Sid helt stille, frue Dr.med. Steffen Jacobsen leverer i sin bog harsk kritik, der også rammer den politiske beslutning om at bruge 2,8 mia. kr. på indkøb af Sundhedsplatformen. Det har ikke gjort ham til en ringere læge eller menneske. Tværtimod har han stadig lægeløftet som et ubetinget fundament.

Midt i den dejlige danske sommer fik jeg lejlighed til at læse: ‘Hvis de lige vil sidde helt stille, frue – dr. Jacobsen er ny på afdelingen’, som er en satirisk og sjov bog om erfaringer fra det danske hospitalsvæsen, der er oplevet af den nu selvpensionerede overlæge fra Hvidovre Hospital i Region Hovedstaden, dr. med Steffen Jacobsen.

Bogen er skrevet med en bidende humor og sans for at overdrive, som skal fremme forståelsen og give læseren stof til eftertanke.

Det er især ‘bureaukratiseringen’ af hospitalsvæsenet og indførelsen af IT-systemet Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden, der får kradse ord med på vejen. Bureaukratiet i sundhedssektoren har konstant vokseværk, hvilket har medført tidskrævende papirarbejde og dokumentation til mindste detalje, og som senest er kulmineret med »Sundhedsplatformens daggert midt i arbejdsglædens hjerte«. Og hvis Sundhedsplatformen var en sygdom, ville en eller anden kunne få Nobelprisen for at udvikle en vaccine mod den.

Selve Sundhedsplatformens DNA er i virkeligheden et nu 40 år gammelt ‘bogholderisystem’, der er skabt til at kradse penge ind til amerikanske hospitaler og klinikker fra patienterne og disses forsikringsselskaber – hvilket vi slet ikke har behov for i Danmark.

Sundhedsplatformens ‘gevinstrealisering’ har bl.a. bestået i at fyre mange sekretærer, så lægerne – efter 10-15 års uddannelse – selv skal udføre sekretær- og sygeplejerskearbejde, hvilket svarer til, at »transatlantiske piloter for øvrigt også skal bære kufferter op i lastrummet og servere gin og tonics under flyvningen«.

Men Jacobsens harske kritik, der også rammer den politiske beslutning om at bruge 2,8 mia. kr. på indkøb af Sundhedsplatformen, har ikke gjort ham til en ringere læge eller menneske.

Tværtimod har han stadig lægeløftet som et ubetinget fundament, og vil selv gå så vidt »at hvis uheldet virkeligt var ude, ville han ikke tøve med at redde livet på selv medlemmer af Regionsrådet i Hillerød«.

Hatten af for det.

Skriv kommentar