Tre almen medicinere: Derfor har vi valgt almen praksis fra

Tre almen medicinere: Derfor har vi valgt almen praksis fra Hver sjette speciallæge i almen medicin arbejder ikke i almen praksis. For lidt tid til for mange opgaver er blandt forklaringerne, som tre almen medicinere på sygehusene nævner overfor Dagens Medicin.

750 ud af godt og vel 4.500 speciallæger i almen medicin arbejder uden for almen praksis ifølge en analyse fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO). De fleste arbejder på offentlige hospitaler og psykiatriske sygehuse, og over halvdelen af dem varetager en stilling som overlæge, viser analysen med tal fra 2016. Dagens Medicin har talt med tre speciallæger i almen medicin om, hvorfor de har valgt en anden vej end arbejdet i en praksis.

Christina Høegh Reisenhus, overlæge på Smertecenter Middelfart, Sygehus Lillebælt.

Hvad har du lavet siden du færdiggjorde speciallægeuddannelsen?

Jeg blev speciallæge i 2014 og havde umiddelbart efter en vikardag i almen praksis om ugen, og de resterende dage var jeg ansat som sundhedskoordinator i Region Syd under Give Friklinik. Siden marts i år har jeg været overlæge på Smertecenter Middelfart.

Hvorfor valgte du speciallægeuddannelsen i almen medicin?

Fordi jeg interesserer mig for det hele menneske, for både det psykiske, det somatiske og det sociale. Og fordi jeg havde et par fantastiske tutorlæger i turnus i almen praksis, der overbeviste mig og var gode forbilleder. Jeg kan godt lide helhedsbilledet. Jeg kan godt lide at følge diversiteten hos patienterne, og at man ser alt fra lægefaglige ubetydeligheder til større ting. Og jeg kan godt lide det lægefaglige detektivarbejde. Og så valgte jeg sådan set også almen medicin, fordi jeg ikke så mig selv som en del af et rigidt sygehusvæsen, og jeg tænkte, man har mere selvbestemmelse i almen praksis. Der føler jeg mig lidt snydt, for jeg synes, at ansvaret er blevet større, men selvbestemmelsen er blevet mindre over årene.

Fortryder du din speciallægeuddannelse?

Nej, for det har åbnet for rigtig mange andre muligheder. Min tanke, da jeg valgte almen medicin, var, at man altid kan finde en stilling, man kan bestride, og hvor specialet er relevant.

Hvordan kan du bruge din faglighed i dit nuværende job?

Jeg kan bruge den brede forståelse for menneskelige reaktioner og den brede medicinske forståelse. Jeg har en forståelse for både arbejdsvilkår i praksis og på sygehusene, og så er jeg generalist, og stirrer mig derfor ikke blind på små detaljer.

Hvornår fandt du ud af, du ikke havde lyst til at arbejde som praktiserende læge?

De sidste par år af min speciallægeuddannelse tænkte jeg, at det i hvertfald ikke var det, jeg skulle til at begynde med. Og jeg har heller ikke senere fundet lysten til at købe en praksis, selvom jeg egentlig tænkte, jeg bare skulle ud og snuse lidt.

Hvorfor fravalgte du arbejdet i almen praksis?

Siden jeg kom ud fra universitetet i 2007 og ret hurtigt tænkte, at jeg skulle være praktiserende læge, synes jeg, at vilkårene i almen praksis har ændret sig enormt meget. Nogle ting har været gode, men der er også kommet et tiltagende krav om dokumentation og en stadigt stigende strøm af vejledninger, retningslinjer, cirkulærer og bekendtgørelser inden for alle områder. Tiden er knap og mængden til tider uoverskuelig. Man synes hele tiden, at man hænger i en klokkestreng for at give patienterne tidspunkter der er rimelige, og derfor må man skubbe alt det administrative til efter kl. 16. Jeg synes, frihedsgraderne er indskrænket over tid. Det er delvist derfor, jeg fravalgte at købe egen praksis, men også fordi jeg tænkte, at det ikke er så nemt at komme ud af igen. Man har jo en kæmpe ansvarsfølelse overfor sine patienter. Det er altså nemmere at blive skilt fra manden, for der skal man ikke finde nogen, der vil overtage.

