Foto: Lars Andersen

Ulighed i børnesundhed i Danmark Alle børn i Danmark har lige ret til sundhed, men for en udsat gruppe børn og unge med anden etnisk baggrund holder det ikke i praksis. Vi har ikke tilbud til dem. Kun til deres forældre.

Formelt set har alle børn lige adgang til sundhedsvæsenet. Men vi har ladt en sårbar gruppe børn i stikken. Dem skal vi komme i møde, hvis vi i praksis vil behandle alle lige. 

For en gruppe af familier med anden etnisk baggrund er det svært at finde rundt i vores system, og særligt for traumatiserede flygtningefamilier og uledsagede mindreårige er der mange snubletråde. Men til forskel fra voksne har vi hverken klinikker for transkulturel psykiatri eller indvandrermedicin for børn.

Danmark er i verden, og verden er i Danmark. Det illustrerer blandt andet den aktuelle krise i Afghanistan. Til gengæld mangler det globale i det lokale i vores debat om lighed i sundhed, særligt i børnehøjde. 

Får ikke nødvendig hjælp

Som speciallæger i pædiatri og børne- og ungdomspsykiatri møder vi en gruppe børn og unge, der i praksis ikke har lige mulighed for undersøgelse og behandling. Det er en gruppe af de børn, der er immigreret hertil. 

I Danmark har vi fokuseret på de voksne og har overset børne- og familieperspektivet

De eller deres forældre er kommet hertil af forskellige årsager. En stor andel er flygtninge eller familiesammenførte, og en lille, men særlig gruppe er de danske børn, der er på vej hjem fra syriske fangelejre.

Blandt denne gruppe børn og unge har vi mødt flere, der trods talrige indlæggelser på både børneafdelinger og børnepsykiatriske afdelinger er faldet igennem og ikke har fået den nødvendige hjælp. For snubletrådene er mange: traumer, sprogbarrierer, kulturforskelle i både sygdomsmønstre og sundhedsadfærd, begrænset kendskab til det danske sundhedsvæsen, mangelfuld sygdomsindsigt, juridiske forhold, socioøkonomi og berøringsangst hos både familier og behandlere. Hyppigt er tværfaglige og tværsektorielle overgange også med til at gøre disse forløb vanskelige at håndtere.

Ensidigt fokus på de voksne

For at lette indgangen til vores sundhedssystem havde alle nyankomne flygtninge og familiesammenførte tidligere adgang til en forebyggende helbredsundersøgelse. Men det tilbud har kun enkelte kommuner valgt at opretholde systematisk.

Flere andre lande kommer familierne i møde og har tilbud med transkulturelt perspektiv på symptomer og behandling til børn. I Danmark har vi fokuseret på de voksne og har overset børne- og familieperspektivet. Det på trods af, at børnene kan være dobbelteksponerede til traumer; de kan være direkte traumatiserede selv og indirekte, når forældrene er traumatiserede og belastede.

Vores kulturelle baggrund er med til at sætte rammen for vores følelser, kognition, udtryk og adfærd. Den er med til at markere grænsen for, hvad vi betragter som normalt og abnormt. Både for somatisk og psykiatrisk sygdom, men også for hvad vi opfatter som sundhed og trivsel. 

Geografi og kultur

Det er veldokumenteret, at psykiatriske symptomer og sygdomme har forskellig forekomst og præsentation i forskellige kulturer og regioner, og at tilgangen til behandling også varierer. 

Derfor er transkulturel psykiatri et veletableret begreb og et selvstændigt område under World Psychiatric Association. Det dækker udover de vanlige kliniske og videnskabelige dimensioner af biologi og psykologi også over elementer af antropologi, sociologi og sprogvidenskab. 

Også i somatisk sygdom spiller geografi og kultur ind på både hyppighed, udtryk og håndtering. Eller mangel på håndtering, for tidligere begrænset adgang til sundhedsvæsenet og forebyggende undersøgelser er ofte et problem. 

Disse børn har ikke en ressourcestærk familie eller en stor patientforening i ryggen

Lad os komme børnene i møde

Det har vi anerkendt med tilbud om transkulturel psykiatri og indvandrermedicinske klinikker, men igen er de kun for voksne. Ikke for børn. Og ikke med familieperspektiv. Men når vi ekskluderer børnene, bidrager vi til ulighed i sundhed. Nu og på sigt. 

Derfor skal vi komme børnene i møde. Det gælder den syriske pige med posttraumatisk stresssyndrom, der i måneder har været på flugt til fods med sin familie. Den marokkanske gadedreng, der er kommet hertil alene, uvaccineret og svagthørende. Og det gælder familien med akut traumereaktion efter en tumultarisk evakuering fra Kabul. For blot at nævne nogle af de børn, vi har mødt, der har været for længe undervejs i vores system. 

De havde alle svært ved at finde vej, og vi kom dem ikke i møde.

Ikke en patientforening i ryggen

Danmark er i verden, og verdens børn er i Danmark. Men for nogle af dem, der har brug for udredning og behandling, er der stadig snubletråde i vores sundhedssystem. 

Hvis vi vil komme denne gruppe af sårbare børn og unge i møde, har vi brug for én dør, én indgang, til en koordineret specialiseret pædiatrisk og børnepsykiatrisk vurdering med inddragelse af andre relevante specialer og faggrupper.

Disse børn har ikke en ressourcestærk familie eller en stor patientforening i ryggen. Derfor mener vi, at lige adgang til sundhed i Danmark – i praksis, og også for børn – også inkluderer denne gruppe af børn. 

Som sundhedsfaglige opfordrer vi hermed vores faglige selskaber Dansk Pædiatrisk Selskab og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab samt Lægeforeningen til at sætte disse børn og unges sag på den sundhedspolitiske dagsorden, ligesom vi inviterer til en bredere samtale med andre relevante faggrupper, organisationer, styrelser, sektorer og politikere.

Skriv kommentar