Træning til artroseramte virker De patienter, der opfylder kriterierne for knæalloplastik, bør træne op til operationen og træne systematisk efterfølgende.

Dagens Medicin bragte i nr. 1/2017 et indlæg af Michael Krogsgaard, som såede tvivl om effekten af fysioterapi til patienter med artrose.

Professor Ewa Roos har svaret på den konkrete kritik, men Krogsgaards indlæg demonstrerer tydeligt, at der er behov for at klargøre, at fysioterapi til denne gruppe borgere er fysisk aktivitet, vejledning og motivation — og det virker!

Et nyligt Cochrane-oversigtsstudie sammenlignede effekten af fysisk aktivitet og ingen aktivitet. 3.900 deltagere i 54 studier med milde til moderate symptomer på artrose var inkluderet. Studierne omfattede Tai-Chi eller en kombination af styrketræning, funktionel træning og konditionstræning – alle superviseret enten i gruppetræning eller individuelt.

Oversigtstudiet viste god evidens for fysisk aktivitet over hele linjen i perioden for interventionen. På tværs af aktiviteterne var der 12 pct. forbedring at spore i smerteniveau, 10 pct. forbedring i fysisk aktivitetsniveau og 4 pct. forbedring i rapporteret livskvalitet. De individualiserede træningsinterventioner viste en større reduktion i smerte og største forbedringer i fysisk funktion,end gruppeundervisning eller hjemmeprogrammer. 12 studier rapporterede, at effekten også var at spore to-seks måneder efter endt intervention (Fransen et al, 2015).

Resultatet stemmer fint overens med Juhl m. fleres systematiske review fra 2014, hvor forskellige træningsformer sammenlignedes. Det konkluderede, at den superviserede træning bør foregå tre gange ugentligt.

Det centrale spørgsmål er i dag ikke, om fysisk aktivitet virker, men hvordan vi sikrer effekten over tid. Fremtidens forskning vil fokusere på, hvordan selektering af den rigtige træning til den enkelte borger kan fastholde effekten.

Det betyder ikke, at alle borgere kan træne sig ud af behovet for knæalloplastik, men de patienter, der opfylder kriterierne for knæalloplastik, bør træne op til operationen og træne systematisk efterfølgende (Skou et al, 2015). For alle patienter er det altså ideelt at starte med træningen. I praksis bør udgangspunktet altså være træning først for alle artrose-patienter.

I sportsfysioterapien står ofte vi med den aldrende atlet med artrose, som ønsker at blive ved med at være aktiv. Her tager vi udgangspunkt i, hvilke former for fysisk aktivitet der motiverer atleten, som katalysator for at opnå den størst mulige efterlevelse af – og fastholdelse i – den intervention, der bliver iværksat. Vi sætter fysisk træning i hovedsædet og vi ser en opgave i at vejlede atleten – bl.a. om, at slidgigt ikke er en sygdom, men en tilstand, som vi sætter ind overfor med fysisk aktivitet som førstevalg.

KILDER

  1. Juhl, C., Christensen, R., Roos, E.M., Zhang W., Lund, H. Impact of exercise and dose on pain and disability in knee osteoarthritis: a systematic review and meta-regression analysis of randomized-controlled trials (2014). 66(3), 622-36.
  2. Fransen, M., McConnell, S., Harmer, A.R., Van der Esch, M., Sonic, M.,Newell, K.L. Exercise for osteoarthritis of the knee (2015). Cochrane Musculoskeletal Group.
  3. Skou, S.T., Roos, E. M., Laursen, Rathleff, M., Arendt-Nielsen, L., Simonse, O., Rasmussen, S.  A Randomized, Controlled Trial of Total Knee Replacement (2015). N Engl J Med ;373:1597-606. DOI: 10.1056/NEJMoa1505467

Skriv kommentar