Kunne du forestille dig at finde arbejde i almen praksis på et senere tidspunkt ?

Måske. Hvis jeg kan finde et sted, hvor man ikke tænker, at arbejdspresset bare bliver større og større og kollegerne ældre og ældre, mens man overtager flere og flere opgaver. Det kræver nok, at vi bliver flere praktiserende læger.

Region Syddanmark oplever jeg ikke som så konfrontatoriske over for almen praksis, men mange offentlige udtalelser fra bl.a. forskellige politikere i Region Hovedstaden og Ulla Astman i Nordjylland, synes jeg, viser en manglende respekt for vores arbejde og opgaver, og det udmatter. Det fjerner min lyst. For mig handler det på ingen måde om penge. Jeg tjente hellere mindre og havde en hverdag og et arbejdsliv, jeg kunne holde til.

Kan du forstå, at nogle mener, at almen praksis har brug for de almen medicinere, der uddannes, fordi der er en mangel på praktiserende læger på landsplan?

Det kan jeg godt følge og forstå, men jeg tror ikke, tvang fører til noget godt. Almen medicinere har desuden altid været andre steder end i almen praksis, og det skulle man måske nærmere tænke over styrken i. Der findes jo ikke noget speciale i intern medicin længere, og derfor ser man andre steder styrken i, at er det vigtigt, at almen medicinerne kan samle trådene på sygehusene engang imellem.

Kan du se dig selv på et tidspunkt søge mod almen praksis?

Ikke umiddelbart. Måske ad åre, men i så fald ikke i en praksis, jeg selv ejer. Alt det jeg har lyst til, har jeg i min nuværende stilling. Vores afdeling er på størrelse med en større praksis, vi er tværfaglige, som jeg trives rigtig godt med, vi har et uformelt arbejdsmiljø og en god ledelse. Men jeg slipper for at stå alene med akkrediteringer, økonomi, ansvar for enhver ansat, tilbagebetalingskrav, brede urealistiske behandlingskrav og at blive talt ned i medierne. Og så oplever jeg, at jeg har tid til mine patienter i det daglige og gør det, jeg kan lide og er god til.

Torsten Wentzer Licht, overlæge og konstitueret klinikchef på Smertecenter Give, Give Sygehus.

Hvad har du lavet siden du færdiggjorde speciallægeuddannelsen?

Da jeg blev færdig i september 2013, vidste jeg allerede, at jeg ikke skulle købe en praksis. Grundlaget var bl.a. den verserende konflikt mellem PLO og Danske Regioner, og jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at lave noget andet. Derfor søgte jeg til Friklinikken i Give, efter jeg blev uddannet speciallæge, og det har jeg ikke fortrudt siden. I dag er jeg blevet konstitueret klinikchef for hele friklinikken, så der bliver jeg.

Hvorfor valgte du speciallægeuddannelsen i almen medicin?

Det var pga. diversiteten. Efter turnus, først på sygehuset og derefter praksis, var min primære motivation, at jeg gerne ville være selvstændig og selv kunne bestemme over min dagligdag.

Har du fortrudt at du valgte almen medicin?

Nej, det er en rigtig god bred uddannelsesbaggrund.

Hvordan kan du bruge din faglighed i dit nuværende job?

De patienter, der er her på smerteklinikken, er jo sådan set et selekteret patientgrundlag fra almen praksis. Det er alment praktiserende læger, der henviser kroniske smertepatienter til mig. Det er de samme patienter, som jeg tidligere så ude i almen praksis, så der bruger jeg selvfølgelig min almen medicinske viden. Forskellen er, at her har vi meget mere tid til at undersøge patienten end i almen praksis, og det er rigtig tilfredsstillende.

Hvorfor er du ikke gået ind i almen praksis?

Jeg synes overordnet set, at der bliver pålagt almen praksis flere og flere opgaver. Mit indtryk har været gennem en årrække, allerede fra jeg var i turnus, at der generelt er kortere tid til håndtering af patienterne. Og flere opgaver på mindre tid giver selvfølgelig et større arbejdspres. Min fornemmelse er også, at mange af mine kolleger, som har egen praksis, virker pressede. Det har jeg ikke umiddelbart lyst til, at sætte mig selv i, så derfor har jeg valgt noget andet.

