Styrk indsatsen mod mæslinger i konfliktzonerne Mæslinger forårsager de allerfleste dødsfald og varige mén i mellem- og lavindkomstlande, og hvis behov og indsats skal stemme bedre overens, må vi intensivere mæslingekampagnerne i netop de områder.

Vi er på tæerne og klar til at håndtere mæslingeudbrud på alle landets børneafdelinger, for det er den mest smitsomme børnesygdom, og i flere europæiske lande tager infektionen til. Men det står værre til for børn i katastrofe- og konfliktzoner. For dér er beredskabet begrænset, selv om børnene i forvejen er mere udsatte, også når det gælder mæslinger. Behov og indsats stemmer ikke overens.

I Danmark har vi et veletableret børnevaccinationsprogram, som siden 1987 også har omfattet mæslinger (MFR-vaccinen). I 2017 troede vi ligefrem, at vi havde elimineret mæslinger. Det havde vi ikke, for selvom vaccinationsdækningen er høj herhjemme, er den ikke så høj, at vi kan undgå nye udbrud.

Men det er intet sammenlignet med den risiko, der er for en epidemi i katastrofeområder eller i konfliktzoner. Mæslinger smitter let og er en alvorlig sygdom. Komplikationerne er mange og tæller bl.a. lungebetændelse, hjernebetændelse og i værste fald død. Så i en tætpakket flygtningelejr som Wau i Sydsudan, hvor jeg arbejdede for Læger uden Grænser, med usikker vaccinationsdækning og særdeles begrænset hospitalsberedskab til at håndtere alvorlige komplikationer, var det en af vores første topprioriteter at starte en vaccinationskampagne mod mæslinger.

Nu arbejder jeg igen på en dansk børneafdeling og har al den backup, jeg kan tænke mig, hvis jeg får et barn ind med mæslinger. Både til at behandle sygdommen, mulige komplikationer og til at forebygge smitte af andre eksponerede børn og voksne i omgangskredsen. Tilmed er de allerfleste danske børn sunde, velernærede og har et godt immunsystem, så de har noget at kæmpe imod med.

Men sådan er det ikke for mine kolleger på vores hospital i Abs i Yemen. Langt fra. Netop nu arbejder de på højtryk for at håndtere de mæslingesyge børn der strømmer til. Forholdene er kummerlige, for børnene, familierne og lægerne. På hospitalet og udenfor. Risikoen for at dø af mæslinger i et konfliktområde som Yemen er meget højere end her – op til 30 gange højere ifølge FN’s Børnefond.

Mæslinger forårsager de allerfleste dødsfald og varige mén i mellem- og lavindkomstlande – 95 pct. af alle dødsfald globalt, anslår Verdenssundhedsorganisationen. Hvis behov og indsats skal stemme bedre overens, må vi intensivere mæslingekampagnerne i netop de områder. Det kan Danmark gøre ved fortsat at støtte vaccinekampagner globalt gennem støtte til humanitære organisationer og Den Globale Alliance for Vacciner og Immunisering (Gavi).

Så vi ikke lader børn i katastrofeområder og konfliktzoner i stikken i kampen mod mæslinger, men hjælper der hvor behovet er størst.

Skriv kommentar