og hvor Danske Regioner skal placere sig, når de sidder over for Sophie Løhde og Claus Hjort i økonomiforhandlingerne. Samtidig er handlingsplanen for Den Ældre Medicinske Patient nu for alvor begyndt at køre i medierne.

Bent Hansen skal ud og udtale sig om emnet og vender kort med sin direktør, hvad der er klogest at sige. Endelig kan Adam Wolf advare sin formand om, hvilke sager, han vurderer, er på vej. I øjeblikket er det Medicinrådets mere formelle, juridiske konstruktion, som skal organiseres.

Adam Wolf bruger bl.a. sit formandskab til at teste ét centralt spørgsmål: Hvad kan flyve i bestyrelsen?  

At bevæge sig væk fra centraladministrationens boble har været et afgørende karriereskifte for Adam Wolf. Det direkte driftsansvar tiltaler ham, som når han helt konkret kan arbejde for at nedbringe sagsbehandlingstider hos domstolene og med at fremme en mere værdibaseret styringsform i sundhedsvæsenet.

Samtidig har han altid gået efter de jobs, hvor der har været størst rum for forandring og udfordring, f.eks. som projektleder i Den Digitale Taskforce og som ansvarlig for implementeringen af domstolsreformen.

Men det var faktisk aldrig drømmen at blive embedsmand, heller ikke i studietiden, og han synes derfor, det er ironisk, at han er blevet det i så høj grad. Han tænkte mere, at han skulle være journalist. Til gengæld har han giftet sig med en, og det gav i begyndelsen visse udfordringer.

Som ministersekretær for Poul Nyrup vidste Adam Wolf ting, som hans kone gennem 21 år, Ulla Pors Nielsen, der dengang var på TV2, ville have elsket at vide. Men parret har altid haft den aftale, at Adam Wolf ikke fortæller noget.

»Som journalist kan hun ikke leve med at vide noget, som hun ikke kan rykke på, og dem, jeg taler med, skal vide, at de har fuld fortrolighed med mig. Aftalen har aldrig været noget problem,« siger Adam Wolf.

For en anonym embedsmand er det ikke nødvendigvis et succeskriterium at havne på en magtliste — tværtimod, og det kan man også mærke på Adam Wolf, der indrømmer, at havde han i dag været i et ministerium og ikke en interesseorganisation, havde han måske ligefrem syntes, at det var en smule farligt at ligge højt på listen.

Hans fremmeste opgave er nemlig at arbejde for organisationen og skubbe politikerne frem på den bedste måde. Derfor har han også svært ved at tale om personlig magt som noget, man har i lommen. Den er ifølge ham dybt afhængig af de rammer, man har, og af situationen.

Er man dygtig, kan man udnytte og måske endda skubbe til de rammer over tid.

»Jeg har meget svært ved at adskille min egen magt fra regionernes, da vi arbejder som et kollektiv, og da jeg er meget stolt af mine medarbejdere,« siger han og fortsætter:

»Jeg prøver at kombinere, hvad vores politikere mener, med hvad de forskellige regioner mener. Det skal igen kombineres med, hvad ministrene, staten og Folketinget mener. På baggrund af det billede udstikker vi sammen en vej, og så går politikerne i front, mens det er os, der sidder bagved og er med til at støbe kuglerne,« siger Adam Wolf.

Regionerne har ifølge flere det seneste år opnået større anerkendelse og er blevet bedre til offensivt at fremhæve gode resultater. Nogle kilder omkring direktøren mener, at han har spillet en stor rolle i fremgangen.

Selv er han særligt glad for, at man har formået at få vendt diskussionen om nedlæggelse af regionerne, en trussel, der har været en kæmpe udfordring og en helt afgørende ramme at arbejde under.

»Man har ikke meget magt, hvis man er lukningstruet, for hvem vil lytte til dig, hvis du ikke er her i morgen? Jeg synes, det er vigtigt at bemærke, hvordan de få, der i dag taler om at nedlægge regionerne, ikke længere siger, at det er, fordi vi gør det dårligt,« fortæller Adam Wolf.

Fredag 20. maj 2016
Det store  mødebord i den anden ende af Adam Wolfs kontor bliver fyldt op på samlebånd med møder af en halv times varighed.

I dag gælder det interne møder om økonomiforhandlingerne og etableringen af Medicinrådet. Sidstnævnte er en smule hektisk. Der skal styr på, hvornår KRIS og RADS formelt lukker ned, og hvordan regionerne tackler den optimistiske tidsplan og kontakten til industrien. 

»Der skal løbes rigtig hurtigt fra nu af og til sommerferien,« vurderes det. 

I løbet af en dag stikker Adam Wolf ofte hovedet ind ved siden af til sekretariatschef Katrine Tang, som er en tæt medstrateg og den person, som direktøren rådfører sig med, når processer skal planlægges, og møder skal tages.

Og møder er der mange af. Dagene går med møder, og aftenerne med forberedelse til møderne. Der er hyppige videomøder med regionsdirektører og formandskabet. Weekenderne tages også i brug.