Kunne du se dig selv i egen praksis på et tidspunkt?

Jeg vil aldrig sige aldrig, men som det er nu, kommer jeg nok ikke i almen praksis. Så længe jeg har mulighed for at arbejde på den måde, jeg gør i dag, vil jeg hellere det. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke om måske fem-ti år synes, at det bliver spændende at vende tilbage.

Hvad skal der til, for at du vil synes, det kunne være spændende at vende tilbage til almen praksis?

Jeg synes, at flere og flere opgaver er blevet pålagt almen praksis, og det er jo også det, som PLO virker interesseret i med f.eks. den seneste overenskomst. For mig ville det give mening,  hvis man f.eks. havde såkaldte helsestationer, som man har i Norge, der håndterer den profylaktisk forebyggelse af børn. Det er noget, man i almen praksis næppe har lyst til at give afkald på, men det kunne frigøre mere tid og aflaste almen praksis.

Kan du forstå, at nogle mener, almen praksis har brug for de almen medicinere, der uddannes, fordi der er en mangel på praktiserende læger?

Jeg kan godt forstå det. Hvis man bruger en ressource til at uddanne en læge til praktiserende læge, og den pågældende så går en anden vej, så er det da en skuffelse for den indsats, man har sat i værk. Omvendt må man sige, at vi lever i et dynamisk samfund, og tingene ændrer sig. Det må jo samtidig også være en erkendelse af, at det er knap så attraktivt at være i almen praksis i dag end det tidligere har været.

Jeg tror, mange gerne vil være praktiserende læger. Spørgsmålet er, om man kan harmonisere antallet af opgaver og den tid, man har til at løse dem. Kunne man ændre på den ligning, tror jeg, det vil ændre meget.

Anders V. Krusenstjerna-Hafstrøm, overlæge på Akutmodtagelsen på Holbæk Sygehus.

Hvad har du lavet, siden du færdiggjorde speciallægeuddannelsen?

Jeg har været fast tilknyttet i Holbæk siden 2013, og det har så være afbrudt af et halvt års ophold på akutmodtagelsen i Slagelse. Jeg blev speciallæge i 2013 og ansat direkte på akutafdelingen derefter.

Hvorfor arbejder du der?

Det var i princippet hele tiden planen, at jeg ville være akutmediciner, og så fandt jeg ud af, at almen medicin var den bedste vej, når vi nu ikke havde noget akut speciale i Danmark. Undervejs var jeg en lille smule i tvivl, mene endte alligevel i akutmedicin.

Hvad gik din tvivl på?

Jeg var i forhandlingsforløb med tre andre yngre almen medicinere om at overtage fire ældre lægers praksis og lægge det sammen til en stor praksis. Jeg blev kontaktet af de tre andre, og så tænkte jeg, at hvis jeg nogensinde skulle ud i almen praksis, skulle det være i sådan en konstellation. Jeg ville have haft meget selvbestemmelse, og det var noget helt nyt, så det passede mig egentlig godt. Det forhandlede vi om i et års tid, før det faldt til jorden, og så vendte jeg tilbage til den oprindelig ide, som var akutmedicin.

Hvorfor faldt det til jorden?

Der var flere årsager til, at det ikke skete. Der var nogle overenskomstforhandlinger, som så ud til at ende i konflikt, og så havde forhandlingsforløbet varet i lang tid, og i sidste ende var det prisen, vi ikke kunne enes om.

Hvad kan du bruge din faglighed til i dit nuværende job?

Jeg tænker, at det er en ret god ballast for at være på en akutafdeling, fordi jeg kender primærsektoren så godt, som jeg gør. Jeg ved, hvad for begrænsninger og muligheder, der er ude i primærsektoren. Og så har jeg været vant til at se på den brede patinet. Så for mig var springet ikke så langt fra almen praksis til akutafdelingen, for 90 pct. af det, jeg laver i akutafdelingen, er vel egentlig almen medicin, hvor de sidste 10 pct., er intensiv eller kirurgi. Men spændingsfladen er meget den samme.

Så hvorfor er det egentlig, du hellere vil være på en akutafdeling?

