Skal psykologi og terapi spille en større rolle i psykiatrien? I stedet for at tale fagpolitik, burde vi tale om hvad vi vil med psykiatrien. I Norge har man god erfaring med, at psykologspecialister og psykiatere deler behandlingsansvaret. Det er trygt for patienterne, og det sikrer, at man får hele mennesket med.

I den sidste uge er debatten gået heftigt på de sociale medier efter en artikel i Ugeskrift for Læger, hvor psykologforeningens formand, Eva Secher Mathiasen, forsøger at diskutere en anden måde at organisere udredning og behandling på i psykiatrien.

Ifølge psykologformanden har der været nogle misforståelser, da citater givet til én artikel, efterfølgende er dukket op i en anden og i den forbindelse blevet mere spidsformuleret. Det citat, der har fået læger og speciallæger op af stolene, går på, at psykologer kan opdage og viderehenvise somatiske sygdomme lige så godt som læger.

Dette er selvfølgeligt noget sludder, som Eva Secher Mathiasen efterfølgende har forsøgt uddybet og nuanceret. Og jeg tror, at jeg taler på alle psykologers vegne, når jeg understreger, at man skal have en medicinsk baggrund for at kunne lave en grundig somatisk undersøgelse. Man skal vide, hvad man skal kigge efter, for at parafrasere Gitte Ahle, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Men det som ikke bliver diskuteret, er det som er meget vigtigere end disse fagpolitiske kampe, nemlig videreudviklingen af en moderne psykiatri. Dette er forsvundet i den aktuelle debat. Når man læser eller hører bekymringerne fra dygtige og toneangivne speciallæger i psykiatri, er det især to ting, der fremhæves.

For det første er der en frygt for, at psykiatrien som speciale skal blive mindre attraktivt, og at speciallægernes opgaver kun vil komme til at handle om tvang og medicin, mens alt det, de tidligere blev tiltrukket af, forsvinder i hænderne på andre faggrupper. Når psykiatrien i tillæg bliver svøbt i en diskurs omkring arbejdspres, få ressourcer og alt for få sengepladser samt et generelt negativt omdømme i pressen, er det ikke ligefrem et image, der lokker de unge lovende læger. Men dette er helt klart et problem, vi skal arbejde sammen for at løse, både ved at kæmpe for ressourcer, fortælle de gode historier, men også for at give speciallæger tid og mulighed for at gøre et godt og meningsfuldt arbejde. Men psykiatrien har også andre udfordringer, som jeg vil komme tilbage til senere.

For det andet er der en frygt for, at det skal gå ud over patienterne, hvis behandlingsansvaret deles. Formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab siger i ugeskriftet, at det kun er læger, der har forståelsen for ‘det hele menneske’, og at man ikke kan stille en psykisk diagnose uden at alt det somatiske er gennemgået grundigt forinden.

Hvis man lidt polemisk vender det på hovedet og spørger sig selv: hvordan fungerer psykiatrien i dag og hvordan går det egentligt med at forstå ‘hele’ mennesket? Næsten en fjerdedel bliver akut genindlagt indenfor en måned efter udskrivelse. Og vi ved, at mennesker med psykiske lidelser dør 15-20 år tidligere end resten af befolkningen, men vi ved ikke nok om, hvorfor eller hvordan vi skal imødekomme det. Måske er det på tide at tænke lidt anderledes omkring forståelse og behandling af psykiske lidelser?

Psykiatrien hviler i høj grad på et bio-medicinsk paradigme, der først og fremmest forstår psykisk lidelse som underliggende biologiske sygdomme, der skal behandles på linje med fysiske sygdomme. Dette forskes der rigtig meget i, hvilket er fantastisk, og hvem ved, hvor langt man i fremtiden kan komme ad den vej. Men man bliver samtidigt nødt til at sige, at de seneste 50 års forskning ikke har skabt et kæmpe evidensgrundlag for dette paradigme. Psykiske diagnoser og psykiske lidelser er stadigt først og fremmest deskriptive og vi er (endnu) langt fra at kunne finde og behandle psykiske lidelser på baggrund af underliggende biologiske markører.

Ifølge formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab handler diagnostik om at »skelne det raske fra det syge«, eller at finde det, der adskiller syge mennesker fra raske mennesker. Men når det gælder behandling, eller det at komme sig fra en psykisk lidelse, handler det om at bygge bro mellem det syge og det raske, om at normalisere det, der kan normaliseres, og forstå det, der kan forstås ud fra normalpsykologien.