»Sådan har jeg altid arbejdet,« siger Adam Wolf og smiler. På væggen bag ham lyser fire skrig-orange billeder kontoret op. De forestiller den underjordiske Antilope Canyon i Utah, og han har selv taget dem.

»Ikke flere canyons!«
Da Adam Wolf var i det sydvestlige USA med sin kone og to sønner, havde han glædet sig helt vildt til at vise dem det store højdepunkt, Grand Canyon. Men da de nåede frem, havde sønnerne set så mange canyons, at de var fuldstændigt uimponerede.

»Der overdrev jeg nok lidt,« indrømmer Adam Wolf. Men grundighed er et gennemgående karaktertræk hos direktøren.

Ofte er alle historiske bøger om et rejsemål læst på forhånd og området researchet til bunds. På en anden tur til Indien valgte hans to sønner at strejke i en dag og slappe af ved poolen. Nogle af familierejserne har fået betegnelsen ’Crazytours’, fordi man altid lige skal tage omvejen for at se noget ekstra.

Adam Wolf blev tidligt engageret i sin omverden, og det har forfulgt ham lige siden.

Han er enebarn, og ved middagsbordet i barndomshjemmet i Humlebæk lærte han meget tidligt at diskutere og interessere sig for politik og samfund. Hans far var kriminolog og sociolog og havde været embedsmand ved politiet og i kriminalforsorgen, mens hans mor var lokalpolitiker for De Radikale i det, der i dag er Fredensborg Kommune.

Faderen ville gerne diskutere ret og retfærdighed, mens moderen kunne give et indblik i politisk taktik og flertal og mindretal.

Men lokalpolitik var nu alligevel for småt for den unge mand. Verden kaldte. Og mens Woodstock festival-filmene blev set om og om igen i biografen, blev clashet mellem lokalpolitik, dansk politik og den store vide verden mere og mere fascinerende for den unge Adam Wolf. Som nyudklækket student besluttede han sig for at hoppe på den transsibiriske jernbane helt alene. Men med det tvist, at han ikke måtte bruge fly, fra han stod på toget i København, til han nåede Yokohama i Japan.

»Jeg havde den vanvittige idé, at det var forkert at flyve, når man skulle se verden. Det var typisk — så havde man nogle principper, og så skulle man følge dem,« siger Adam Wolf, der mener, at han som enebarn måske har lært at håndtere ting selv.

Den robusthed blev særligt vigtig, da Adam Wolf i 2010 som direktør i Domstolsstyrelsen fik stærk kritik af Rigsrevisionen for implementeringen af Den Digitale Tinglysning. Tusindvis af danskere måtte vente i måneder på at få tinglyst ejendomshandler. Selvom han sørgede for at rydde op inden sin afgang i 2012, og selvom den Digitale Tinglysning i dag er en stor succes, så var oplevelsen en hård omgang.

»Det var nok den hårdeste periode i mit liv — både professionelt og personligt, fordi det fyldte så meget, og fordi jeg tænkte på det døgnet rundt og derfor ikke kunne være der så meget for min familie. På arbejdet var det også vigtigt, at jeg var stærk og holdt andres mod oppe, særligt fordi vi også var i færd med en kæmpe reform af domstolene samtidig.  Jeg tror, det kunne have knækket andre, men jeg har faktisk en meget robust psyke, som jeg også tror skyldes mine rejser helt alene ude i verden,« siger Adam Wolf.

Torsdag 4. februar 2016
Adam Wolf og formandskabet i Danske Regioner er spændt. I dag er udspillet til regionernes nye Medicinråd på dagsordenen i bestyrelsen. Der er blevet truffet et barskt valg undervejs. Enten skulle der køres en åben og inddragende proces med alle interessenter, eller også skulle kun baglandet være med. Det var et dilemma, men Wolf har sammen med formandskabet valgt det sidste. Formandskabet har selvfølgelig testet, om planen er gangbar i de to største partier, men bestyrelsen og de fem regioner har haft store diskussioner om retningen for Medicinrådet undervejs. Nogle vil stramme lidt her, andre vil løsne lidt der. Har man fundet den rigtige balance? Har man ramt deres ønsker i modellen? 

Adam Wolf aner ikke, om han har mandat til noget som helst.

Men ved behandlingen af punktet kan han ånde lettet op. Der bliver givet grønt lys til at gå ud med planen næste dag. 

Han ved, at den lukkede proces vil give mange klø i de kommende dage, men han føler ikke, at der har været noget valg. Danske Regioner kunne ikke gå ud med noget tidligere, hvis det ville falde i bestyrelsen.

Efterfølgende ender hårdt arbejde i ministeriet og blandt Folketingets politikere også med opbakning til regionernes udspil, ligesom flere samarbejdspartnere, som skal være med til at revidere og videreudvikle planen, stiller sig bag det. 

Ulvens udholdenhed skabte respekt.