Soumission version 2.0 Vi har fået nogle gæster, som kun vil besøge os, hvis de kan bestemme hvordan vores dagligstue skal være møbleret.

Det bidrager ikke til julestemningen, at lederne af to store universiteter i København tilsyneladende er politisk tonedøve vatnisser.

På KU har en underviser været igennem et sagsforløb, som ville gøre Franz Kafka ære. En lille gruppe studerende anklagede ham for diskrimination på grund af race og køn og for at have et eurocentrisk (!) perspektiv i sin undervisning, og på den baggrund iværksatte ledelsen en undersøgelse, som ikke inkluderede udspørgen af flertallet af elever eller af den (kvindelige!) censor, som havde været til stede ved eksamen, hvor en del af forskelsbehandlingen skulle have fundet sted.

I stedet afhøring med en bisidder, så delikventen kunne forstå, at det var alvor, og efterfølgende naturligvis flossede nerver, sygemelding, psykologhjælp og minsandten et genopdragelsesprogram tilrettelagt af universitetet (hvorfor kommer jeg lige nu til at tænke på Nordkorea?).

På CBS en følsom mørklødet kvinde, som føler sig ekskluderet ved at høre ‘Den danske sang er en ung blond pige’, klager og får en undskyldning. Undskyldning for hvad?

Det forekommer mig, at vi har fået nogle gæster, som kun vil besøge os, hvis de kan bestemme hvordan vores dagligstue skal være møbleret. I privaten ved vi, hvordan vi skal håndtere den slags gæster, men på KU og CBS kniber det helt åbenbart med forståelsen.

I lutter iver efter at fremelske det ideelle menneske har KU indført en nultolerancepolitik overfor diskrimination. Man har ikke tid til at afvente den naturlige indlejring i vores DNA af anti-racistiske holdninger, selvom fremskridtene har været enorme fra mine forældres generation, hvor sorte afrikanere helt ubekymret blev opfattet som undermennesker, der ikke kunne stå på egne ben. Nej, der skal turbo på med bombastiske udmeldinger om nultolerance, og så er det klart at både trolde og måske især hekse ‘vejrer kristenblod’.

Hvis ikke man besinder sig og retter kursen op, kan vi komme til at genopleve det despoti, som hærgede universiteterne i 1970’erne, dengang ganske vist med et andet sigte, men også med den erklærede dagsorden at forbedre (andre!) mennesker. Fundamentalister vil der altid være iblandt os. Men vi er i Danmark. Ikke i Amerikas Splittede Stater og heller ikke i Sverige. Dette er Danmark og ordet er frit.

God jul,

Torben

Skriv kommentar