For kun 20 år siden tænkte man, at mennesker med skizofreni ikke kunne profitere af samtalebehandling, men man er heldigvis blevet klogere i dag. Mennesket er mere end hjernekemi og fysiske sygdomme.

Skyldes den føromtalte overdødelighed og de hyppige genindlæggelser en overdreven tro på bio-medicinske behandlingsformer, med mange bivirkninger og kortsigtede løsninger, eller skyldes det nærmere, at vi er for dårlig til at fange og behandle de somatiske tilstande? Det korte svar er, at vi ikke ved nok, og at svaret nok ligger et sted midt imellem, men det er også disse diskussioner vi skal have, når vi diskuterer om der skal mere psykologi ind i psykiatrien.

Så spørgsmålene, vi skal tage stilling til, er: Kan psykologer gå ind som behandlingsansvarlige i psykiatrien og på hvilken måde? Er det farligt for patienterne, som debatten fokuserer meget på lige nu? Vil vigtige somatiske sygdomme blive overset, enten fordi de fremstår som psykiske lidelser, eller fordi mange mennesker, der kæmper med psykiske lidelser, også kæmper med dårligt helbred? Eller kunne det faktisk være en fordel for mennesker med psykiske lidelser, at man rykkede psykiatrien lidt mere i retning af en mere psykologisk og social forståelsesramme, som supplement til den biologiske? Det er dette, de seneste års forskning i recovery peger på.

Som svar på dette tænker jeg, at det er fornuftigt at lytte til erfaringerne fra Norge, hvor de har haft gode erfaringer med netop den ansvarsdeling, som Eva Secher Mathiesen argumenterer for.

Der havde man den samme diskussion, som vi har nu, tilbage i halvfemserne. Personligt er jeg meget interesseret i denne diskussion, ikke så meget af fagpolitiske grunde, men af faglige årsager, fordi jeg følger de norske fag- og forskningsmiljøer tæt, og ser en noget mere progressiv tilgang, der synes at virke!

På besøg hos norske kolleger har jeg selv observeret, hvordan psykologspecialister og psykiatere er sidestillede, og hvordan dette styrker behandlingen. Læger og psykologer har selvstændigt behandlingsansvar, hvilket fremgår af Psykisk Helseværnloven. Tvangsmedicinering er undtaget. Når en patient bliver indlagt, skal denne selvfølgeligt ses af en læge, der tager stilling til medicin og somatik. Diagnoser og behandlingsplanlægning diskuteres som regel i fællesskab, herunder terapi, pårørendeinddragelse og sociale tiltag, som det i praksis også ofte gøres herhjemme. I Norge har man erfaring for, at psykologspecialister og psykiatere løser dette på en god måde sammen, selvfølgeligt i samarbejde med øvrige tværfaglige behandlerteam, og at det netop sikrer at man får hele mennesket med.

Kommentarer

  1. Tak for et sobert indlæg, der lægger afstand til Eva Sechers absurde holdning til specialpsykologers kompetencer. Men hånden på hjertet: vi har specialpsykologer, der har uddannelse i psykiatrisk udredning og samtaleterapi og vi har speciallæger i psykiatri, der har uddannelse i psykiatrisk udredning, samtaleterapi, farmakologi og somatisk udredning. Hvem har det bedste fundament for en holistisk tilgang til patienten. Speciallæger i psykiatri uddannes i idag ikke til en primært biomedicinsk tilgang til patienten, selv om det kan virke sådan af ressourcemæssige grunde, når patienter bliver behandlet i hospitalspsykiatrien. Psykiatri er og bliver et lægefagligt speciale, hvor specialpsykologer har en stor og vigtig opgave at løfte, men naturligt med reference til speciallægerne, der har en bredere uddannelse og dermed også behandlingsansvaret. Dertil kan tilføjes at somatik fylder langt mere i psykiatrien idag end for30 år siden, da jeg begyndte i faget. Jeg har i min speciallægepraksis dagligt stetoskop og blodtryksapparat fremme og bestiller stribevis af EKG og blodprøver af differentialdiagnostiske grunde. At man i Norge af nød pga mangel på speciallæger har ændret forholdene er ikke et godt argument for at sidestille 2 så forskellige uddannelser ledelses- og ansvarsmæssigt. Lad os i stedet sikre gode uddannelsesvilkår i psykiatrien for de yngre læger, en opgave som specialpsykologerne passende kunne bakke op om.

Skriv kommentar