Jeg kan rigtig godt lide den skæringsflade, der er med de andre specialer. Jeg kan lide den supervision jeg har, den store bredte af de yngre læger, der er, og så er jeg heller ikke færdig med at udvikle mig fagligt. Jeg har nogle rigtig dygtige kolleger, som jeg spejler mig i og lærer en masse af hver dag. Det, synes jeg, der er en eminent mulighed for på et sygehus. Der er nogle ting i  almen praksis, jeg ikke bryder mig så meget om, og som jeg slipper for her. Det er bl.a. attestarbejde for kommuner og samtaleterapi. Jeg er mere til det internt medicinske og kirurgiske.

Kunne du tænke dig at arbejde i almen praksis på et tidspunkt?

Jeg tænker, at min plads er på en akutafdeling. Der skal ske noget drastisk, for at jeg kommer ud i almen praksis. Det kunne f.eks. være væsentligt forværrede arbejdsvilkår på akutmodtagelsen. Men jeg er jo glad for at have den almen medicinske-baggrund at kunne komme tilbage til, hvis vilkårene på sygehusene bliver så forringede, at det bliver en mulighed. Min far er praktiserende læge, så jeg kender det godt, og det at være selvstændig er ikke noget der afskrækker mig på nogen måde. Men rent interessemæssigt er jeg et andet sted i øjeblikket. Det var primært den manglende mulighed for at blive speciallæge i akutmedicin, der betød, at jeg blev almen mediciner i første omgang.

Kan du forstå, at nogle mener, almen praksis har brug for de almen medicinere, der uddannes, fordi der er en mangel på praktiserende læger?

Jeg kan sagtens forstå synspunktet i forhold til,. at hvis jeg skal være lidt grov ved mig selv, kan man jo sige, jeg har optaget pladsen fra en anden, der kunne have siddet ude i almen praksis. Men jeg kunne ikke vælge akutmedicin og valgte derfor noget, der lagde sig tættest muligt op ad. Så det er ikke sådan, at jeg blev rekrutteret ud til akutafdelingen, den var et valg for mig fra start.

Kommentarer

  1. Det undrer mig overordentlig meget at de unge læger ikke kan se at der ikke længere er nogen som helst risiko ved at “købe” sig egen praksis. Realiteten er at “lønnen” stiger til det dobbelte med det samme, Opsigelsesfristen er ½ år (man skriver bare til regionen og melder fra – jeg har prøvet det..) og eftersom goodwillprisen er nul eller nærmest nul er der ikke længere nogen risiko for køber. Hvis køber alligevel skulle snige sig op på at betale ½ mill. i goodwill skal hun bare være i praksis 1 år før økonomien går lige op med sygehusansættelse 1 år. Helt anderledes ser det ud for sælger som altid vil tabe i forhold til hvad han har givet for den.
    Skulle nogen ønske hjælp og vejledning vedrørende praksiskøb kan de bare ringe til mig.

    1. Risikoen ligger ikke i det økonomiske, men i udsigten til stort og sandsynligvis stigende arbejdspres, med opgaveglidninger, nu godkendt i OK 18, herudover administration og personaleansvar. Det hænger ikke sammen.

  2. Kære Christina og Torsten. Tak for at i ærligt deler jeres tanker om hvorfor i har fravalgt almen praksis trods jeres uddannelse. Kan dog ikke forstå at arbejdsmængden, effektiviseringen, de evige nye opgaver forefindes i mindre grad på sygehuse end i almen praksis. De læger jeg kender på sygehuse knokler som jeg. Men i har måske været heldige. Vi skaber egne arbejdsvilkår, kan selv beslutte modernisering og tilrettelægge arbejdet så det er acceptabelt. Kald det frihed. Så har vi longitudinel patientkontakt. Det finder i sjældent på sygehus. Vi har masser af muligheder for sparring, nær kontakt til kolleger og får lægebrev om alt vi har sendt videre. Det giver mulighed for livslang læring. Efter 30 år i praksis har jeg ikke fortrudt mit valg.

  3. Der bliver kun tale om stigende arbejdspres, hvis alle tænker som dig Jette eller i det hele taget regner med at få en loppetjans selvom man er læge, ønsker deltid, forskning ved siden af, 4 – 6 kvinds kompagniskabspraksis på Rådhuspladsen mv. Måske er tiden moden til kvoter på lægestudiet, men det er meget muligt at det er for sent nu.

Skriv kommentar